Udvidet søgning
NIGHT VISIONS
USA, 1990
Instruktion: Wes Craven
DK-titel: Night Visions

REVIEW af Caspar Vang [01/01/98]

Den groft overvurderede genreinstruktør Wes Craven, hvis karriere bogstaveligt talt har taget et voldsomt dyk fra den glimrende debut Last House on the Left, har med denne lille tv-film, som faktisk er en pilotepisode til en NBC tv-serie, som aldrig blev produceret, skabt en mere interessant film end de fleste af hans øvrige spillefilm. Night Visions er, på trods at det umiskendelige sen-80'er-look, tv-stilen, de tykkeste seriemorder- og strømerklichéer og den relativt transparente mordgåde, en ret tilfredsstillende film. Dels på grund af Thomas Brauns og Wes Cravens vittige, tempofyldte og oplagte manuskript samt solide skuespillerpræstationer, som ligger langt over, hvad man normalt kan forvente af denne type film. Særligt James Remar (en af mine favoritter), som altid er god for en b-gyser eller kriminalfilm, og Lori Locklin leverer gode og morsomme dialoger og giver hinanden flot modspil, samtidig med at de giver deres karakterer mere dybde, end rimeligt er, og giver publikum en forsmag på, hvordan Fox Mulder og Dana Scully-karaktererne fra The X-Files skal fungere. Sjovt nok minder filmens tema og miljø forbløffende meget om Chris Carters serie (og Millennium for den sags skyld), hvor Mitch Pileggi løbende medvirker som Assistant Director Skinner. Pileggi og syreguruen Timothy Leary, der her spiller new age-præst, medvirkede også i Wes Cravens stinker Shocker, og Pileggi kan også ses i Cravens John Landis-rip-off A Vampire in Brooklyn.

Handlingen i Night Visions afvikles omkring den hårdkogte, rastløse og impulsive kriminalbetjent Tom Mackey (James Remar), som suspenderes i forbindelse med efterforskningen af seriemorderen "The Spread Eagle Killer". Han kan beholde sit job med én betingelse, at han får den unge forfatter/psykiater Dr. Sally Powers (Lori Locklin) som partner og de sammen kigger nærmere på sagen. Samarbejdet render naturligvis ind i en masse problemer, inden de to rystes sammen, men Mackey erkender snart, at Powers har en besynderlig evne til at sætte sig i offerets sted og derved finde morderen, som tilsyneladende er ude på at skabe den perfekte kvinde. At Powers selv har været offer i en lignende sag, og hun tiltrækkes af den unge politifotograf og kunstner Martin (Jon Tenney) komplicerer tingene yderligere. Hun udviser tegn på personlighedsspaltning og må overvinde sit tidligere traume for at finde morderen.

I en mindre rolle kan Francis X. McCarthy ses som politikommissæren, der bevidst har sat Powers på sagen, fordi han personligt tror på hendes evner, og i slutningen får hovedpersonerne at vide, at de kan forblive partnere, og at de får tildelt alle de mærkelige sager..... har vi hørt den før?

Et godt klimaks afrunder Night Visions, som dog har et lidt trægt tempo, fordi det opmærksomme publikum allerede har opdaget/gættet morderens identitet ca. 20 minutter inde i filmen. Men filmen kan trods af en fornærmende dårlig portrættering af morderens psyke anbefales til en seriemorder-videoaften for genrefans, der i forvejen ikke er for begejstrede for Cravens hysteriske, selvsmagende stil, for Craven-fans vil hade den.


Anmeldt version: Night Visions. Dist.: Warner/Metronome. VHS (PAL). Udgivelsesland: Danmark. Spilletid: 91 min.
Dansk VHS-udgivelse af Cravens psykologiske seriemorderfilm Night Visions.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven