Udvidet søgning
1984
England, 1984
Instruktion: Michael Radford
DK-titel: 1984
AKA: Nineteen Eighty-Four

Produktion: Umbrella
REVIEW af Caspar Vang [01/01/98]

Foreløbigt det første remake af Michael Andersons svært tilgængelige 1956-klassiker, og tilmed en forbløffende underspillet og trøstesløs film, som virker som en hybrid mellem Metropolis og Kafka. Historien er en opdatering af George Orwells tidsløse paranoia-profeti 1984. 1984 har noget konstant mareridtsagtigt over sig, skabt af Radfords melankolske instruktion og Roger Deakins blege, rolige billeder. Nogle steder kan filmen forekomme direkte misantropisk og ondskabsfuld.

Vidunderligt screenplay af Jonathan Gems og Michael Radford, perfekt understøttet af Dominic Muldowney og Eurythmics' effektive musik. Troværdige præstationer fra skuespillerne udemærker produktionen. Julia spilles af Suzanna Hamilton, og den psykiske vold mellem Richard Burton (i hans sidste filmrolle) som O'Brien og John Hurt som Winston Smith er til tider uudholdelig. Scenerne med rotten og tandudtrækningen er blandt nogle af de grusomste, jeg endnu har set, og står endnu frisk i min hukommelse.

1984 er et farligt projekt, som heldigvis lykkedes overordenligt godt, efter hvad man kunne forvente af en moderne film. Filmens nådesløshed og troværdighed gør måske dette til hård kost for nogen, og sandt nok, stilen er i grumhed og skæbnesvangre udtryk milevidt fra tidens normer, men filmens konsekvens er blot en positiv overraskelse for dem, som holder af genren.

1984 er derfor et glimrende valg til en melankolsk filmaften, men vær advaret, hvis du er til happy endings og Hollywood-lir. Her er alt blegt, ondt, dystotopisk og ligegyldigt. Et modbydeligt glimt ind en kold, totalitær fremtid, som uden tvivl har virket som inspiration i så vidt forskellige produktioner som Star Trek: The Next Generation-episoden Chain of Command og filmene Brazil og 12 Monkeys.


KARAKTERBOKSEN
Mikkel Svendstrup
Kasper Bøg
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven