Lorca and the Outlaws må siges at være lidt af en bedrift – betragtet som low-budget science fiction film. Rent visuelt er filmen yderst interessant med en beskidt, forfalden og rusten-brun æstetik og konsekvent brug af funktionel industrialiseret rum-mekanisk scenografi, som leder tankerne hen på en blanding af Alien (79) og i høj grad den rimelige cyber-punk sci-fi Gunhed (93). Dette dystre industrielle 'look' kombineres til maksimal effekt med et goldt, trøstesløst, forfaldent og ørkenagtigt univers som associerer i retning af de dystreste scener fra Star Wars: A New Hope (77) på Tatooine og det post-apokalyptiske Mad Max (80) univers. Det kan ikke undre at filmen henrykker på dette punkt. Instruktør Roger Christian er kendt for sin solide og opfindsomme håndtering af scenografi på relativt stramme budgetter – i netop Star Wars og Alien, hvilket er meget tydeligt i Lorca and the Outlaws. Men som instruktør har Christians film ofte manglet den gnist, som gjorde de film han arbejdede på rigtig gode, selv om han godt nok har instrueret en glimrende film med horror filmen Mørkets sang (The Sender) (82) og den delvist vellykkede pseudo-biografiske Nostradamus (94). Senest har Christian fungeret som second-unit director på den glimrende drengestreg Star Wars: The Phantom Menace (99).

Sin flotte scenografi, dynamiske klipning og stemning til trods, er Lorca and the Outlaws en elendig film, og selv om den givetvis skal 'læses' som en allegori over fascisme og totalitær-statens undertrykkelse af kulturelle afvigere, efterlader den ikke meget til de små grå. Den tramper rundt i halvhjertede sci-fi klichéer, tynd dialog og etablerer en handlings kurve der nærmest må betegnes som negativ. Plottet er ganske enkelt dybt uinteressant og handlingslammet, og der er desværre ikke mere indhold, som primært består af post-Star Wars opkog, i filmen end til en halv times spilletid. Med skuespillet ser det endnu mere grelt ud – de stakkels skuespillere har ikke skyggen af motivation i deres todimensionale roller, og at kaste en spirende romance ind i fadæsen, som unødvendigt fyld, hjælper overhovedet ikke. Det får blot filmens i forvejen spinkle plot til at fremstå endnu mere ufuldkomment og grinagtigt. Ligeledes er filmens hovedpersoner (skam)løse skabeloner over genrens klichéer; den karismatiske unge helt, den humoristiske robot-sidekick, en ondskabsfuld dusørjæger og en endnu ondere leder for det onde imperium og de ansigtsløse horder af kanonføde for heltenes våbenfærdigheder. At filmen heller ikke kan beslutte sig for om den vil sætte sig på den barnlige eller alvorlige stol føjer også spot til skade.

Handlingen udspilles på en forfalden industriplanet, i en ikke nærmere defineret fremtid. Menneskene fungerer som slaver for et imperium bestående af fascistoide androider. Lederne beslutter sig nu for at udføre en 'etnisk udrensning' så de kan få komplet automatiseret droide arbejdskraft i stedet for de ulydige mennesker. Lorca (John Tarrant), en lille håndfuld folk og den loyale humanoide-droide Kid – model Nissan 4000 (Deep Roy), beslutter sig at flygte fra planeten via rumskibet Redwing, mens den onde leder beslutter sig for at sende en dusørjæger efter vores hovedpersoner. Dusørjægeren elimineres, den onde får sin bekomst og vores unge helte undslipper – hvilket stort set er filmens plot.

Det har tilsyneladende været meningen at der skulle laves flere dele i en fremtidig Lorca serie, da filmens indledende 15 minutter med asynkron voice-over giver os baggrunden for filmens univers og nævner Lorca som en af rummets helt store helte – hvilket jeg antager må være i en del af fremtiden som ikke skildres i filmen. Som det tydeligt fremgår af ovenstående er mit største kritikpunkt filmens manuskript og med tanken om flere dele i baghovedet, virker det ikke så usandsynligt at manuskriptets udeladelser og flade dramaturgi skyldes at vi her simpelthen har en halv film. Men en undskyldning for filmens mangler bør dette ikke være – for at man kan lave glimrende 'halve film' eller overgangsfilm om man vil, beviste Irvin Kershner med den nok bedste film i Star Wars serien The Empire Strikes Back (80).

Musikeren Tony Banks, der bedst kendes fra pop/rock gruppen Genesis, har lavet den meget roset musik. Guderne må vide hvorfor den ofte har fået så positiv omtale, for den er ærlig talt forfærdelig. Hans tidligere partner Peter Gabriel kan desuden ses i Lorca og rummets lovløse i en cameo som hologram musiker, hvor den sandelig ikke får for lidt på 80er new-wave udseendet.

Det mest miserable ved filmen, er næsten tanken om hvad filmen kunne have været med et ordentligt manuskript. Men det kan man blot ærgre sig kort over og i stedet gribe en af de mange bedre post-apokalyptiske film fra samlingen, for at kvæle mindet om hvad Lorca og rummets lovløse rent faktisk var. Eller endnu bedre hvilken som helst af Roger Christians få andre film - så man kan se hvad instruktøren kan udrette når han har noget på hjerte.
Det bør nævnes at ABCollections danske udgivelse er præsenteret i et usselt pan & scan, mens alle scenerne med POV shots fra androider og lign. er letterboxed. Typisk hæmningsløs maltraktering af en films format.