Bag titlen Dødssmitten fra Mars, den måske herligste trash-titel der nogensinde har prydet et dansk videoomslag fra de glade video-80ere, skjuler sig Luigi Cozzis fremragende stykke trash-sci-fi Contamination, en sprudlende blanding af homage til 50ernes invasionsfilm som Invaders from Mars (1953), Quatermass 2 (US-titel: Enemy from Space) (1956), Invasion fra rummet (Invasion of the Body Snatchers) (1956) og til Ridley Scotts succesrige Alien (1979). Filmen blev produceret på baggrund af genrens optur i slutningen af 70erne og Cozzis succes med rumeventyret Starcrash (1979), der i USA blev distribueret af Cormans New World Pictures. I interviewbogen Spaghetti Nightmares (Fantasma Books, 1996) nævner Cozzi at han blev nødt til at følge en moderne genretrend for overhovedet at få finansieret filmen: "In order to do Contamination, I had to follow the Alien trend, but, as usual, I had to make the best of the situation; the budget was nothing to get exited about, the storywas based in parts on various classic science-fiction masterpieces – the soldiers outfits and the masks resembled the ones in Enemy from Space and the space eggs were copied from Invasion of the Body Snatchers, the effects looked like they'd come from Viareggio carneval and yet, despite its shortcomings, the film didn't do badly."

Filmens handling lægger ud med en af genrens klassiske tableauer; et forladt skib ankommer, ikke ulig set-up'et i Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (1922) og Woodoo: Rædslernes grønne ø (Zombie Flesh Eaters) (1979), til New York havn, hvor det bliver placeret i karantæne af havnevagten. Kort efter ankommer politidetektiv Tony Aris (Marino Masé), der, iført beskyttelsesdragt, undersøger skibet Carribian Lady med en gruppe videnskabsfolk og læger. Da de undersøger spøgelsesskibet finder de blandt andet kaptajnen, som bogstaveligt talt er eksploderet indefra; "Torn apart" siger de i filmen, hvilket i de danske undertekster er blevet til "slidt helt i stykker!" I lastrummet finder de en ladning kaffe fra virksomheden UniverX. En af kasserne er imidlertid væltet og afslører en række mærkværdige, grønne æg. Den ene læge teoretiserer at det måske er gigantiske squash, avokadoer eller mangofrugter (min første tanke var at det var vandmeloner fra helvede). Det ene æg er rullet hen ved et varmerør, pulserer svagt og afgiver en mystisk lyd, der lyder som en mellemting mellem en defekt blæsebælg og et seriøst astmaoffer. Da lægerne undersøger ægget eksploderer det og sprøjter slim i ansigtet på folkene, der efter et øjeblik kaster blod op og eksploderer indefra, i salig slow motion.

Regeringens katastrofeekspert, den iskolde oberst Stella Holmes (Louise Marleau), iværksætter katastrofeplan 7 (hvad det så end er) og sørger for at Aris placeres i isolation efter et seks timers bad (!). Aris fornemmer straks at fruen er mere end almindeligt frigid og forsøger at jive talke hende ud af isolationen: "Don't call me baby, young man!" snerrer hun, hvortil geniet svarer: "Don't you call me young man, baby!". Og så undrer han sig senere over, at han ikke kan komme i trusserne på hende. Aris slippes ud af isolationen og iværksætter sammen med Holmes' folk en undersøgelse af begivenhederne, mens de resterende æg i skibet nedfryses. En analyse af det eksploderede æg viser, at det er en form for dødsensfarlig bakteriekultur, som gennemgår cellemutation ved opvarmning, og som eksempel sprøjtes noget opvarmet slim ind i en laboratorierotte, der eksploderer. Ifølge Cozzi var æggene i virkeligheden oliven og i closeups latexballoner, der bevægedes ved at pumpe luft ind i dem og glødede via en pære placeret inden i.

Aris og Stella beslutter sig for at aflægge varehuset i Bronx, der skulle modtage sendingen, et visit. Folkene i varehuset viser sig imidlertid at være temmelig ugæstfri og efter en mindre ildkamp opdages et stort parti modnede æg, der prompte brændes af med flammekastere. Holdet teoretiserer at æggene, på grund af deres siliciummolekyler, måske stammer fra det ydre rum. Og var der ikke noget om at astronauten Hubbard (Ian McCulloch fra Woodoo: Rædslernes grønne ø (1979) og Zombie Massaken (Zombie Holocaust) (1980)) fra Mars-missionen for nogle år siden blev stemplet som sindssyg, fordi han havde råbt op om en ishule på Mars, der indeholder tusindvis af æg (oliven). Tilfældet vil, at det netop var Stella Holmes, som var en af hans største modstandere og fik ham sendt på den lukkede, mens Hubbards partner, astronauten Hamilton (Siegfried Rauch), desværre omkom i et flystyrt ud for Floridas kyst for et par år siden. Stella opsøger Hubbard i et forsøg på at få ham med på teamet, og efter de indledende og komplet grinagtige spydigheder, hvor Hubbard spørger om hun er kommet for at se hvor mange gange om ugen han knepper, og hun svarer, at i hans tilstand vil det undre hende om han overhovedet kan få den op, beslutter de sig for at samarbejde.

Trekløveret rejser til Columbia for at undersøge UniverX' produktionsfaciliteter, og holdet får tre dage til at løse mysteriet før militæret sættes ind mod virksomheden. Mærkværdigt nok viser det sig, at Hubbard og Aris er mere interesserede i at komme i trusserne på Stella end i at løse mysteriet om den suspekte kaffeproduktion. På trods af trekløverets inkompetence bryder bagmændene og deres kykloprumvæsen, sig imidlertid ikke om deres indblanding og sender Holmes en lille velkomstpakke i form af et æg, som hun låses inde på badeværelset med. Vil det lykkes de to raske fyre at redde Stella fra ægget? Er Hamilton virkelig død i flystyrtet? Vil vore helte overleve mødet med kyklopen og vil Aris få tøet isdronningen op? Tja, det ville vel være unfair at afsløre her, men har ovennævnte givet dig blod på tanden, så har du, kære læser, en glimrende trash-film til gode.

Med scenen hvor Stella låses inde på badeværelset med et pulserende æg beviser Cozzi i høj grad at han ikke er suspensens mand – scenen er elendigt klippet, strækker sig hinsides al rimelighed og er desuden totalt blottet for dramatik - og at han derfor bør holde sig til den action han er bedst til. Filmens tempo halter også undervejs, men kommer heldigvis nogenlunde tilbage på sporet igen. Den lægger ellers godt ud som en fed actioner, men bliver inkonsistent, ufokuseret og fjollet som den skrider frem. Især mændenes forsøg på at komme i kanen med Stella, og deres 'kvindesnak', er virkelig dårligt skrevet og falder fuldstændig uden for filmens generelle tone. Det sagt, så er Dødssmitten fra Mars en glimrende b-film med relativt højt tempo og masser af uvurderlig 'Fulci-stemning', der måske skyldes at filmen i opbygning minder lige rigeligt om Woodoo: Rædslernes grønne ø (1979), komplet med åbningsscenen i New York havn og lokationsskift til Sydamerika.

Generelt bryder jeg mig ikke særlig meget om Cozzis film, men med sit høje tempo lykkes det Contamination at komme så godt fra start, at dens momentum aldrig rigtigt går i stå. Med solid 70er-stemning, masser af pseudo-futuristisk teknologi og supplerende 'techno babble', udmærket skuespil og, ikke at forglemme, rigelige mængder af ketchup og eksploderende indvolde, der sikrede filmen en plads på den engelske 'banned'-liste i starten af 80erne, lykkes det altså Cozzi at røre et lille mirakel af en exploitation-film sammen. På trods af dens fejl og mangler bør Dødssmitten fra Mars ikke klandres for ikke at være "Alien 2", men nydes for det den er; vellykket trash med stort T og sprudlende sci-fi-action for Italo-fans.

Det bør i øvrigt lige nævnes at de sædvanlige Argento-kollaboratører Goblins' score til filmen er en fremragende blanding af synth og progressiv rock. Scoret er ude på CD fra Cinevox Records hvis man skulle være interesseret i den slags.