Udvidet søgning
HILLS HAVE EYES, THE
USA, 1977
Instruktion: Wes Craven
DK-titel: Slagterbanden
AKA: Wes Craven's The Hills Have Eyes

Produktion: Blood Relations Co.
REVIEW af Caspar Vang [01/05/00]

The Hills Have Eyes - Cravens opfølger til den succesrige, indflydelsesrige og chokerende debut, inspireret af Bergmans Jomfrukilden (Jungfrukällen) (60) - Last House on the Left (72), er lidt af en perle blandt minimalistiske, simple, men voldsomt effektive og stærke horrorfilm. Plottet forekommer ofte episodisk eller groft sammensat, men denne løse tilgang til kontinuiteten og filmens rum, øger i høj grad den dokumentariske tone og gør seeren usikker på hvor filmen vil hen og, hvor den rent geografisk udspiller sig. Handlingen udspilles i den golde, åbne og trøstesløse Arizona ørken hvor en hvid middelklasse familie vover sig ind på et militært øvelsesområde - Nellis Air Force Base, for at udforske en gammel sølvmine, som et lille eventyr på deres vej til beachlife, ferie og hamburgers i Californien. Familien består af den forhenværende politimand Bob Carter (Russ Grieve), hans kone Virginia (Ethel Carter), deres søn Bobby (Robert Houston), deres døtre Brenda (Susan Lanier), Lynne (Dee Wallace-Stone) og hendes mand Doug (Martin Speer), og efter at deres bil går i stå i ørkenen går Bob efter hjælp hos en gammel tankstations indehaver (John Steadman) som forsøger at begå selvmord da han forveksler Bob med sit monster afkom.

Frygten for hans monstrøse søn Jupiter (James Whitworth) har drevet ham halvt sindssyg og han fortæller samvittighedstynget om det behårede afkom som satte ild til familiens hus og dræbte konen. Han flækkede monsterets ansigt med et koben og smed det ud i ørkenen, men i bakkerne har det overlevet og har ynglet med en skøge, som den har taget til sig som sin kone. I mellemtiden har Jupiter, deformiteterne Pluto (Michael Berryman), Mars (Lance Gordon) og Mercury (Peter Locke) dræbt og ædt familiens bortløbne schæferhund Beauty og overfalder herefter familiens campingvogn. Bob bliver brændt levende og efter et voldsomt angreb snupper kannibalerne Lynne og Dougs barn for at fortære den lille godbid. Familien ser sig langsomt nødtvunget til at glide over i rollen som barbarerne for at overvinde sine angribere. Familien finder dog en overraskende allieret i familiens indavlede datter Ruby (Janus Blythe), som ønsker at lægge den barbariske familie bag sig og flygte til civilisationen. Efter at der langsomt men sikkert bliver tyndet ud i middelklasse familien, benytter de overlevende, moderens lig som lokkemad i en booby-trap for Jupiter der dræbes i intens nærkamp med en økse og Bobbys pistol. Doug redder barnet fra de sultne kannibaler og overmander med hjælp af Ruby og en klapperslange den vanvittige Mercury som stikkes til døde i filmens intense klimaks. Familiens anden hund Beast (et antydet grumt eventyr element lurer blandt andet her) gør kort proces med Pluto da den bider hans strube ud.

Cravens rå og uslebne undersøgelse af aggressivitet, moralens skrøbelighed og overlevelsesinstinktet er inspireret af den skotske legende og 'historierne' om huleboeren og kannibalen Alexander "Sawney" Bean som i det 17 århundrede levede i det skotske højland, nær Galloway kysten. Ifølge overleveringen plyndrede Sawney, hans kone, deres 14 børn og 32 indavlede børnebørn, de rejsende i højlandet hvorefter de spiste deres ofre. Efter et mislykket overfald bragte myndighederne en ende på Sawneys terrorregime, som efter sigende kostede over 1000 mennesker livet. Hæren (400 mænd ledet af kongen selv), fandt deres hule, med stakkevis af menneske rester og plyndringsgods – som må have været Ed Gein værdig, indsamlede familien, bragte dem til Edinburgh (Glasgow ifølge andre kilder), hvorefter de blev henrettet uden at være stillet for en domstol. Sawney og de voksne mænd i 'klanen' blev sønderlemmede og fik lov til at bløde ihjel, mens kvinderne og børnene blev brændt på bålet. En bog om Skotlands berømte kannibal - "The Legend of Sawney Bean" er skrevet af Ronald Holmes og hulen hvor familien holdt til skulle eksistere den dag i dag.

Visuelt samler Craven tråden op fra den ligeledes stærke og intense Last House on the Left (72), men i The Hills Have Eyes spiller han endnu mere på det usete og dokumentariske end i hans første film. Kameraet er ofte håndholdt, framingen lader ofte folk stå halvt inde i billedet hvorfor deres identitet sløres, eller skjules ved extreme closeups af f.eks. ansigter og hænder etc. Desuden benytter filmen sig, den første halve time, i vid udstrækning af POV shots, som på voyeuristisk vis sætter publikum i monsterets sted uden at afsløre deres identitet med andet af off-screen stemmer. Den anspændte og nervøse stemning understøttes af Don Peakes stærke lydside med et mærkeligt synthesizer score og metal klange – ikke ulig Wayne Bell og Tobe Hoopers musik til Motorsavsmassakren (The Texas Chainsaw Massacre) (74) og bipersoner citeres surrealistisk med lyd inserts i slow motion: "Stay on the mainroads – no matter what happens".

Spejlbilledet og dobbeltgængeren er et tilbagevendende tema i horrorfilmen og The Hills Have Eyes går da heller ikke fri for nogle traditionelle symboler og temaer. Den mørke barbariske klan er naturligvis det fordrejede spejlbilledet af den 'normale' middelklasse familie og efterhånden som filmen skrider frem, bliver det klart at ingen af de to er mulige uden den anden - Ruby nærmer sig de normer som forsvarernes kernefamilie udgør og Doug reduceres i klimaksen til et dyrisk overlevelses instinkt, meget lig angriberne. En anden smuk detalje er hvorledes landskabet i filmen afspejler karakterernes personligheder og psykologiske udvikling. Familiens psykologiske opbygning og overfladiskhed står til skue under det nøgne horisontale landskab, men i hulerne og de nærliggende bakker lurer det usete, som de må bevæge sig ind i for at konfrontere deres egne svagheder og angst for afvigelsen. I grænselandet mellem det høje og lave, det skjulte og åbne - bevæger hovedpersonerne sig ind i en transformerende gråzone, som ikke efterlader dem uforandrede.

Det taler til filmens fordel at hovedpersonerne, ligesom i Last House on the Left (72), faktisk reagerer troværdigt mod truslen og konfrontationen med deres mørke side - en egenskab som hovedpersonerne i Cravens senere film sjældent besidder. Et langt stykke hen af vejen benægter familien den situation som de er havnet i og forsøger at opretholde facaden af lykke, normalitet, balance og stabilitet. Flere gange går folk faktisk i chok efter kannibalernes pludselige angreb, eller reagerer aggressivt og spontant på situationerne, hvilket giver filmen et foruroligende skær af realisme.

Efter den intense og stærke oplevelse som Cravens to første film er, efterlades man – vidne til makværker som Scream filmene ('96, '97 og 2000), rodebutikken People under the Stairs (92), den rutineprægede Shocker (89) og opfølgeren til The Hills Have Eyes – den jævne The Hills Have Eyes II (85), i en tilstand af stille undren over at en så, tilsyneladende begavet, intelligent og idérig filmmager, kan forfalde til tåbelige klichéer, skabelonagtige, løse, inkonsekvente og inkonsistente manuskripter, som har resulteret i 20 års lunkne og groft overvurderede film. Hvilket utroligt nok har indbragt Craven et ry som en af genrens største auteurs. Måske skal instruktøren tilbage til voldens og drifternes rå virkelighed og simplicitet før han kan (gen)finde sin nerve, men undertegnede tvivler kraftigt på at Craven, der langsomt, men sikkert er henfaldet til stupid intertekstualitet, namedropping, metaplaner og værst af alt sequels (ja ja, jeg ved godt, at denne film også fik en fin lille sequel), kan genfinde noget som helst andet end partnerskab i den evigt voksende klike af amerikanske filmskabere hvis karriere er startet flot ud, men efterhånden har skrabet bunden med uoriginalitet, genbrug og evig refereren til hinandens middelmådige værker. Måske havde manuskriptforfatteren Kevin Williamson mere ret, end han turde håbe på, da han lader Tatum (Rose McGowan) kalde arketypen for mainstream skrækfilms instruktører - Wes Carpenter. Men hun glemte mellemnavnet Hooper.

Overraskende nok er The Hills Have Eyes censureret i alle de danske udgaver. Det drejer sig primært om klimaksen hvor Doug (Speer) dolker Mercury (producer Locke) med en bajonet – hvilket i den danske nedklipning næsten er udeladt og giver slutningen en klodsethed, som ødelægger Cravens intensitet og det visuelt overraskende fade til rødt og freezeframe som udgør det endelige lighedstegn mellem middelklasse familien og kannibal klanen. Scenen hvor Berryman overfaldes af familiens hund, er også tonet ned ligesom den myrdede hunds kadaver er 'trimmet'. Den engelske og amerikanske DVD-release fra Anchor Bay er komplet og helt uden censurklip.


Anmeldt version: The Hills Have Eyes. Dist.: Anchor Bay Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: England. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 86 min.
DVDTJEK
The Hills Have Eyes. Dist.: Anchor Bay Entertainment. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: England. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 86 min.

Ægte Craven-fans kommer nok ikke uden om dvd-udgivelsen af The Hills Have Eyes, og til samlingen er Anchor Bays engelske release et glimrende valg. En laber og grum dobbelt-disc-release spækket med bonusmateriale, og i modsætning til mange af de tidligere videoudgaver er denne udgivelse ucensureret, så man kan sagtens lukke sine klamme kannibalnæver om den.

Selve filmen står pænt, en smule grynet, hvilket skyldes kildematerialet, der er skudt på 16 mm. og blæst op til 35 for at give filmen det rette smudsige look. Maskeringen er anamorfisk letterboxed (1,85:1) og lydsporet få både i et restaureret Monomix, samt Dolby Digital 5.1 og DTS for dem med hjemmebiffen kørt i stilling. Ud over skiven indeholder æsken en otte siders booklet, der faktisk præsenterer filmen ganske godt.

Bonusmaterialet består af et glimrende, anekdotefyldt kommentarspor af Craven og Peter Locke (producer og skuespiller) - og der er mere på disc 2: featuretten "Looking Back at the Hills Have Eyes" (55 min.) med Craven, Locke, skuespillerne og flere, samt The Independent Film Channels dokumentar The American Nightmare (Adam Simon, 2000), der godt nok er censureret af BBFC i scenerne fra Rædselsnatten (Last House on the Left, 1972). Desuden får vi en alternativ slutning, tv-spots, trailers og stilgallery i fjæset. Og kan man leve med censurklippene på bonusmaterialet, er Anchor bays udgivelse et godt køb.

En dansk dvd-version er udgivet af Scanbox. Bonusmaterialet er mindre fyldigt, men ligesom den engelske skulle denne release være uklippet.

Caspar Vang (marts 2007)
KARAKTERBOKSEN
Anders Munk Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven