I sidste halvdel af halvfjerdserne toppede hvad Johs. H. Christensen i samtidens Levende Billeder (nr. 5/1975) kaldte 'Nazi-bølgen' og de fleste film inden for genren benyttede sig af, for genren skarpt optrukne 'regeler': en kvindelig lesbisk kommandant, en sadistisk læge, straf til de formastelige i filmens slutning, én sympatisk tysk soldat, diverse eksperimenter, voyeurisme etc. med større eller mindre grad af kombination mellem disse elementer. I denne afdeling er Luigi Batzellas første nazi exploitation film ingen undtagelse, da den indeholder de fleste klichéer fra genrens tidlige film, men den er også langt mere end det, og fremstår med sine evindelige klichéfyldte krigssekvenser lige nøjagtig som det den er, en sleazy exploitation film forklædt som krigsfilm.

Filmen må på trods af dens inkompetence og infantile manuskript, have været en vis succes (hvorhenne tør jeg ikke forestille mig), men det skulle ikke blive Luigi Batzellas sidste forsøg udi genren. Senere instruerede han den berygtede og endnu mere væmmelige 'over the top' sleaze-klassiker Djævlen fra Gestapo (Bestia in calore, La/Beast in the Heat/Horrifying Experiments of SS Last Days/SS Hell Camp) (77) igen skjult bag pseudonymet Ivan Kathansky.

Den første film i genren fra Batzellas hånd er også en af genrens aller værste, selvom den i sin opportunisme og ubehjælpsomhed kan fremkalde et par enkelte smil og en sporadisk medlidende latter fra undertegnede. Handlingen er simpel. Krigsscener. En gruppe engelske og amerikanske kommando soldater ledet af den dynamiske og retfærdige (han underviser i filosofi hjemme i staterne) Major Lexman (Richard Harrison) tilfangetages af tyske soldater under ørkenkrigen i Nordafrika i 1942. De placeres i en fange lejer som køres af den sadistiske kommandant Von Stolzen og hans lesbiske læge Dr. Lessing. Mellemsektion med sleaze scener og sadisme. Fangerne flygter fra lejren med den sadistiske og lesbiske læge som gidsel. Flere krigsscener. Dr. Lessing likviderer de sidste englændere, men løber tør for kugler da hun skal til at skyde Lexman. Hun beordres til at grave ligene ned og han kaster en skovl mod hende, så den står mellem hendes ben som et rejst lem (filmens eneste interessante og sidste indstilling).
Hvis man hører til blandt den del af den danske befolkning som holder af at torturere sig selv med 'Z-grade' trash, og kan se det morsomme i overdramatisk musik som primært består af et irriterende synthesizer score, arkiv fotografering som klippes sammen til kampsekvenser (tilsyneladende med en hækkesaks), skuespil som befinder sig i den pinligste ende af skalaen, grim fotografering, skuespillere der ser efter instruktørens anvisninger off-screen, skuespillere der taler halvt tysk/halvt engelsk med hinanden, dårligt koreograferede kampsekvenser med evindelige optagelser af råbende tyske soldater, løbende soldater, eksploderende ting og rullende kampvogne, der får selv de ringeste Mini Big og Kommando Serien tegneserier til at ligne finkulturel kunst, så er The Desert Tigers sikkert det helt rette valg til en kedsommelig videoaften.

The Desert Tigers indeholder, ud over en del, tilsyneladende improviserede krigssekvenser, naturligvis også de traditionelle WIP klichéer som f.eks. spuling og grundig vask af de nøgne piger (hvilket kameraet får lov til at dvæle ved rigtig længe), pisk og diverse ydmygelser, kasterationer, voyeurisme, softcore sex, 'medical inspection' med full frontal nudity og et bjerg af andre sexploitation traditioner, hverken bedre eller dårligere end hos filmens mange brødre og fætre. Filmens trumfkort er dog en dialog som er grinagtig dårlig (selv for genren). Et par eksempler: lejr kommandanten Von Stolzen beroliger sin homoseksuelle elsker som er i drag: "Don't worry my dear, even with an army of perverts, we shall win the war." Samme kommandant sørger for at en soldat pisker et lig af en jøde til flg. dialog: "Whip Him!." "He is already dead Herr Kommandant." "That does not matter. Whip him anyway! There is no way of being sure a jew is truly dead." Med sådanne idéer, hvor afvigende seksualitet bliver sidestillet med fascisme og sadisme, bliver det svært at tage filmens fiktive rum alvorligt, men på den anden side er jeg ikke helt sikker på at den skal tages alvorligt. Der er trods alt 'bare' tale om action-sleaze-trash, hvilket jeg dog ikke mener retfærdiggører slige fordrejede holdninger, med mindre de har et kraftigt glimt i øjet. Det har The Desert Tigers desværre ikke og end ikke de mest hardcore nazisploitation fans kan forventes at fornøje sig under filmen.

Men det er naturligvis altid svært at bedømme hvad andre vil syntes om en film, for hvad der er guld for den éne, kan ofte være lort for den anden. Men en sjov episode omkring filmen udspillede sig i den nu hedengangne videofilm-biks Vidioten i Odense. Et par tyskere flippede vildt over den hollandske udgave af filmen (sleazy cover, svedige bagside fotos etc.), men dagen efter kom de tilbage med filmen og ville have den byttet fordi de syntes den var dårlig. Claes, den flinke hollænder han nu er, forbarmede sig over tyskerne og gav dem en censureret udgave af Bruno Matteis SS Girls (77), som de i øvrigt var godt tilfredse med.