Udvidet søgning
SCREAM 3
USA, 2000
Instruktion: Wes Craven
DK-titel: Scream 3

Produktion: Dimension Films / Craven-Maddalena Films
REVIEW af Caspar Vang [01/05/00]

Lad det straks være sagt at jeg absolut ikke er nogen fan af Wes Cravens, der som bekendt har lavet et par glimrende skrækfilm i 70rne som han senere har baseret sin karriere på, ekstremt succesrige gyserfilm trilogi Scream (97-98-2000). Alligevel var det med forventninger om en endnu mere selvbevidst og humoristisk genrefilm end de tidligere, at jeg modstræbende vovede mig ind i biografens mørke for at finde ud af, hvad gamle Craven nu havde af undskyldninger for at lænse de stakkels teenagere for deres surt opsparede penge. Underligt nok er film af denne type 'bløde' slasher film (I Know What You Did Last Summer (97), Urban Legend (98) blevet enormt populære hos tidens teenagere som i stedet udebliver fra mere intelligente og eksperimenterende skrækfilm som Mimic (97), Cube (97), Den sjette sans (The Sixth Sense) (99) og The Ninth Gate (99). Desværre må jeg sige at jeg har ondt af det publikum som trofast har labbet rygter og sladder fra internet og ungdomsblade i sig det sidste halvandet år. Ventetiden var forgæves. Men hvis man hører til den gruppe mennesker som rent faktisk har en interesse i, eller ligger søvnløse om natten undrende om hvorvidt Neve Campbell vil gentage sin rolle som Sidney, om Kevin Williamson (igen) vil skrive manuskriptet, om Christopher Walken vil spille skurken eller om Randy fra de tidligere film er morderen, vil du sikkert elske filmen uanset andres meninger og bør naturligvis se den – og i øvrigt undlade at læse videre herfra.

To år efter begivenhederne i anden del har Sidney Pescott (Neve Campbell) trukket sig tilbage fra offentlighedens søgelys og lever en anonym tilværelse som Laura, medhjælper på en krisecenter telefonlinje. Ironisk nok er det hende selv som er et psykologisk vrag og som har brug for hjælp. Men det har nu altid været god terapi at hjælpe andre med deres problemer. Da talkshow værten Cotton Weary (Liev Schreiber) og hans kæreste bliver myrdet og Sidneys moders foto bliver fundet på liget, beslutter hun at hun ikke længere kan løbe fra fortiden og kommer frem fra sit skjul for at afsløre morderen. Gale Weathers (Courteney Cox) har sit eget talkshow og som den flinke journalist hun er, iler hun til settet på filmen Stab 3 (som er en filmatisering af Woodsboro mordene) for at opsnappe en god historie. Den klodsede betjent Dewey (David Arquette) er ansat som teknisk rådgiver på Stab 3 og rodes derfor igen ind i begivenhederne. Arquettes rolle træder i øvrigt forgrunden, i den grad at han nærmest bliver filmens halve hovedperson, uden at vi nogensinde kommer ind bag karakteren. Idéen er så at de skuespillere som spiller Dewey, Gale og Sidney i Stab 3, bliver aflivet af den maskebærende morder i samme rækkefølge som filmens manuskript kræver. Årsagen til mordene er naturligvis begravet dybt i fortiden, og som den afdøde Randy (Jamie Kennedy) fortæller i sit videobånd testamente, er regelerne for en trilogi (?!) at intet er hvad det fra starten syntes at være og at de skal går tilbage til fra før første del for at finde svaret og afsløre morderen, som i øvrigt bør have overmenneskelige egenskaber i en gyserfilms tredie segment.

Filmen fører seriens tradition for det postmoderne, selvbevidste, reflekterende, genre-refererende og intertekstuelle til et ekstremt niveau (hvor der er en film i filmen i filmen og hvor skuespillere spiller skuespillere der spiller skuespillere), hvor disse elementer er så fortærskede, repeterende og udtalte, at filmen bliver en absurd parodi på sig selv og de øvrige film i serien. For eksempel viser det sig ret hurtigt at morderens fremgangsmåde er at myrde hovedrolleindehaverne i Stab 3 (filmoptagelsen i filmen) i den rækkefølge som de bliver myrdet i manuskriptet. Problemet er at der florerer en del 'falske' manuskripter af Stab 3 og hovedpersonerne ikke ved hvilket manuskript som morderen har læst. Denne detalje er naturligvis et nik til den 'virkelige' Scream 3, som havde tonsvis af 'falske' rygter og sladder i omløb, hvilket ikke er usædvanligt for en film af denne størrelse.
Det bliver ret hurtigt klart for den genrebevidste biografgænger at filmen (skulle) fungerer på flere niveauer. Som traditionel popcorn gyser, med en masse billige skræmmeeffekter (hvilket den ikke gør særlig godt) – og som selvironisk, postmoderne kommentar til genrens klichéer og konventioner (hvilket den gør for udtalt, selvom den delvis har fjernet 'name dropping'en fra den første og anden del) og som sort komedie der gør nar af filmverdnen og publikums forventninger. Det sidste element fungerer bedst, men desværre fritstående, da filmens elementer aldrig splejses sammen til en helhed. Dramaturgisk spiller filmen ligeledes fallit, da den aldrig kan finde ud af hvilke personer den vil uddybe (og derfor ender med at beskrive alle sine hovedpersoner overfladisk), holder spændingskurvens klimaks i et kvarter for længe og gør sit plot så unødvendigt kryptisk, at man dårlig har styr på den indviklede historie når man forlader biografen, men kun husker det væld af besynderlige sammentræf og usandsynligheder som plottet benytter sig af for at drive handlingen videre. Filmen består således af mange forskellige elementer som (uden grund) stritter i hver sine retninger og desværre aldrig forenes. Desuden finder jeg det usmagligt, at en instruktør af Cravens kaliber (!) på én gang lukrerer på det faste (yngre og hovedsaglig kvindelige) genre publikums evne til at indfinde sig til de mest harmløse og formulariske film inden for genren, samtidig med at den, ikke særlig nuanceret, leverer øretæver på kryds og tværs af filmindustrien, som beskyldes for at være indspist og overfladisk. Det er ligeledes bemærkelsesværdigt at morderen i alle tre film har en stærk interesse for filmmediet. Craven skyder (igen) sig selv i foden ved at holde gang i myten om at vold på film entydigt fører til vold i virkeligheden, da denne logik aldrig bliver ført til døren i grusom konsekvens.

Forventningerne om en mere humoristisk skrækfilm holdt stik, men end ikke halv morsomme cameos fra Roger Corman, Silent Bob (Kevin Smith), Jay (Jason Mewes) og Carrie Fisher, som sur sekretær der fortæller at hun næsten fik rollen som Princess Leia i Star Wars, men at den gik til den kælling som gik i seng med George Lucas, kan hæve filmen til et bare seværdigt niveau, eller skjule det faktum at Wes Craven i umindelige tider ikke har lavet en hæderlig film. Tilbage er blot at drømme sig tilbage til de gode gamle Last House on the Left (72) og Slagterbanden (The Hills Have Eyes) (77) dage og endnu en gang konstatere at denne filmserie stadig er spild af lærred og kassette plads. Gense hvilken som helst af de to titler eller bank en arbitrær 80er slasher i videomaskinen og se den i stedet – med 99% sikkerhed er den bedre end Scream 3.

Og så lige det afgørende kistesøm. Uanset første dels øvrige fejltrin, indeholder den ofte rimelig stærk vold (vi taler overhovedet ikke 80er slasher standart her), men selskabet skulle efter sigende have nedtonet volden i Scream 3 på grund af en række tragiske voldsepisoder på amerikanske high-schools, hvor våben lovgivningen var den virkelige skurk og filmindustrien den sædvanlige syndebuk. Selskabet benægter dog at have nedtonet volden, på grund af disse episoder, men de kan ikke lyve sig fra at filmen eksplicit er en af de mindst voldelige slashers nogensinde. Grafisk vold i filmen er nærmest ikke eksisterende og begrænser sig blot til et par enkelte skudsår og en lille blodplet på struben, da stakkels Lance Henriksen (der tydeligvis ikke ved om han skal græde eller grine hele vejen til banken) får 'halsen skåret over'. Afgørende bør det også at bemærkes at Nick Cave and the Bad Seeds har solgt ud ved at (gen)indspille deres Red Right Hand (som er blevet til Red Right Hand 2) til at passe til filmens soundtrack.




KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
Mikkel Svendstrup
Mikkel Harris Carlsen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven