En repræsentant for "rural horror"-genren, der mikser inspiration fra Psycho (1960), Motorsavsmassakren (The Texas Chain Saw Massacre) (1974) og diverse voksmuseum-gysere, og som med sin gammeldags, tegneserieagtige charme og let karikerede tone nok skulle kunne underholde en ikke alt for kritisk indstillet seer i den halvanden times tid, filmen varer. Skønt figurerne er skåret af det tyndeste pap (faktisk er filmens mannequin-dukker flere gange faretruende tæt på at overgå skuespillerne i udtryksfuldhed) og skønt handlingen er forudsigelig i det ekstreme, får Schmoeller & co. trods alt et rimeligt resultat ud af en velkendt type historie, oven i købet på et – hvis man skal dømme efter filmens udseende – forholdsvis lavt budget.

En del af navnene fra Tourist Traps cast og crew er kendt fra andre (for nogles vedkommende helt andre) sammenhænge: Tanya Roberts fra tv-serien Charlie's Angels, og Pino Donaggio, hvis lumre score klæder filmen fortrinligt, har komponeret til bedre kendte produktioner som Carrie (1977) og Klædt på til mord (Dressed to Kill) (1980), mens klipper Ted Nicolau og assistant director Ron Underwood senere slog igennem som instruktører (om end i vidt forskellige retninger) med film som Vampyrernes kamp (Subspecies) og Herretur (City Slickers) (begge 1991).

Tourist Trap begynder, som film af dens slags sædvanligvis gør, med en gruppe unge mennesker – i dette tilfælde 5 stk. – på udkig efter skæg og ballade et sted "way out west", langt væk fra civilisationen. Da én af deres jeeps punkterer, går Woody (Keith McDermott) på udkig efter den nærmeste benzinstation, mens kæresten Eileen (Robin Sherwood) bliver tilbage og venter sammen med Becky (Tanya Roberts), Jerry (Jon Van Ness) og Molly (Jocelyn Jones), der er gruppens stille, tænksomme og bekymrede person. At hun derudover også er den mest sandsynlige kandidat til at overleve de efterfølgende begivenheder, forstår vi ud fra, at hun er klædt i en hvid kjole, og at hun vægrer sig ved at bade nøgen sammen med de to andre piger, da de opdager et vandfald med dertilhørende sø. Hendes skepsis viser sig at være berettiget, for ikke så snart er tøserne hoppet i vandet før den obligatoriske landlige "oddball" dukker op med et haglgevær og advarer dem om, at de hellere må se at komme afsted, før det bliver mørkt. Han hedder Mr. Slausen (Chuck Connors) og er tidligere bestyrer af "Slausen's Lost Oasis" – et slags voksmuseum for turister, som blev nedlagt efter at den nye motorvej tiltrak al trafikken (en lignende skæbne overgik som bekendt Norman Bates i Psycho) – og han viser sig, på trods af geværet, at være en ganske flink og småsentimental mand med en usund tendens til at dvæle ved fortiden. Indlysende for enhver er han også filmens psykopat; Woody er i baglokalet af den forladte benzinstation allerede blevet offer for de dødbringende voks-/mannequin-dukker, som Slausen opbevarer i og omkring sit nedlagte museum (i en scene, som jeg vil gætte på har været med til at inspirere Sam Raimi til den hysteriske grine-scene i Evil Dead II (1987)), og efter at hans venner har ladet sig lokke med til Slausens nedlagte oase – for at låne værktøj til at reparere den anden jeep, som nu heller ikke fungerer efter hensigten længere – varer det ikke længe, før også de befinder sig i den yderste livsfare. Molly, der i en vis udstrækning deler Mr. Slausens sentimentalitet over værdier og væremåder, der hører ældre tider til, er som tidligere nævnt dén, der holder længst ud og opnår at få indblik i de begivenheder i den skizofrene morders fortid, der har ført til, at han nu kidnapper benzinstationens kunder og slæber dem med ned i sin kælder, hvor han – selv iført maske – torturerer og dræber sine ofre ved at påføre dem en gipsmaske. Det er alt sammen jævnt underholdende og ville, såfremt den maskeklædte Mr. Slausen ikke havde været udstyret med en stemme, der er omtrent lige så fjollet som hans replikker, måske også have været en smule uhyggeligt. Man får ingen forklaring på, hvordan det går for sig, at voksmannequinerne er levende (endsige at de tilsyneladende er udstyret med telekinetiske evner, så døre lukker sig af sig selv og knive flyver gennem luften, når de viser sig ...?), men eftersom de surreelle dukker faktisk er noget af det, der virker bedst ved filmen, ville man nødig have været dem foruden.