Kontorassistenten Marion Crane (Janet Leigh) fra Phoenix er særdeles træt af den måde livet har behandlet hende på. Hendes løn er ussel og hun bliver nødt til at møde sin elsker Sam i smug på billige hotelværelser i frokostpauserne. Før weekenden bliver Marion bedt om at sætte 40.000$ i banken for hendes arbejdsgiver. hun griber chancen til at starte på et nyt liv og snupper pengene. Hun sætter kursen mod Sams forretning i Californien. Marion er udmattet efter en lang køretur og bliver overrasket af en storm, hun kører bort fra hovedvejen og indlogerer sig på det skæbne svangrer Bates Motel. Motellet bliver drevet af den rolige unge mand Norman (Anthony Perkins), som tilsyneladende er voldsomt kuet af sin dominerende moder.

Psycho regner jeg, sammen med Skjulte øjne (Rear Window), En kvinde skygges (Vertigo), I tvivlens skygge (Shadow of a Doubt) samt Menneskejagt (North by Northwest), for en af mesterens absolut bedste amerikanske film. Det konventionsvridende masnuskript er udarbejdet af Joseph Stefano efter gyser og krimi-forfatteren Robert Blochs roman. Baseret på morderen Ed Geins gerninger, var dette ikke just en thriller af den type, som verden var parat til, og Psyko er både tematisk og stilistisk blevet forbilled for et utal af moderne horrorinstruktører. Af de vigtigste kan nævnes Sean S. Cunningham, Tobe Hooper og måske vigtigst Brian De Palma, hvis første to årtier som instruktør var stærkt domineret af hyldester til Hitchcock, og hvis film Klædt på til mord (Dressed to Kill) minder påfaldende meget om Psycho. Det var ikke kun de sene instruktører, der hyldede mesterens måske største film. Psychos financielle succes blev hurtigt grundlag for et utal af hurtigt producerede imitationer, bl.a.: Maniac (1963) og de to William Castle-film Homicidal og Strait-Jacket, som dog havde masser af egne goodies at byde på.

Psycho var sjovt nok selv stærkt stilistisk inspireret af den franske instruktør Henri-Georges Clouzots fantastiske Les Diabolique, men også i manuskriptet havde Psycho ligheder med dette franske thriller/horror mesterværk. I Les Diaboliques sluttekster bad filmskaberne publikum om ikke at røbe noget om filmens handling. Den samme idé blev brugt af Hitchcock i Psychos markedsføringskampagne. Forfatterne til Les Diaboloque (Boileau og Narcejac) skrev i øvrigt manuskriptet til Hitchcocks En kvinde skygges (Vertigo) to år inden denne instruerede Psycho.

I en tid hvor farvefilmen havde sit store indtog, benytter Hitchcock sort/hvid-film til optimal effekt. John L. Russells kameraarbejde og monokrome fotografering giver billederne en kontemplativ uhygge, som ikke er nem at ryste af sig. Kombineret med Joseph Hurleys vidunderligt skumle set-designs, som f.eks. den uhyggelige Bates villa og Bernard Herrmanns ofte imiterede musik (hyldet bedst i Stuart Gordons splatterkomedie Re-Animator), skabes en stemning der nemt udkonkurrerer selv de mest skræmmende og veludtænkte moderne gysere. Psycho overgår næsten alle lignende film i velkonstrueret suspense, overraskende vold og velskrevet dialog. Og da Perkins overfalder Leigh i det tryggeste af steder, badeværelset, og stikker hende til døde, skaber Hitchcock filmhistorie i stor stil. Den stakatoagtige klipning, skæve vinkler, ultracloseups med et svimlende kamera, klippet fra afløbet til øjet og lyden af Herrmanns skrigende violiner, er stor gyserfilmkunst.

Skuespillerne leverer alle varen, med den kolde Anthony Perkins i spidsen, i den næsten for perfekte rolle som Norman Bates. Vera Miles spiller fortrinligt og målrettet søsteren, der efterforsker Marion Cranes forsvinden, og Janet Leigh er usædvanligt velvalgt som den dødsmærkede Marion. John Gavin spiller Sam Loomis og den brillante Martin Balsam spiller snushanen Milton Arbogast, der i mødt med Bates kommer længere ud end han kan bunde.

Psychos (i 1960) overraskende slutning er måske ikke så overraskende som man måske kunne ønske sig, hvis man er inkarneret filmbuff. Psykiaterens forklaring til et publikum, der skulle konfronteres med noget så usædvanligt som afsporet seksualitet, virker i dag en smule fjollet og unødvendig. Men i 1960 var det givetvis stærke sager. Hitchcock står dog distancen med den uhyggelige dobbelteksponering af moderens kranium over Normans kolde ansigt. Intet mindre end fabelagtigt!

Filmen blev i 80'erne fulgt af to middelmådige sequels som opfindsomt nok hed Psycho II og Psycho III. En ikke ægte sequel, men betydeligt mere interessant film, var Psychos prequel Psycho IV: The Beginning lavet til TV i 1991. Her i 1998 har den tidligere independent-instruktør Gus Van Sant et remake af Hitchcocks klassiker i ovnen.