Udvidet søgning
2012
USA / Canada, 2009
Instruktion: Roland Emmerich
DK-titel: 2012
AKA: Farewell Atlantis

Produktion: Columbia Pictures Corporation / Centropolis Entertainment / Farewell Productions / The Mark Gordon Company
REVIEW af Søren Hardy Rasmussen [06/12/09]

Velmenende forskere opdager, at menneskehedens dage er talte. Kosmiske forhold gør, at solen, som en kæmpe mikrobølgeovn, er ved at varme Jordens kerne og dermed smelte de størknede plader, som holder kontinenterne på plads. Når det sker, vil jorden forandre sig radikalt, og menneskeheden vil ikke overleve. Planer lægges i hemmelighed for at redde en lille del af menneskeheden og videreføre vores civilisation. Enorme high-tech-versioner af Noahs Ark skal videreføre kimen af menneskeheden og samtidig også redde de magtfulde regeringsledere og dem, der har råd til at betale.

Denne problematik er set før, i film som f.eks. Mimi Leders Deep Impact fra 1998. Men hvor Deep Impact, så idealistisk som muligt, løser pladsproblemerne med et lotteri og med pladser til menneskehedens ypperste eksemplarer, så går 2012 til problematikken med en lidt mørkere, og desværre nok mere realistisk, vinkel. Nogen skal jo betale beløbene, som disse enorme arker koster, og det er selvfølgelig dem, der betaler, der kommer med. Dette koncept giver 2012 lidt mere vinkel, lidt mere bid, men samtidig graver filmen sig aldrig reelt ind i problematikken. For selvom filmen varer imponerende 158 minutter, så har den så mange tråde at spinde, at der ikke bliver tid til at bore sig dybere ned i noget som helst.

Roland Emmerich laver underholdning, hverken mere eller mindre. Han er kendt for sine episke ødelæggelser, som skal være lidt tankevækkende, men som i sidste ende skal underholde, og med 2012 lever han op til dette, for den underholder kongeligt. Proportionerne er enorme, som man aldrig har set det før, og historien er fængende. Først i filmens sidste del, hvor 2012 nærmest er en science fiction-film, mister Emmerich overblik og fokus. Her ofres troværdig adfærd for alvor for, at historien kan hænge sammen, men det kan ikke ødelægge overall-indtrykket, som er dybt imponerende.

Bevares, dette er ikke kunstfilm eller dybsindigt drama, men det er heller ikke meningen. 2012 er et enormt brag af en katastrofefilm, fyldt med heltemod, patos, melankoli, fantastiske effekter og en lille knivspids humor her og der. Alt sammen blandet af Emmerichs flair for ”det”, som publikum vil have. 2012 skal ses i biografen eller på en velvoksen TV-flade. Alt andet ville være en hån mod filmens storslåede apokalypse.

John Cusack lægger en vanligt rutineret præstation på bordet. Hans sarkastiske bid gør ham til tider lidt svær i en episk, patosbaseret katastrofefilm, men Cusack er altid et godt bekendtskab på skærmen. Hans sympatiske helteskikkelse er den moderne mand, der balancerer drømmen om en karriere med den fraskilte, moderne familiestruktur, som naturligvis skal reddes og generobres.

Danny Glovers amerikanske præsidentskikkelse er en ret ligegyldig præstation, som ikke efterlader noget varigt indtryk. Præsident Thomas Wilson er muligvis en symbolsk kombination af Wodrow Wilson, som førte USA ind i Første Verdenskrigs rædsler, og Thomas Jefferson, USA's tredje præsident, som var legemliggørelsen af oplysningstidens idealmenneske. Men Glover efterlader intet indtryk, og den gamle træmand har vist sjældent spillet så ligegyldigt i så stor en rolle.

Oliver Platt ses i en af 2012's mere kantede roller, og vi møder også Woody Harrelson som den komiske, men elskelige ”conspiracy buff”, der imod alle odds har regnet ud, hvad der er ved at ske. Zlatko Buric har sneget sig med på rollelisten som det, han er bedst til at spille. Usympatisk østeuropæer og komisk indslag. Yndige Thandie Newton og Chiwetel Eijiofor hører også til i den fyldige rolleliste. 2012 byder desværre også på evindelige Hollywood-børneskuespillere, men det er et tåleligt indslag i denne omgang. Ingen af de førnævnte skuespillere har en egentlig hovedrolle, ikke engang rigtig stjernen Cusack. 2012 er en kollektiv indsats, og den egentlige hovedrolle er selve Jorden og de enorme effekter, som dens undergang byder på.

Filmens afslutning er foder for sultende science fiction-fantasier, og filmens enorme Battlestar Galactica-lignende arker, der hører til blandt 2012's sidste visioner, lover da også muligheden af en yderligere fortælling, som vi dog nok aldrig får. 2012 er fuld af referencer til sin science fiction- og katastrofefilmsarv, og ved filmens afslutning kan man ikke lade være med at tænke, at den fortælling, der nu kunne følge, ville være virkelig fed. I stedet kan man så i sine tanker bruge 2012 som en prequel til Kevin Costners Waterworld fra 1995, om man skulle ønske det.

2012's manuskript er skrevet i samarbejde mellem Roland Emmerich og hans favoritfilmkomponist Harald Kloser. Et samarbejde, som også blev afprøvet i filmen 10,000 BC fra 2008. Ganske som i tidligere film er 2012 talerør for en Emmerich, der gerne vil gøre opmærksom på ting, han finder problematiske. 2012 flyder derfor over med statements, og selvom filmen i sidste ende skal tjene penge, så er der da enkelte øjeblikke, der kan virke tankevækkende.

Filmen er svær at give en karakter, men kan man lide Emmerichs store filmvisioner, så er dette endnu en god film i rækken. Selv hvis man normalt er skeptisk overfor hans instruktørhånd, så er 2012 under alle omstændigheder en film, der med sine 158 minutter kan underholde med specialeffekter og episke proportioner.


Anmeldt version: 2012. Dist.: Sony Pictures Home Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 151 min.
DVDTJEK
2012. Dist.: Sony Pictures Home Entertainment. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 151 min.

Jeg har aldrig været den store tilhænger af tyskeren Roland Emmerichs overdådige, billedskønne, omverdensforskrækkede destruktionsfilm, men fans får sandelig noget for pengene i 2012, og man må da medgive, at der er en næsten pervers fornøjelse ved at se verden synke i grus i dette spektakulære opbud af destruktionsscener. Flot er det eksekveret, men desværre er filmen også lige så lang, som den er overfladisk.

Fans af gammeldags katastrofefilm vil ikke blive skuffede. Sonys lækre udgivelse indeholder filmen i fejlfri kvalitet (anamorfisk letterboxed 2,40:1) og et rasende lydspor i Dolby Digital 5.1. Bonusmaterialet består af kommentarspor med Emmerich og medforfatter Harald Kloser, en featurette om instruktøren plus en alternativ slutning og fraklippede scener.

Caspar Vang (marts 2010)
KARAKTERBOKSEN
Caspar Vang
Mikkel Svendstrup
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven