Udvidet søgning
28 DAYS LATER
USA / England / Frankrig, 2002
Instruktion: Danny Boyle
DK-titel: 28 dage senere

Produktion: DNA Films / Figment Films / Canal+ / British Film Council
REVIEW af Kasper Bøg [01/03/03]

Da en gruppe aktivister bryder ind i et forsøgslaboratorium for at befri dyr, der udsættes for grusomme eksperimenter, finder de en masse aber spærret inde i små bure og en enkelt, der, fastspændt til en briks, tvinges til at stirre på en konstant strøm af Tv-transmitteret vold og ødelæggelse. Denne lille hilsen til Stanley Kubricks A Clockwork Orange (1971) har imidlertid ikke samme effekt på Danny Boyles abe, som på Kubricks Malcolm McDowell. Hvor McDowell efter behandlingen (i hvert fald for en stund) væmmes ved vold, bliver aben mere end almindelig gal i skralden over at blive udsat for det ubehagelige Tv-kiggeri. Faktisk bliver den så gal at vreden går den i blodet. Det er derfor så som så med abernes taknemmelighed, da aktivisterne slipper dem fri og snart sidder der da også en abe i struben på en af dem. Endnu værre er det at vreden smitter og på ingen tid eliminerer stort set alle menneskelige karakteristika hos de inficerede. Eneste undtagelse er et fundament af rå aggression, der forvandler dem til blodtørstige dyr, med smag for alt, hvad der ikke bærer smitten? selv rotterne må flygte fra dem.

28 dage senere vågner cykelbuddet Jim (Cillian Murphy) af en koma. Uvidende om hvad der er foregået i verden den seneste måned, rejser han sig fra sit sygeleje og bevæger sig ud i en by, der tilsyneladende er tømt for mennesker. Billederne af Jims ensomme vandren gennem et mennesketomt London er filmens visuelle og stemningsmæssige højdepunkt. Skudt med digital video af fotograf Anthony Dod Mantle, der bl.a. kendes for sit arbejde på Dogme-filmene Festen (1998) og Mifunes sidste sang (1999), har scenerne et strejf af dokumentarisme, der, udover at give dem en poetisk kvalitet, gør dem til de mest skræmmende passager i filmen.

Snart viser det sig dog at Jim ikke er helt alene i London. I en kirke fyldt med lig støder han første gang på de inficerede, der straks indleder en rasende jagt på ham. Boyles inficerede skildres effektivt i hæsblæsende sekvenser, der i kraft af deres opskruede tempo og effektive klipning, formår at overføre offerets oplevelse af mødet med filmens monstre til publikum. Man oplever næsten, hvordan det fysisk føles at blive jaget af dem? og det er ingen rar oplevelse skal siges. Det er kun takket være hjælp fra et par af de få tilbageværende mennesker, at han slipper fra mødet med livet i behold. Den civiliserede verden er tilsyneladende gået under i et frådende brag af smitsom aggression og kun få har overlevet kaoset. Desværre er langt de fleste af disse inficerede, hvorfor menneskene er tvunget på konstant flugt.

Det står snart klart, at der ikke er de store fremtidsperspektiver i at blive i London, og sammen med 3 andre overlevende (en far og hans datter, spillet af Brendan Gleeson og Megan Burns, og den handlekraftige Selena, spillet af Naomie Murphy) forlader Jim byen. En automatiseret radiomeddelse har givet dem håb om at møde flere overlevende og de drager derfor mod udkanten af Manchester, som meddelelsen udpeger som mødested for overlevende. Rejsen fra London til Manchester giver plads til mildere billeder, der står i tydelig kontrast til dystre London. En overnatning i grøn fredfyldt natur vækker nye sider i de 4 rejsende og det er især her at Boyle får etableret karaktererne, som andet og mere end beregnende selviske overlevere. Hidtil undertrykte emotionelle bånd mellem de fire trækkes og forstærkes, og afstanden mellem dem og de uhyggelige inficerede bliver mere udtalt. Mennesker er mennesker fordi de kan føle for hinanden. Det kan de inficerede ikke. Da de ankommer til rejsens mål modtages de af en gruppe soldater, der har barrikaderet sig i et gammelt gods. Herfra slagter de, under ledelse af den kølige Major West (Christopher Eccleston), alle inficerede, der nærmer sig deres befæstning. Og de gør det med stor fornøjelse. Soldaternes afstumpethed og det ulmende vanvid tilværelsen på godset har affødt, får snart vore hovedpersoner til at overveje om alt er som det skal være og det viser sig da også at der er værre ting end at blive jaget af de inficerede.

28 dage senere er en effektiv, underholdende og uhyggelig film, der trækker store veksler på både George Romeros klassiske zombiefilm Day of the Dead (1985) og Richard Mathesons roman I Am Legend (1954). Især Romeros og Boyles historier har stort set identisk fundament og rammer. Begge skildrer de verdener i opløsning, som følge af at mennesket på den ene eller anden måde har spillet fallit, begge har monstre der, blottet for fornuft, kaster sig rasende over de få tilbageværende mennesker og i begge søger hovedpersonerne forgæves militærets beskyttelse. Nu kunne man fristes til at vrænge på næsen af 28 dage senere og sætte spørgsmålstegn ved dens berettigelse. Dette ville dog ikke være rimeligt. Vel er filmens gæld til Day of the Dead betragtelig og at tale om originalitet i forbindelse med den ville bestemt være at spænde buen for stramt. Når den alligevel adskiller sig fra Romeros mesterværk, er det i kraft af at Boyle vil mere med sine karakterer end Romero. Hvor menneskets undergang hos Romero, synes uundgåelig som følge af udtalt individualisme og manglende evne til samarbejde hos de ikke alt for uddybede karakterer, er der mere optimisme at finde hos Boyle. I 28 dage senere undersøger Boyle, ligesom i et par af hans tidligere film, en mørkere side af menneskets psykologiske makeup. Hvor han i Trainspotting (1996) satte fokus på afhængighed og i Shallow Grave (1994) tog fat i grådighed, er det denne gang aggression Boyle tildeler sin opmærksomhed. Filmen skildrer aggression i forskellige former? den rene primitive og ekstremt destruktive hos de inficerede, den fremelskede, tøjlede og lige så destruktive hos soldaterne og den naturlige, og nødvendige, hos Jim og hans venner. For både inficerede og soldater bliver aggression lig undergang, mens den redder Jim fra selvsamme skæbne. Forklaringen er naturligvis at aggression er sundt og uundværligt, som en del af et menneskes naturligt afbalancerede psyke, men ødelæggende hvis de andre, og lige så vigtige, sider af mennesket undertrykkes (soldaterne) eller elimineres helt (de inficerede).

I filmens voldsomme finale slipper Jim således sine aggressive og primitive drifter løs (både reelt, idet han dræber nogle af soldaterne for at redde sine venner og symbolsk i form af en tilfangetaget inficeret soldat, han slipper løs på godset) for at selv at kunne overleve. I scener hvor han jager gennem godsets mange rum er han en næsten tro kopi af de inficerede, men han mister aldrig kontrollen med sit instinkt og slukker for det i samme øjeblik truslen er elimineret. Aggression er en nødvendig side af ham og uden var hverken han eller dem han holder af sluppet levende fra godset. Danny Boyle har altså andet og mere på hjerte end en simpel hyldest til et par af gysets sværvægtere og selvom gælden til Romero og Matheson er stor, har 28 dage senere egne ben at stå på, og er således en ganske seværdig film, der sagtens formår at få publikum til at krybe sammen i biografsæderne og spjætte af skræk på de rigtige steder.


Anmeldt version: 28 dage senere. Dist.: SF Film. VHS (PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Letterbox. Spilletid: 108 min.
KARAKTERBOKSEN
Caspar Vang
Lars Gorzelak Pedersen
Kasper Heftholm Kristensen
Anders Munk Jensen
Mikkel Harris Carlsen
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven