Således indledes en af filmhistoriens allerbedste og mest hårrejsende spøgelsesgysere. Robert Wises psykologisk kringlede The Haunting er ældet utroligt flot og på trods af sin alder, rummer en eksemplarisk skrækfilms dramaturgi, en overlegenhed og opfindsomhed på det filmtekniske område, der kan gøre selv de bedste nutidige gyserfilm instruktører grønne af misundelse. Sammen med The Innocents af Jack Clayton udemærker filmen sig som en af 60ernes bedste "haunted house"-film - og siden har den tydeligvis fungeret som et forbillede for senere produktioner i spøgelses-undergenren.

Shirley Jacksons roman The Haunting of Hill House er i sig selv lidt af et kuriosum, med dens vægt på det tvetydige forhold mellem virkelige hændelser og subjektive oplevelser. Ligesom Henry James forbilledlige roman The Turn of the Screw (filmatiseret som ovennævnte The Innocents i 1961), sår The Haunting of Hill House konstant tvivl i publikum om de overnaturlige begivenheders objektive realitet. Filmatiseringen The Hauntings største styrke, foruden at vi har at gøre med en ualmindelig velfortalt og teknisk kompetent film, er at den nærmest holder sig fri fra at eksplicit portrættere "det overnaturlige", men holder sig til at vise det paranormale gennem psykologiske analyser, person paralleller, voldsomme lyde, smækkende døre, skyggespil og sublime antydninger. Hvilken model man så vil analysere filmen over er helt op til den enkelte, og det er faktisk én af de få film hvor filmen bruger "det som publikum har med sig" mod publikum selv. For det overnaturlige projiceres på mesterlig vis ud i tilskueren og man danner således sit eget mentale billede af begivenhederne og "det som holdes skjult for os" - for det er jo mest raffineret når det er op til den enkelte at afgøre hvad der er mest skræmmende: en ung kvinde med en splittet identitet, en omvandrende statue af husets tidligere ejer, et "levende" hjemsøgt hus, en husholderske og en gartner der måske prøver at skræmme "skeptikerne" til døde med lyde og smækkende døre.

Historien følger en meget sammensat gruppe personer, som tilbringer et par dage i et notorisk hjemsøgt og nu ubeboet hus i New England. Gruppen består af den autoritære, men nærmest blindt entusiastiske, Dr. Markway (Richard Johnson), som har inviteret to unge kvinder, som angiveligt er overnaturligt sensitive, til at overnatte i huset for at fremskaffe videnskabeligt bevis for det overnaturliges eksistens. Eleanor Vance (Julie Harris) er en skrøbelig og nervøs kvinde som plages af identitetskrise efter hendes moders død, som hendes familie konstant anklager hende for. Da hun var barn skulle sten have regnet på deres hus, men begivenheden benægtes af Eleanor, som er lykkelig over bare at være sammen med folk, der ikke dømmer hende; hendes nye "familie". Theodora (Claire Bloom) er en selvstændig kvinde som har evnen til clairvoyance og de to bliver hurtigt gode veninder. Det fjerde medlem af gruppen er den unge skeptiker Luke Sanderson (Russ Tamblyn), som er arving til huset, og gerne vil overvåge begivenhedernes gang. Da gruppen ankommer møder de det uvenlige ægtepar Mr. og Mrs. Dudley som fungerer som henholdsvis gartner og husholderske på stedet. Mrs. Dudley prøver, nærmest sadistisk og skadefro, repeterende at skræmme Eleanor Vance med en monolog, som hun sandsynligvis ikke er den første som hører: "Not after it begins to get dark.. I leave before the dark comes, so there won't be anyone around if you need help.. We could'nt hear you in the night.. No one could, no one lives any nearer than town.. No one will come any nearer than that, in the night, in the dark."

Allerede den første nat bliver det klart at der foregår et eller andet unaturligt i huset og selskabet plages af mystiske lyde, kolde områder, døre som lukker af sig selv, men alt sammen relativt forklarligt ud fra et rationelt synspunkt. Da gruppen kommer tættere og tættere på sagens kerne og på godt og ondt begynder at vænne sig til huset, dukker Dr. Markways kone Grace (Lois Maxwell) pludselig op og forsøger at tale dem fra det nonsens de har gang i.

Eleanor er filmens naturlige katalysator for de "overnaturlige" hændelser, og det er kraftigt antydet at "huset" har taget kontrol over Eleanor og tvinger hende til at gennemleve dets forfærdelige fortid, men Eleanors egen fortid og nutid paralleliseres så kraftigt med husets grusomme historier (konen til husets første ejer blev dræbt i en hestevogns ulykke mod et stort træ i parken, stuepigen havde en affære mens hun lod husets ejer dø ensomt i hendes værelse, senere begik hun selvmord fra toppen af vindeltrappen i biblioteket) at man mistænker hende for, ikke blot at være overdrevet angst for sin egen skygge, men så fordrejet psykologisk at hun sagtens kunne påvirke sine omgivelser med sin skrøbelighed og måske ubegrundede angst.

Humphrey Searles flotte og effektivt gåsehudsmusik, akkompagnerer fint det fokuserede skuespil, Wises insinuerende instruktion og Davis Boultons evigt bevægelige kamera, fordrejede cinemascope fotografering, "umulige" kameraføringer og vinkler, der virker som en topografisk analogi mellem personernes psyke og den skyggefyldte smukt monokromt fotograferede hjemsøgte gotiske herregård. Robert Wise har tidligere (og senere) bevist sit værd inden for genre filmen med klassikerne The Body Snatcher, The Day the Earth Stood Still, Truslen fra det ukendte (The Andromeda Strain) og Star Trek: The Motion Picture - ligesom skuespillerne ikke vil værehelt fremmede for genrefans. Russ Tamblyn huskes nok bedst for sin rolle som Dr. Jacobi i David Lynchs tv-serie Twin Peaks, Richard Johnson som professor Menard i Fulcis Zombie Flesh Eaters, Julie Harris fra Romeros The Dark Half og Claire Bloom fra The Illustrated Man.

Det bør også nævnes at Jan De Bont, som tidligere har instrueret action-stinkerne Speed og Twister, står bag et noget unødvendigt remake i 1999, som placerer sig nydeligt i midten af det man passende kan kalde "den nye remake bølge af klassikere". Men i den nye filmatisering lægger De Bont vægt på at vise os alt det som vi i originalen skulle fantaserer os til og så at sige - skræmme os selv med gennem vores egen angst. Hvilken metode man hælder til er naturligvis individuelt, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om hvad der skræmmer mig mest - det er min egen angst og ikke CGI effekter. Hvilket resulterer i en film som det bestemt ikke kan anbefales man ser alene, en mørk og regnfuld nat, for bagefter er der ingen som kan komme én til hjælp... "In the Night... in the Dark".