I Tonino Riccis (aka Anthony Richmonds) stupide, søvndyssende fortsættelse til sit tidligere, ikke mindre kedsommelige forsøg ud i det post-apokalyptiske – Rush fra 1983 – er anti-skuespilleren Conrad Nicols tilbage i hovedrollen, der nu ikke længere går under øgenavnet Rush, men har taget navneforandring til Rage. Han har også fået ny frisure, men i det store og hele er han dog det samme solbrændte muskelbundt, som han altid har været (heller ikke sine evner som skuespiller har han brugt tiden på at udvikle) – og på trods af en rodfæstet paranoia over for alt og alle er han, efter en lille smule overtalelse, altid parat til at redde verden (dvs. what's left of it) hvis det skulle blive nødvendigt. Som i Romolo Guerrieris Den sidste hævner (The Final Executioner) (1983) åbner filmen med rigelige mængder af ”stock footage” i ringe billedkvalitet, der skal spare filmfolkene for besværet med at vise seeren, hvordan den apokalyptiske begivenhed rent faktisk fandt sted, hvilke umiddelbare konsekvenser den havde og så videre. I stedet får vi en stribe billeder af eksplosioner, blinkende lamper, kørende tog (?) og sultende børn, og resten må vi jo så forestille os. Dernæst ser vi et par soldater træde hen foran resterne af et skelet i det obligatoriske post-apokalyptiske ørkenlandskab. Vi forstår med det samme, at de må være på udkig efter et eller andet, eftersom de kigger meget demonstrativt i hver sin retning. Så griber en muteret hånd fast i benet på en kvindelig soldat, men en af de andre soldater fyrer en salve af mod kloakken, hvorefter han elegant afrunder den drabelige episode med et ”tænk ikke på ham, han led af strålesyge”. Outsideren Rage springer frem fra sit skjul og giver soldaterne kamp til stregen (med nogle overdrevne stunts til følge). Heldigvis for ham er soldaterne ikke alt for snedige; én af dem smadrer f.eks. et vindue og kravler igennem i stedet for at benytte døren lige ved siden af. Efter brutalt at have massakreret et dusin uniformerede bipersoner, ser den nu stærkt perspirerende Rage dog i øjnene, at han hellere må makke ret. Det viser sig, at soldaterne sådan set bare ville have ham til at følge med til deres hovedkvarter, så strengt taget var der ikke nogen grund til Rage farede frem på sådan en aggressiv måde. Men hvorfor græde over spildt mælk, og kan man ikke finde ud af at fange tilskuerens opmærksomhed på anden måde, kan man jo altid maksimere body-count'et.

Efter endnu en langtrukken actionsekvens – denne gang er det nogle ørkenbanditter, som står for skud – og en besynderlig episode, hvor en af soldaterne vælger at begå selvmord ved at tage sin gasmaske af midt i en giftig tåge, præsenterer soldaterne Rage for deres leder, der forklarer at der er opstået akut lavvande i uraniumbeholdningen, og at menneskehedens fremtid afhænger af at Rage foretager en livsfarlig rejse til noget der hedder Alfa-basen for at hente nye forsyninger. Uranium skal bruges til at afgifte omgivelserne med, og af en eller anden grund er det kun Rage, der efter lederens mening er i stand til at nå levende frem til Alfa-basen. Scenen, hvori soldaterne og lederen overtaler den indledningsvis meget skeptiske Rage til at acceptere missionen, vidner om forbløffende psykologisk indsigt hos instruktøren eller manuskriptforfatterne eller hvem der nu er ansvarlige for, at den udvikler sig, som den gør. Det skal ganske enkelt ses, før man tror det! Herefter skrider filmen frem på samme maner som Death Warriors – bandekrig år 3000 (The Exterminators of the Year 3000) (1983), dvs. som serier af lange, dårligt konstruerede actionscener med kedsommeligt fyldstof ind imellem, typisk ligegyldige transportscener eller lignende. Vandet er skiftet ud med uranium, men den grundlæggende idé er nøjagtig den samme. Og ligesom det ikke lykkes for Alien, Trash og Tommy i Exterminators at få fingre i det eftertragtede vand, på samme måde opdager Rage og kompagni til sidst, at Alfa-basen slet ikke rummer de livsvigtige uraniumreserver – den gemmer derimod på en pose frø og – Gud se i nåde til os! – en bibel, som endnu engang leder tankerne i retning af Exterminators' religiøst anlagte slutning med regnvejret, der pludselig bryder frem.

Andre ting at holde øje med i Rage: skurke på BMX-cykler, fabelagtigt production design i diskotekscenen og et jordskælv, der består af kameraets rysten og nogle småsten, der ruller ned af et bjerg. Og, ikke at forglemme, smukke Taida Urruzola i den kvindelige hovedrolle.