Tegnefilmsserien om den talende detektivhund Scooby Doo og dennes gruppe af faste kompagnoner, Mysteriebanden, er en fast integreret del af den amerikanske populærkultur. Børn og voksne kender den ”De 5”-lignende opdagertrup fra såvel den originale tresserserie, Scooby Doo, Where Are You! (1969-1972), og de adskillige tegnede opdateringer, der er kommet siden hen – og kender den nu også fra to spillefilmsversioner, som benytter en kombination af virkelige skuespillere og computergenererede figurer, iblandt sidstnævnte naturligvis detektivhunden selv. I Danmark indtager figurerne måske en mindre fasttømret plads som kulturel reference, men er dog ganske velkendte. Og selvom jeg aldrig har været nogen overbevist fan af serien personligt, har jeg som de fleste andre stiftet bekendtskab med den som både barn og voksen.

Jeg har altid haft et ambivalent forhold til seriens univers. På den ene side er der de klassiske horror-elementer, okkultismen og gåderne, som jeg aldrig har kunnet stå for: episodernes fantastiske energimonstre, spøgelser, røgtilhyllede moser og skumle zombier – al den slags. På den anden side er der masser, der gør serien næsten uudholdelig. Her kan nævnes den systematiske negation af netop de fantastiske elementer, der i udgangspunktet gør serien spændende. Uanset, hvor kulørt, spraglet og spooky monsteret er, viser det sig i sidste ende altid at være en mand med overskæg og firskåren hage i gummidragt. Utallige børn må være blevet ikke så lidt desillusionerede af disse manuskriptforfattere.

Et træk ved serien, som jeg også har svært ved at forlige mig med, er, at hovedpersonerne nærmest kun synes at eksistere i gruppesammenhæng. Filmene – i al fald nummer to – er meget bevidste om dette og arbejder på sæbeoperaplan med personlighedsudvikling, som når detektivnørden Velma vil være en latexsild, når Stubbe og Scooby til gengæld vil være seriøse detektiver, og Daphne ikke længere vil være en klassisk ”damsel-in-distress”, der altid skal reddes af de andre. Det ironiske er, at hun i filmene for længst er blevet erstattet af en politisk korrekt version, der godt kan finde ud af at forsvare sig selv. Og i det hele taget virker sådanne overvejelser både overfladiske og unødvendige indenfor Scooby-universets gyser- og absurdkomiske rammer; det ville være tilstrækkeligt, hvis serien bare af og til ville neddæmpe ”De 5”-friskheden en anelse. Endelig – men det er selvfølgelig smag og behag – har jeg altid opfattet seriens humor som forholdsvis pinlig, især de idiotiske slapstick-rutiner imellem Scooby og Stubbe.

Få serier har, som man måske fornemmer, irriteret mig så inderligt som ”Scooby Doo”, samtidigt med at andre elementer i serien har tiltrukket mig. Alle de nævnte positive og negative kvaliteter karakteriserer også Scooby Doo 2: Uhyrerne er løs, den anden spillefilmsversion af seriens univers. Som i 2002 er der også her tale om en blanding af ”live”-skuespil og CGI-genererede aktører, og stilen er passende ”comic book”-agtig. Selvironisk, farverig, useriøs, etc. Filmen minder, på godt og ondt, om tegnefilmen – selvom der altså er mere poppsykologisk selvransagelse og mindre action, end man er vant til fra sidstnævnte. Men for fans er der lagt op til en nostalgisk forestilling, hvor hovedpersonerne konfronteres med en række af de mest memorable monstre fra de klassiske episoder – og jeg tror, at sådanne vil føle sig rimeligt underholdt.