Den spanske gyser-tv-serie Películas para no dormir - eller ”Film, der vil holde dig vågen”, om man vil - udkom på dansk DVD over flere omgange. Først fik vi Paco Plazas julefortælling X-Mas Tale (Cuento de navidad, 2005) fra Midget Entertainment, og senere udgav Pan Vision yderligere fire afsnit fra serien i bokssættet 4 Films to Keep You Awake. Men der manglede et enkelt afsnit, Jaume Balaguerós Para entrar a vivir, som nu, takket være Midget Entertainment, lander på det danske marked under titlen Dødens lejlighed. Og det er naturligvis rart at få fyldt hullet ud, især når man tænker på, at Balaguerós indslag i serien var et af dem, der, helt velfortjent, fik de flotteste anmeldelser.

Grundlæggende er den spanske Dødens lejlighed en god gammeldags, gotisk old dark house-gyserfest peppet op med splat og grusom survival horror af den særligt beskidte og ondskabsfulde slags. I hvert fald tager Dødens lejlighed snildt førerpositionen som den ledeste og mest blodige af filmene fra den spanskproducerede gyser-tv-serie. Og lad os lige standse ved de blodige effekter et øjeblik. Gyser-tv-serier er ellers ikke ligefrem kendt for deres smattede indhold - og i de resterende afsnit af Películas para no dormir er der også kun få undtagelser - men med sit indslag i serien lægger Balagueró bestemt ikke fingrene imellem, og både saksenedstikning og hovedslag præsenteres med stor entusiasme og en anelse sadistisk nydelse. Især en scene, hvor fingre køres af i en affaldskværn, er særlig skrap, når man tænker på, at filmen er produceret til tv. Balagueró scorede i øvrigt et solidt, velfortjent internationalt hit med sin næste film [Rec] (2007), der sjovt nok også har en gruppe personer isoleret i en gammel bygning, hvor de må kæmpe for deres liv.

Den romantiske undergenre om det forelskede, gravide, unge par, der fulde af håb for fremtiden flytter ind i en ny lejlighed, får et makabert twist og dystre udsigter i hænderne på Balagueró og medmanuskriptforfatter Alberto Marini. Da kæresteparret Clara (Macarena Gómez) og Mario (Adrià Collado) får tilbudt en stor lejlighed i et roligt nabolag, lyder det for til at være sandt, men alligevel beslutter de sig for at tjekke stedet ud. For sent går det op for dem, at udlejeren (Nuria González), som er af den overbevisning, at den bedste lejer er den, der aldrig flytter ud, har en skrue løs. Siden regeringen lukkede bygningen for at rive den ned, har den sindsforstyrrede og morderiske kvinde fanget nydelige par på de forskellige etager. Clara og Mario tvinges ind på tredje, og snart starter en blodig kamp for overlevelse, men netop som det ser ud til, at de har muligheden for at undslippe, beslutter Clara sig for at hjælpe familien med det lille barn på første.

Balagueró iscenesætter med fingeren godt på genrens puls, og selvom der ikke er plads til den helt store plotmæssige nytænkning - filmens overraskelser har de genrevante næsten med statssikkerhed regnet ud på forhånd - så er filmen både atmosfærisk, dynamisk og pænt voldsom, hvilket helt sikkert vil få de små nakkehår til at rejse sig. I hvert fald er den en vaskeægte tv-neglebider, som især vil få gravide og forældre med helt små børn ud på sædekanten. Dødens lejlighed lider lidt under den korte spilletid, der for alvor forhindrer karaktererne i at folde sig ud, men har man under filmen i baghovedet, at der er tale om en skrækfilm produceret til tv, og at fokus derfor naturligt ligger på plot og fremdrift, så er Dødens lejlighed en væmmelig lille sag, man bestemt bør slå fingrene i, hvis man ellers er til europæiske horror-film og tv-gys af den brutale slags.