Udvidet søgning
DEATH LINE
England, 1972
Instruktion: Gary Sherman
DK-titel: Death Line
AKA: Deathline / Raw Meat

Produktion: K-L Productions
REVIEW af Lars Gorzelak Pedersen [01/07/03]

Engelske Gary Sherman har ikke ligefrem brilleret som gyserinstruktør gennem årene. Det faktum, at han stod bag bundskraberen Poltergeist III (1988), er sikkert nok til at få de fleste til at sky hans navn som pesten. Ikke desto mindre begik han tilbage i 1972 – før de onde firsere – en særdeles effektiv lille horror-sag, der, ligesom en anden film fra samme år, Bob Clarks Dødens nat (Dead of Night aka Deathdream), aldrig rigtig i eftertiden har opnået den anerkendelse som horror-klassiker, den faktisk fortjener. Til gengæld ser man ofte, at de folk, som har opdaget filmen, roser den til skyerne. Eksempelvis har to store skikkelser inden for genrefilmssammenhænge – Guillermo del Toro, instruktør på bl.a. Cronos (1993) og Blade II (2002), samt Caspar Vang, Uncut-redaktør – inkluderet Death Line på listen over deres favoritter i den fantastiske genre (se evt. uncutternes top-10-lister andetsteds her på sitet).

Jeg må nok erkende, at jeg efter mit første gennemsyn af filmen ikke helt er i stand til at oparbejde den samme begejstring, men der kan ikke være tvivl om, at der er tale om en solid gyser – "en virkelig god gyser for de avancerede" som der står på omslaget til den danske udgivelse (?) – der fortæller en både bevægende og chokerende historie uden på noget tidspunkt at forfalde til camp, kavalergange, ketchup-blod eller andre af de ting, som Hammer havde formået at gøre 60ernes og start-70ernes engelske gyserfilm til synonym med. Shermans historie har dertil en klar politisk brod, som man sjældent finder i Hammers – ofte religiøst eller metafysisk orienterede – skrækfilm.

Sent om aftenen opdager Patricia (Gurney) og hendes amerikanske kæreste Alex (Ladd) på vej gennem Russell Squares undergrundsstation en bevidstløs mand, der viser sig at være ansat som embedsmand ved Forsvarsministeriet. Alex forsøger at overbevise Patricia om, at staklen sikkert bare har fået en ordentlig kæp i øret, men Pat insisterer på at finde den nærmeste politibetjent, så hun kan sove roligt om natten. Da de vender tilbage, er manden imidlertid forsvundet ud i den blå luft. Den kyniske politiinspektør Calhoun (Pleasance) efterforsker forsvindingsnummeret, der blot er det seneste i en række af mystiske hændelser på Russell Square. Calhoun synes dog at være mere interesseret i at holde den ene tepause efter den anden end i at opnå egentlige resultater, så da også Patricia forsvinder, må Alex selv tage affære og opspore den ukendte gerningsmand. Og hvad der videre sker, skal naturligvis ikke afsløres over for læseren her.

Der er mindst 3 gode grunde til at se Death Line. Den første er Wil Mallones og Jeremy Roses virkningsfulde musik, der rummer en smule af den samme ekspressionistiske kvalitet som den uhyggelige lydside i Dead of Night. Den anden er kameraarbejdet, som er dristigt og eksperimenterende uden at være prangende, eksempelvis i et 8-minutter-langt tracking shot, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Fotografen Alex Thomson arbejdede i øvrigt senere som kameramand for bl.a. John Boorman og Nicolas Roeg, nemlig på hhv. Excalibur (1981) og Track 29 (1988). Den tredje grund er Donald Pleasance, der her giver sin karrieres bedste præstation og til fulde leverer bevis for, at han så sandelig også kan spille roller, der kræver mere af ham, end at han ser gravalvorlig ud og siger "eeeeevilllll" på en meget ominøs måde. Som den sarkastiske, tedrikkende inspektør balancerer Pleasance perfekt Calhouns intelligente og charmerende side med et dybt usympatisk træk af følelsesmæssig afstumpethed, der bevirker, at inspektøren er ude af stand til at forholde sig emotionelt til den sag, han er i færd med at efterforske. En svær balancegang, som Pleasance imidlertid mestrer med en sådan lethed, at man kun kan ærgre sig over, at han i løbet af sin karriere fortrinsvis blev type castet til en bestemt type endimensionel rolle à la den, han spillede i Carpenters Maskernes nat (Halloween) (1978). Som det fremgår af rollelisten medvirker også – en endda overordentligt veloplagt – Christopher Lee, om end kun i ganske få sekunder som Straton-Villiers, en mystisk mandsperson fra MI5.

Den danske vhs-release af Death Line er udstyret med en nydelig forsideillustration (den blev udsendt på et tidspunkt, hvor det endnu ikke var blevet gængs praksis at lave kontraktmæssige aftaler om, hvor stor en del af omslaget skuespillernes hoveder skulle fylde) og er desuden i letterbox-format, selvom billedformatet har en tendens til at veksle de enkelte indstillinger imellem. Kan man ikke opstøve et eksemplar af den danske vhs – og det kan man højst sandsynligt ikke – er Death Line også tilgængelig på engelsk salgsvideo fra Carlton Visual Entertainment (ifølge deres hjemmeside endda uden ændringer fra BBFC). Den udgave, der går under titlen Raw Meat, bør for enhver pris undgås. Til det amerikanske marked nedklippede filmens producer Shermans originale cut – til instruktørens irritation – og lancerede den under en plat in-your-face-titel, der forekommer misvisende i forhold til filmens temmelig tragiske og ikke videre exploitation-agtige tone.


KARAKTERBOKSEN
Caspar Vang
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven