Udvidet søgning
1732 HØTTEN
Norge, 1998
Instruktion: Karin Julsrud
DK-titel: Bloody Angels
AKA: Blodige engler / Bloody Angels / 1732 Høtten: Marerittet har et postnummer

Produktion: Norsk Film A/S
REVIEW af Caspar Vang [01/03/00]

Det har altid været rart at kunne lufte, og få bekræftet, sine ubegrundede fordomme om vores skandinaviske naboer. Personligt har jeg aldrig været i tvivl om at der lever personer ud i den norske ødemark, som påfaldende ligner bonderøvene i John Boormans Udflugt med døden (Deliverance, 1972) og Tobe Hoopers Motorsavsmassakren (The Texas Chainsaw Massacre, 1974). 1732 Høtten bekræfter alle mine fordomme om indavlede fattige bonderøve, hvilket ikke er et synderligt smigrende billede af det landlige Norge og dens randeksistenser. Måske derfor blev filmen køligt modtaget i sit hjemland, hvilket man naturligvis ikke bør lade sig skræmme af.

Fortællingen om idealisten, hvis altruistiske overbevisninger kommer til kort, når den bliver udsat for virkelighedens barske realiteter, er ikke fremmed for tv- og biografpublikummet. Fælles for "politifolkene" Fisher i Lars von Triers The Element of Crime (1984), Cooper i David Lynchs Twin Peaks (1990), Mills i David Finchers Seven (1995) og Black i Chris Carters Millennium (1996), er at de med ubønhørlig logik påvirkes af og trækkes ind i det spind, som kriminaliteten og ondskaben væver omkring dem. Den objektive og neutrale opdager bliver således ændret af den virkelighed, som han konfronteres med, og protagonisten ser sig tvunget til enten at tage del i den ondskab, han oprindeligt kæmpede imod, enten for at forstå den, eller tvunget i knæ af drifternes nådesløse kontrol over jeg'et, som annullerer ethvert forsøg på objektivt ræsonnement og resulterer i, at vor 'helt' kommer ud på den anden side af konfrontationen evig forandret. I de bedste af filmene afspejler denne proces publikums forsøg på at holde sig upåvirket, distanceret, betragtende og hævet over engagement i fortællingen, og trækker i post-moderne tradition bevidst på publikums forventninger og neutralitet i forhold til narrationen. 1732 Høtten er et glimrende eksempel på en sådan film.

Stilistisk er filmen forfriskende i forhold til 90ernes mørke Seven-imitationer. Lyssætningen giver skarpe strukturer, til tider er der ligefrem tale om overbelysning, og teksturerne holdes i blå, hvide og røde, klare farver. Kameraet pendulerer mellem objektiv betragtende afstand til hovedpersonerne og intime nærmest, ubehagelige, forulempende closeups, hvilket blot virker ekstra stærkt på seeren, da kameraet således visuelt understøtter filmens tematik om objektivitet, kriminalitet og straf. Kameraet bevæger sig konstant i lave vinkler, hvilket får selv den mest uskyldige bevægelse og gestus til at virke truende.

1732 Høtten er mere kriminalfilm end horror og lægger sig egentlig tæt op af Schumachers 8mm (1999), da den også trækker på afskyeligheden og fascinationen ved den forbryderiske kameralinse, som fanger den kriminelle gerning på film. Men ikke alene er 1732 Høtten en langt bedre og mindre opstyltet film end 8mm, den tør også fuldføre sin grusomme logik. Og rummer ingen forsoning for den desillusionerede protagonist i filmens slutning.

Den dygtige kriminalbetjent Nicholas Ramm (Reidar Sørensen) ankommer til den afsidesliggende flække Høtten. En udørk i Norge, hvor kragerne har vendt for længst. Ramm er gammel ven af politichefen i byen, men er allerede fra starten udstødt af beboerne, som betragter ham som en outsider og en snobbet karl smart fra Oslo. Ramm rager uklar med de tre kræfter i Høtten, som har fordelt byen mellem sig: ungdommen, kirken og politiet, og hans eneste allierede bliver knægten Niklas, suverænt spillet af Gaule Skjegstad, som også er hans lidelsesfælde. Ikke alene hedder de, som Ramm bemærker, næsten det samme, men er begge outsidere i det lille samfund. Knægten bankes, mobbes og hånes åbenlyst, da hans to brødre mistænkes for at stå bag det uopklarede mord på en mongolid pige for seks måneder siden. Den ene broder findes druknet i et vandløb uden for byen, og da den anden broder er forsvundet, falder den ubehagelige tanke Ramm ind, at det drejer sig om selvtægt. En tanke, han finder afskyelig, da ingen, som bekendt, er hævet over loven. For at afdække forbrydelsens omfang må Ramm finde sig i gentagende ydmygelser og overfald fra beboerne, inden han selv falder i den fælde, han ideologisk ser sig distanceret fra. For bartenderen og filmen vifter konstant det alt for åbenlyse svar under seeren og Ramms næse; hvad vil du gøre hvis hele byen står sammen om forbrydelsen?

Skuespillet er eksemplarisk hele filmen igennem, og vi får rigelige muligheder for at komme helt ind under huden på karakterne, der alle har deres små særheder. Særlig de to hovedroller Reidar Sørensen og Gaule Skjegstad er fantastiske, men Stig Henrik Hoff som den flabede, voldelige og helt igennem usympatiske bonderøvsbetjent Dwayne og Bjørn Floberg som den mærkværdige, selvretfærdige præst er også værd at fremhæve. Ligesom musikken, der består af tiltagende groteske variationer over "When the Saints Come Marching In" er bemærkelsesværdig effektiv.

Gennem hele filmen plages man af en stemning og atmosfære, der peger mod en uundgåelig konfrontation med den alt for åbenlyse og grusomme sandhed. Iscenesættelsen satser konsekvent på stemning og til tider nærmest surrealisme, i stedet på at satse på at fortælle sit relativt usandsynlige plot i traditionel forstand som f.eks. Morten Arnfreds Spor i mørket (1997) gjorde det. Hvilket resulterede i en forfærdeligt utroværdig film med flot skuespil til trods. Hændelsesforløbet eksekveres med nådesløs konsekvens, som resulterer i en måske til tider fortænkt historie, hvis man ser rent "realistisk" på tingene, men stemningen af overbevisende nødvendighed, ondskabsfuld kausalitet, tragedie og melankoli sikrer filmen en plads blandt 90ernes bedste skandinaviske, psykologiske kriminalgysere, en genre, der ofte går under den bredere betegnelse thrillers. Men den rummer nok gyserelementer og er ukendt nok til, at den bør nævnes her.


Anmeldt version: Bloody Angels. Dist.: Angel Films. 35mm. Udgivelsesland: Danmark.
KARAKTERBOKSEN
Thure Munkholm
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven