Det skal ikke være nogen hemmelighed at Cronenberg ikke blot er en af undertegnedes, men også hele Uncut-redaktionens, absolutte favoritter, når det drejer sig om at iscenesætte besynderlige, intellektuelt stimulerende, provokerende og ganske enkelt bizarre horrorfilm. Den canadiske auteurs spillefilms debut Shivers er ingen undtagelse fra regelen, og selv om filmen flere steder knirker i kanterne (man skal tænke på at dette er Cronenbergs 'svendeprøve' assisteret af kompetente filmfolk) er Shivers manuskriptmæsigt en af hans absolut bedste film og rummer nogle af hans mest skræmmende, tankevækkende og overraskende scener overhovedet.

Allerede fra hans første 'art-house' filmprojekter (bl.a. Transfer (66), From the Drain (67), Stereo (69) og Crimes of the Future (69)) er der en tydelig rød tråd og tematisk lighed mellem hans film, der af kritikere ofte er blevet beskyldt for at ligne hinanden lidt for meget (med undtagelse af 'bil-filmen' Brændt gummi (Fast Company) (79)) - i deres evige fokus på kroppen og kødets transformation, psykosomatiske manifestationer, seksuelle lyster og et indefra kommende monster. Indrømmet, Cronenbergs anden film Blodig galskab (Rabid) (76) ligner Shivers så meget at man egentlig godt kunne tale om et regulært re-make - om ikke andet så tematisk og visuelt. Samfundet og vor social-seksuelle strukturer omvæltes når videnskaben griber ind i menneskets sarte biologiske mekanik - i begge tilfælde med kunstige transplantationer hvilket resulterer i cronenbergske apokalyptiske slutninger. Tilførsel og interaktion med noget unaturligt til/i den menneskelige organisme, er et tema som senere hos Cronenberg skulle udvikle sig til en fascination af maskinen som forlængelse og uadskillelig del af menneske kroppen i bl.a. Videodrome (82), Nøgen frokost (Naked Lunch) (92), Crash (96) og eXistenZ (99).

I Shivers udspilles, den mildest talt makabre handling, omkring boligkomplekset Starliner Towers i en Toronto forstad. Narrationen er fortalt med en, for Cronenberg typisk legesyg evne til at 'twiste' fortællingen på de mærkeligste tidspunkter og måder - på trods af den bizarre og dystopiske tone - fortalt med et exploitativt fokus (den bragte canadiske Cinepix ind på low-budget horrorfilm markedet i USA) på væmmelige og blodige detaljer, men med et manuskript (igen typisk for Cronenberg) der til et rent 13 tal - i stil med 50rnes politiske forfølgelses kritik i Invasion fra rummet (Invasion of the Body Snatchers) (56) leverer en utilsløret advarsel til 70rnes seksuelle frigørelse.
Seeren kastes ind i Starliner bygningen gennem identifikation med et ungt par som lokket af reklamer (vises som credits) køber en lejlighed i det klaustrofobiske kompleks. Den ubehagelige handling sættes i gang da den ældre læge Hobbes (Fred Doederlein) dræber en ung promiskuøs pige ved kvælning, for derefter at skære hendes mave op og hælde syre i såret, hvorefter han begår selvmord ved at skære halsen over på sig selv. Han har indopereret pigen med en parasit organisme, der erstatter syge organer, men som uoverskuelig konsekvens gør bæreren ustyrlig seksuel aktiv, med zombieagtig hunger efter... nej, ikke hjerner eller kød - men seksuel afvigelse og depraveret opførsel. Hvad lægen imidlertid ikke ved er at pigen har haft et forhold til ægtemanden Nicholas Tudor (Allan Migicovsky) hvis kone Janine (Susan Petrie), er nervøs over mandens mærkelige opførsel. Tudor har fået overføret den kønssygdomsagtige parasit, der stærk visualiseres af Joe Blasco> som en beskidt væmmelig krydsning mellem en snegl, fæces og fallos - med ikke kun seksuel/voldtægts motivet til fælles med 'facehugger' væsnet i Ridley Scotts sublime Alien (79), hvis manuskriptforfatter Dan O'Bannon indrømmede at han havde set Shivers mere end én gang. Parasitten yngler nu i Tudor og breder sig til komplekset yderligere beboere. Lægerne St. Luc (Paul Hampton), Linski (Joe Silver) og sygeplejersken Forsythe (Lynn Lowry) må i et regulært kapløb med tiden opklare mysteriet om den mystiske zombieagtige plage (strukturelt minder filmen ikke så lidt om Romeros mesterlige Night of the Living Dead (68)), men én efter én bukker de under for parasitterne.
Filmens nok stærkeste scene udspilles da Janines veninde Betts, spillet af horror stjernen Barbara Steele, invaderes i et badekar hvor en parasit gennem et afløb kryber op mellem hendes ben og 'voldtager' hende - selv om filmens slowmotion filmede zombie klimaks givet vis også vil blive i bevidstheden længe efter slutteksterne. Det afsluttende orgie gør også stærkt indtryk, med sine mærkværdige bedøvede gerningsmænd, lurende uhygge, seksuelle vildskab og groteske begivenheder, som den gamle mand der gør klar til at elske med sin datter eller pigerne der som hunde føres i snor.

Skuespillet er generelt fint, særlig Steele og Silver er gode og med producernes casting 'fra gade' fremtryller filmens tone en ægthed og spontanitet som er svær at opnå gennem regulær mise en scene. For mit vedkommende gør denne råhed filmen dybt foruroligende, og skræmmer selv den dag idag. Filmen hørte til én af de første horrorfilm som jeg frivilligt så - på tysk tv i slutningen af 80rne, og jeg havde ingen som helst anelse om hvad jeg skulle udsættes for, var konstant i tvivl om genren og hvor filmen ville hen med sine skræmmende optrin, hvilket nok påvirkede mig voldsommere eftersom jeg ikke havde sat filmen i bås på forhånd. Dialogen er til tider en smule mekanisk, eftersom der givetvis ikke har været tid til at instruere skuespillerne, men gennem dette misforhold træder filmens uvirkelige stemning af ubehagelig vanvid og trussel, tydeligere frem, og langt hen af vejen er publikum vitterlig i tvivl om hvem der er inficeret og hvem som er 'normal' - et tema som gentages i Rabid (76) og bringer tankerne hen mod Romeros undervurderede Smag af døden (The Crazies) (73) og allegorien i Dawn of the Dead (78).

Shivers er ganske rigtigt ikke fortalt med den flair for visuelt raffinement og filmteknisk kompetence som karakteriserer Cronenbergs senere film, men indeholder en entusiasme og virtuos fortælleglæde der sætter hans tidlige film - Shivers -Parasit-morderne (75), Blodig galskab (Rabid) (76), The Brood (79) og Scanners (80) i en helt særlig rå og upoleret stilistisk kategori, som hans senere film, på trods af mange andre kvaliteter, ikke besidder. Denne uopdragenhed gør også at hans film helt frem til Videodrome (82) fremstår med en friskhed og gal legesyg ironi som er symptomatisk for den 'yngre' Cronenberg (om Brændt gummi (Fast Company) (79) er en undtagelse skal jeg ikke kunne sige, da jeg desværre aldrig har set den, men villige læsere opfordres til at sende den forbi redaktionen) og som han har genoptaget i det første selvstændige manuskript siden Videodrome (82), den helt formidable eXistenZ (99).

Shivers er udgivet på DVD reg.1 fra Image Entertainment i en såkaldt 'Director's Cut', som dog ikke adskiller sig mærkbart fra den danske udgivelse. Dog kan DVD udgivelsen, på trods af en noget ujævn billede overførsel fra masteren, anbefales da den indeholder en fed, lettere 'trashet' trailer og et glimrende interview med Cronenberg i forbindelse med DVD udgivelse, hvor han fortæller om sin karrieres start vanskeligheder og morsomme anekdoter, som da han blev bedt om at slå den purunge Susan Petrie under de mere sørgmodige scener, for derefter nærmest at blive overfaldet af Barbara Steele. Desuden er Cronenberg som altid usædvanlig velformuleret og det er altid en fornøjelse at høre ham hælde guldkorn ud. At den danske udgivelse desuden er nederdrægtig sjælden efterlader ingen tvivl om at DVD udgivelsen er sagen.