Anden del af George Lucas episke trilogi begynder hvor den første slap. Imperiet slår igen starter hvor rebellerne forlader deres base på isplaneten Hoth. De er på flugt fra imperiet der vil se blod efter rebellernes sejer over dem under slaget om dødsstjernen. Prinsesse Leia (Carrie Fisher), Han Solo (Harrison Ford), droiderne R2D2 (Kenny Baker), C3PO (Anthony Daniels) og Solos partner Chewbacca (Peter Mayhew) flygter, i den knap funktionelle Tusindårs-falk, til mineplaneten Bespin hos Lando Calrissian (Billy Dee Williams). Her falder de i et baghold arrangeret af imperiet. I mellemtiden har Luke (Mark Hamill) besøgt og trænet sine jediridder evner hos Yoda (Frank Oz) på Dagobah. Luke følger ikke Yodas råd om at fuldføre sin træning og drager til Bespin for at redde sine venner.

Man skulle umiddelbart tro at det var umuligt for Lucas at følge op på megasuccesen Stjerne Krigen fra 1977. Heldigvis påtager han sig heller ikke opgaven, men giver instruktør stolen til den drevne Irvin Kershner og det giver pote. Hvor Stjerne Krigen er en helstøbt rumfantasy, er Imperiet slår igen en mere karakterdreven, mørk og moden fortælling. I stedet for at fortælle en episk krigsfortælling som Stjerne Krigen, koncentrerer Kershners film sig om romancen mellem Solo og Leia, og bruger betydeligt længere tid på at etablere sine karakterer end den første film.

Skuespillerstaben har tydeligvis mere at arbejde med her end i første og sidste del. Hvor første del var skrevet af Lucas er Imperiet slår igen skrevet med sikker hånd af Leigh Brackett og Lawrence Kasdan efter en historie af George Lucas. Peter Suschitzkys vidunderligt klare kameraarbejde og John Williams uforglemmelige musik går fint hånd i hånd med Norman Reynolds' mørkere og mere industrielt udseende scenografi. Imperiet slår igen har nogle af filmhistoriens bedste specialeffect sekvenser. Brian Johnson og Richard Edlund har supervised de visuelle effekter, Dennis Muren har filmet og koreograferet miniature rumkampe, hvis lige ikke er set siden. Stopmotion effekterne (walkers og tauntauns), som har et vidunderligt Harryhausen feel, er skabt af Phil Tippett og Jon Berg, supervised af Peter Kuran. De optiske effekter er supervised af Bruce Nicholson. Øvrige visuelle effekter er eksekveret af Conrad Buff, Michael Kelly, Joe Johnston, Dick Gallegly, Thomas Brown og Jenny Oznowicz. Hele herligheden er naturligvis understøttet af Randy Thom og Ben Burtts herligt effektive lyddesign.

Imperiet slår igen er en veritabel godtepose af gode skuespillere og tilsvarende præstationer. Særligt Mark Hamill (hans ændrede udseende pga. et biluheld er forklaret i starten af filmen med et møde med et monster), Harrison Ford og Carrie Fisher forbedrer deres karakterer fra første afsnit, men nye tilføjelser til person galleriet henrykker. Særligt Billy Dee Williams som den dubiøse Lando og Jeremy Bulloch som den kolde bountyhunter Boba Fett. Imperiets facistoidt udklædte officerer spilles af Kenneth Colley som Admiral Piett og Julian Glover som Captain Veers. David Prowse og James Earl Jones gentager rollen som den skræmmende Darth Vader. Desværre skuffer Frank Oz som jeditræneren Yoda. Yoda er tydeligvis en dukke og stemmen tilhører tydeligvis Fozzie Bear, men et eller andet sted henne udfylder han vel sin funktion som det uundgålige morsomme indslag.

Imperiet slår igen har svært ved at ryste sit ry som bro mellem film et og tre af sig, men den fortjener tydeligvis bedre. Den har bedre effekter, instruktion og dialog end nogen af de andre film, og virker sjovt nok som om den er klippet i forkerte rækkefølge. De fuldstændigt vanvittigt flotte kampe på Hoth (filmet i Norge) og og flyveturen gennem asteroidebæltet (en triumf for effektkoreografien) ville have været en glimrende klimaks, og filmen har da også svært at følge det tempo som den lægger ud med på første spole. Men Imperiet slår igen viser tydeligt at den er det mest fuldendte værk af de tre, ved at være den film der ved udgivelsen af The Special Edition var mindst "forbedret" og fingereret med.