Udvidet søgning
ABOMINABLE DR. PHIBES, THE
England, 1971
Instruktion: Robert Fuest
DK-titel: Djævlelægen
AKA: Das Schreckens Cabinett des Dr. Phibes / El abominable Dr. Phibes / L'abominable Dr. Phibes / L'abominevole Dr. Phibes / Dr. Phibes / The Curse of Dr. Phibes

Produktion: American International Pictures
REVIEW af Caspar Vang [17/12/09]

Robert Fuests campy freestyle-modellering over Gaston Leroux' Fantomet i operaen betragtes af mange Vincent Price-fans som en af den gamle horror-stjernes allerfineste film. Samtiden var dog ikke flink ved The Abominable Dr. Phibes barokke miks af kulsort humor, spektakulære aflivningsmetoder og overdådig scenografi. I David Piries udmærkede gennemgang af den engelske horror-tradition i bogen A Heritage of Horror fra 1973 betragtes filmen som et kæmpe skridt tilbage for britisk horror og stemples som "Perhaps the worst horror film made in England since 1945." Pirie tager tydeligvis genren alvorligt. Og har ikke meget tilovers for en film, der lystigt leger med klicheerne. Phil Hardys The Aurum Film Encyclopedia: Horror er heller ikke positivt stemt over for filmen, og kritikeren langer ud efter dens spildte potentiale for uhygge og usofistikerede humor, der - hvor vover de? - går efter easy laughs.

1921. Et hold af ekspertlæger kæmper for at redde den underskønne fru Victoria Phibes (Caroline Munro), men hun dør på operationsbordet. Hendes mand, Anton Phibes (Vincent Price), akustiker, musiker, teolog med speciale i det gamle testamente og altmuligvidenskabsmand, ræser hjemad for at nå at holde konens hånd en sidste gang. Undervejs forulykker han i bilen. Formodet død, men i virkeligheden brændt og vansiret til ukendelighed.

Fire år senere iværksætter Phibes en grusom hævn over lægeholdet, som han mener, er ansvarlige for konens alt for tidlige død. Alt imens han sværger på at genoplive hende. Phibes' storslåede og detaljerede vendetta modelleres in style over de ti plager, der var Guds straf over egypterne, og der skal ikke meget politiarbejde til, før politiinspektør Trout (Peter Jeffrey) og assistenten Waverly (John Cater) har regnet ud, at det er Phibes og hans underskønne, violinspillende discipel, Vulnavia (Virginia North), der står bag de udspekulerede dødsfald, hvor lægerne kradses ihjel af flagermus, hovedafhugges af frømasker og drænes for blod. Sidstnævnte sker i filmens bedste scene, med en veloplagt, cognac-bællende, pornosmalfilmskiggende Terry-Thomas (som også medvirker i toeren!). Sammen med den intelligente doktor Vesalius (Joseph Cotten... oprindeligt en rolle tiltænkt Peter Cushing, som dog medvirkede i filmens sequel) forsøger strømerne at komme til bunds i mysteriet, inden Englands bedste læger har stillet træskoene. Ni plager til de ni læger. Og den sidste plage, mørke, tiltænkes Phibes selv.

Filmen er overstrøet med fine birollepræstationer. Men den stærke centrale præstation er selvfølgelig Prices, der tydeligvis hygger sig i rollen som den diabolske og flamboyante Phibes, som kommer snigende til sine ofre, mens han nysgerrigt studerer lægernes reaktion og dødskamp. I pauserne mellem mordene tager han en svingom med Vulnavia og hamrer selvsikkert løs på orgelet i sit overdådige palæ, dekoreret med hvidt marmor, glitter og blankpoleret metal. Musikken leveres af et mekanisk dukkeorkester. Først en halv time inde i filmen taler Phibes. Gennem et stik i halsen, som kobles til en gammeldags grammofon. Overdrevet, mærkværdigt og sært uhyggeligt. Helt i filmens ånd.

The Abominable Dr. Phibes er ikke en klassiker. Men glem den hårde kritik fra Hardy og Pirie, for filmen er fremragende horror-underholdning. Herlig diabolsk og selvironisk på den vellykkede, sjældne facon og en af de allerbedste af 70'ernes mange campede horror-film. Et vellystigt stykke ensemble-gys, der med mere end et ironisk glimt (nærmere en blændende projektør) i øjet kombinerer et velkendt hævnplot med pseudo-okkult mysticisme og en af madman with cool gadgets-subgenrens allerbedste film. En fornøjelig skræk-candyfloss, der hvirvler svimlende løs, mens den skamløst underholder, hypnotiserer os med opfindsomme, uforudsigelige mord og erindrer os om, hvorfor gale videnskabsmænd og megalomaniske, mystiske krimibagmænd som Dr. Mabuse, Shadowman, Fantômas og Jigsaw hører til blandt det bedste fra grænselandet mellem sci-fi, horror og kriminalfilm. I øvrigt foregriber filmen Jigsaws kreative døds- og torturanordninger med et par årtier. Blot, synes jeg, mere spændende og uden Saw-seriens uklædelige splatterdødsfascination. Slutscenen med lægen, der opererer en nøgle ud af brystet på sin søn, mens tiden tæller ned, og syrebadet nærmer sig, kunne med lidt æstetiske justeringer og en mere sadistisk tone sagtens være fra Saw-serien. Blandt The Abominable Dr. Phibes' mord er min klare favorit: Død ved rosenkål og arrig græshoppesværm!

Filmen blev en pæn succes for AIP og affødte en sequel, Dr. Phibes Rises Again, allerede året efter. Igen med Fuest bag kameraet. Ikke helt så vellykket som etteren, men stadig et gedigent stykke horror-camp fyldt med humor og gore. Med toeren lukkede og slukkede Fuest for serien, der således aldrig fik lov at sive ud i repetition og pinlig uopfindsomhed. Det kunne nutidens gyserserier lære en del af.


Anmeldt version: The Abominable Dr. Phibes. Dist.: MGM. DVD (R1 NTSC). Udgivelsesland: USA. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 95 min.
DVDTJEK
The Abominable Dr. Phibes. Dist.: MGM. Medie: DVD (R1 NTSC). Udgivelsesland: USA. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 95 min.

Det er MGM's Midnite Movies-label, der står bag udgivelsen af The Abominable Dr. Phibes på amerikansk DVD. Som single-disc eller dobbeltforestilling med toeren Dr. Phibes Rises Again (1972). Meget bonusmateriale ud over et par trailers (der ser ud til at være designet af Terry Gilliam i hans Monty Python-år) er det ikke blevet til, men det er svært at jamre over, når man til næsten ingen penge får to af 'Midnite Movies'-seriens allerbedste udgivelser. Selve filmen er i anamorfisk letterbox-format (1,85:1) og med Dolby Digital mono-lydspor uden nogen dikkedarer. Desværre kun undertekster på fransk og spansk.

Caspar Vang
KARAKTERBOKSEN
Mikkel Harris Carlsen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven