Udvidet søgning
CORPI PRESENTANO TRACCE DI VIOLENZA CARNALE, I
Italien, 1973
Instruktion: Sergio Martino
DK-titel: Torsomorderen
AKA: Torso / Carnal Violence / Bodies Bear Traces of Carnal Violence

Produktion: Compagnia Cinematografica Champion
REVIEW af Kim Bruun Dreyer [01/11/04]

En studerende og hendes kæreste findes myrdet i Rom. Kort efter findes endnu en kvindelig studerende død. Efter at have mistet to af sine medstuderende begynder den unge Daniela at frygte for sin sikkerhed, og sammen med tre veninder søger hun tilflugt i sin onkels villa på landet. Morderen synes imidlertid at have en særlig interesse i de unge kvinder, og det afsidesliggende skjulested udvikler sig hurtigt til at være en fælde, hvor ofrene isoleres fra hjælp.

Martinos til tider glimrende horror-thriller er naturligvis en rendyrket giallo og et produkt af sin samtid, men plotstrukturelt set peger den på mange måder frem mod film som Maskernes nat (Halloween, 1978) og Fredag den 13. (Friday the 13th, 1980). Morderens bevæggrund funderes i en tragisk hændelse, der går forud for filmens centrale handlingsforløb, men det er hans gerninger, ikke hans karakter, der udgør grundlaget for filmen. Narrativen er repetitiv, og adskillige mord bidrager snarere til en opbygning af spænding end en udvikling af selve historien. Meget lig de såkaldte slasherfilm, som Torsomorderen synes at have været med til at danne grundlag for, er morderen gennemgående off-screen. Når han optræder på kameraet, er han maskeret, men hans tilstedeværelse indikeres ligeså ofte gennem et point-of-view. Det er først hen mod filmens konklusion, hvor filmens final girl konfronteres med morderen, at kameraet drejes mod morderen og afslører ham uden maske. Ligesom i bl.a. Fredag den 13. er blikket både en magtfaktor og en determinator for hvor meget, publikum får at vide.

Suspensen håndteres absolut tilfredsstillende, især op mod filmens klimaks, hvor Suzy Kendall befinder sig i en afsidesliggende villa med morderen. Han er ikke umiddelbart klar over hendes tilstedeværelse, men grundet en skadet ankel er hun ikke videre mobil, og flugt er derfor ikke en mulighed. Da morderen atter kommer tilbage til gerningsstedet, må hun desperat forsøge at skjule alle tegn på, at hun har været tilstede og vidne til hans seneste udåd.

Mordmysteriet, der jo egentlig er grundlinjen i enhver giallo, er imidlertid mindre vellykket. De hentydninger, publikum gives, har for størstedelens vedkommende karakter af en kameramæssig dvælen på mandlige bipersoner. Daniela mistænker på et tidspunkt en uønsket bejler, men husker så, at dennes tørklæde havde et rødt mønster på en sort baggrund, hvor politi-inspektøren havde fastslået, at morderen havde båret et rødt tørklæde med et sort motiv (ledetråden, der består i en overset detalje, er meget skrøbelig her og eksekveres mere elegant i Mordets melodi (Profondo rosso, 1975)). Den abrupte afsløring af motivet bag mordene runder da heller ikke filmen af på den mest hensigtsmæssige måde, og en vis forvirring må forventes.

Torsomorderen er ganske interessant i sin skildring af sin samtid. Politi-inspektøren afbryder en forelæsning for at anmode om de studerendes hjælp. Man fornemmer en mangel på samarbejdsvilje mellem politiet og de studerende, som om sidstnævnte gruppes mistro til ordensmagten skal vejes overfor frygten for morderen. De unges frihedstrang kommer også til udtryk i et orgie af sex, stoffer og nøgenhed, og det er ikke helt uden ironi, at en af pigerne møder morderen efter at have røget en joint og følgelig er for skæv til at slippe væk.

Der synes indenfor gialli at være en særlig fascination for potentielt sprængfarlige emner, såsom hårde stoffer og homoseksualitet (eksempler på begge ses i blandt andre Solange (1972) og Sette orchidedee machiate di rosso (1972)), og med et lille lesbisk intermezzo er Torsomorderen ingen undtagelse. Det er blevet bemærket, at den lesbiske elskovsscene er akavet, som om de to skuespillere ikke er helt bekvemme i situationen. Man kan imidlertid også tolke affæren som et udtryk for genert nysgerrighed på de to karakterers vegne, og selvom der nok er tale om en lille exploitation-detalje til ære for det mandlige publikum, er der alligevel noget smukt og sart over måden, den eksekveres på.

Torsomorderen hører til i den mere grafiske ende af periodens genrefilm. Desværre er effekterne knyttet til de eksplicitte legemsbeskadigelser ikke vellykkede. I to tilfælde fremtræder ofrene nærmest som mannequiner, kunstige og livløse, idet skaderne påføres. Med lidt (meget) god vilje kan man læse en vis symbolværdi ind i dette, eftersom morderen betegner sine kvindelige ofre som "stupid dolls", men det er nok at overvurdere filmens kunstneriske drive - trods alt. I sidste ende er resultatet af de utroværdige effekter, at man et kort øjeblik trækkes ud af den ellers spændende fiktion.

Torsomorderen er i den mest positive forstand et produkt af sin samtid. Det er ikke fordi man ikke kan mærke filmens alder, for det kan man, men filmen bevarer alligevel sin spændstighed. At manuskriptet enkelte steder virker til ikke at være blevet grundigt gennemarbejdet kan ikke undgå at skade produktet, men Torsomorderen formår alligevel at underholde på trods af flade effekter og et sjusket denoument.


Anmeldt version: Torso. Dist.: Another World Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 89 min.
DVDTJEK
Torso. Dist.: Another World Entertainment. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 89 min.

En sammenligning med den tyske DVD-version fra X-Rated er til AWEs fordel. De to udgaver synes at have brugt samme kildemateriale – printskaderne er de samme, og de er for øvrigt minimale. I begge tilfælde virker farverne til tider en smule udvaskede, men filmens alder taget i betragtning ser den stadig flot ud – især med AWEs anamorfiske transfer, der er det bedste af de to.

AWEs udgave udmærker sig også ved at have undertekster på dansk svensk, finsk og norsk. Lydporet angives som Dolby Surround 2.0 og er til tider en anelse blødt (et typisk problem for udgivelser af ældre film). Noget af dialogen er derfor lidt svær at følge, så det er rart at have teksten at læne sig op ad. Torso er i denne udgave komplet, hvilket vil sige, at enkelte scener har italiensk dialog, da disse aldrig blev forsynet med en engelsksproget synkronisering.

Ekstramaterialet består af et still-galleri samt trailers for Torso og andre AWE-udgivelser. Derudover er der også et interview med Sergio Martino, hvor han fortæller om sin karriere som instruktør i generelle træk – så altså ingen saftige anekdoter om Torso!

Kim Bruun Dreyer (juli 2007)
KARAKTERBOKSEN
Caspar Vang
Lars Gorzelak Pedersen
Mikkel Harris Carlsen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven