Udvidet søgning
NIGHTMARE ON ELM STREET, A
USA, 1984
Instruktion: Wes Craven
DK-titel: Morderisk mareridt

REVIEW af Caspar Vang [01/01/98]

I denne populære og velkendte teenage-gyser har pigen Nancy (Heather Langenkamp) frygtelige mareridt om en grusomt arret person (Robert Englund), som bærer handsker med lange knivfingre. Inden længe går det op for hende at de andre teenagere på Elm Street også har tilsvarende mareridt. Ungerne dør snart på stribe, samtidig med at Nancy finder ud af at hun er i sikkerhed, hvis hun ikke falder i søvn og herefter sætter sig for at afslørre drømmemorderen og hans forbindelse til mordene på Elm Street.

Den berømte gyserauteur Wes Cravens karriere startede flot med den brutale og tankevækkende Last House on the Left (udsendt i danske biografer som Rædselsnatten), der var en bizar variation over Bergmans Jomfrukilden. Den anerkendelse og forargelse, som instruktøren havde vakt med Rædselsnatten, gearede han ned i til den glimrende Slagterbanden (The Hills Have Eyes) og derfra fortsatte hans mildest talte ujævne produktioner ned af bakke. Efter gyserhittet Scream (1996) er Cravens navn nærmest synonymt med den horrorbølge af postmoderne gys, som har hærget biograferne og videohylderne de sidste mange år. Ud over at Cravens tidlige film har sikret ham en fortjent plads i enhver fornuftig filmconnaisseurs aftenbøn, har instruktørens seneste succes til gengæld sikret ham en plads på enhver tarvelig "direct-to-video"-pinlighed - ikke ulig genrefællen Stephen King. Craven har desuden en eminent evne til at få selv de mest tarvelige og banale historier til at sælge som skrækfilm, hvorfor manden rent faktisk har opbygget sig et ry for at være en god horrorinstruktør, der ikke kun kan trække teenagere i biffen med sin let fordøjelige gyser junkfood, men også står bag fortræffelige og seriøse horrorfilm. Værst ser det ud fra slutningen af 90erne, hvor kun et par af hans film besidder den simple realisme og intensitet, som Craven har forladt til fordel for mere arketypiske og mytisk skårne horrorfilm.

Første fejltrin - uden dog at være en decideret dårlig film og for visse scener endog seværdig - er Morderisk mareridt, der nok er en glimrende teengyser, men er for klichéfyldt fortalt og banal i dens metaforik til virkelig at gøre det indtryk, den har ry for. Om man så favner filmens ganske originale grundidé er naturligvis det filmen som klassiker står og falder med. Men denne anmelder må indrømme at filmen desværre har svært ved stadig at gøre indtryk på mig. De fleste husker sikkert Morderisk mareridt som værende en grusom "totalgyser". Det var den også da jeg så den første gang som 15-årig. Men så snart filmen serveres for et ældre publikum med bare lidt kritisk sans, eller filmhår på brystet, falder den til jorden. Dens klassiker status holder overhovedet ikke.

Morderisk mareridt er i bund og grund et transperant opkog af allehånde skrækeffekter, irriterende 80'er musik og elendigt skuespil. Selv om filmen til tider fornøjer med sine overdrevne (surreale) effekter, ufrivillige humor og latterligt tykke klicheer, kan den hverken tilfredsstille inkarnerede horrorfans eller garvede filmfreaks. Selvfølgelig kan filmen tolkes som et makabert metaforisk møde mellem borgerskabet, seksuel vækkelsefortidens dæmoner og skeletterne i skabet, men det undlader jeg, da det er gjort tusinder gange før. Så med mindre man er teenager, der er meeeget bange for mørke, ender de fleste nok med tunge øjenlåg, mumlende for sig selv: ikke falde i søvn, ikke falde i søvn, ikke falde i søvn...

På trods af Cravens mekaniske instruktion (efter eget manuskript), som løber grassat i den overgjorte klimaks hvor heltindens sejr undermineres af den obligatoriske "hanger", der giver plads for en uendelig række af sequels, hjælpes Morderisk mareridt dog lidt på vej af Jacques Haitkins flotte kameraarbejde og udmærket skuespil fra et veloplagt ungt cast og veteranerne John Saxon og Ronee Blakley.

Highlights inkluderer en geyser af blod da en teenager rives ned gennem en seng og bliver udsat for Freddy "kødhakker" Krueger. Det første mord er også ret flot. Offeret flyver gennem luften, som er vedkommende angrebet af en usynlig forfølger. Sekvensen udnytter de flotte effekter (kreeret af Mark Wilson, David B. Miller, Jim Doyle) til optimal effekt, men undermineres desværre af skuespillet fra Nick Corri, der leverer en særdeles utroværdig og karikeret "school bully", komplet med brylcreem, motorcykeljakke og springkniv. Camp har aldrig været Cravens stærke side og klicheer så tunge er i mine øjne en hæmsko på en seriøs horrorfilm. Filmens største "effekt highligts" er dog uden tvivl da Freddys arme strækkes unaturligt lange og senere da en forælder bliver trukket gennem et lille vindue i en dør. Den fuldstændigt hysteriske ufrivillige komik i sådanne scener er klart et lille vink til, at filmen måske ikke burde tage sig selv så helvedes seriøst og i stedet give los for den camp der antydes.

Moderisk mareridt fik stor succes blandt teenagere og snart gav Hollywood de selvsamme teenagere - som forbrugere - muligheden for at boltre sig i merchandise med firsernes store horrorikon Freddy Krueger. Krueger rådede ikke enevældigt og må stadig kæmpe en hård kamp for teenagernes gunst. Hans hårdeste modstandere er stadig Jason og Michael Myers. Naturligvis opstod der hurtigt idiotiske diskussioner som: Hvem er stærkest Freddy eller Jason? Kan Michael Myers virkelig smadre Freddy? Eller ville Predator sparke røv på Alien? Den slags er sikkert charmerende i små doser, men ulideligt at høre på for alle, der er nået over bumsealderen. Hollywoods producenter var hurtige til at snuppe ideen og snart var den slags konfrontationer (som ikke må misforstås som referencer eller intertekstualitet) uundgåelige. I Predator II ses f. eks. et Alien kranium!?! blandt væsnernes trofæer og i Jason Goes to Hell: The Final Friday griber Freddys hånd fat i Jasons maske da filmen slutter. Nu (juni 98) kan vi se frem til mere sjov med gutterne i den kommende "storfilm" Freddy vs. Jason.

De uundgålige ægte sequels inkluderer: A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy's Revenge, A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors, A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master, A Nightmare on Elm Street 5: The Dream Child, Freddy's Dead: The Final Nightmare og den postmoderne vækkelse Wes Craven's New Nightmare.

Uanset hvorledes man betragter filmen bør man give Morderisk mareridt anerkendelse for dens filmhistoriske værdi, et til tider ganske sindrigt plot og for at starte sen-80ernes trend for rubber-reality gyserflm, hvorfor det naturligvis også må være i gyserfans interesse at stifte bekendskab med filmen mindst én gang.


KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
Mikkel Harris Carlsen
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven