Udvidet søgning
DR. JEKYLL AND MR. HYDE
USA, 1931
Instruktion: Rouben Mamoulian
DK-titel: Dobbeltmennesket Dr. Jekyll og Mr. Hyde

Produktion: Paramount Pictures
REVIEW af Mikkel Harris Carlsen [13/01/09]

En af de tidligste filmatiseringer af Robert Louis Stevensons klassiske miniroman Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde, udgivet i 1886 og efter sigende skrevet i en 3-6 dages kokainrus, var faktisk pæredansk, instrueret af August Blom i 1910. Siden er fulgt utallige versioner og variationer, men uden at have set en promille af dem tør jeg godt udnævne Mamoulians som den definitive, produceret i guldåret 1931, hvor også Dracula og Frankenstein så dagens lys. Ind imellem knirkende teatralsk, men oftere knitrende cinematisk - og et skoleeksempel på, hvordan den tyske filmekspressionisme overlevede i Hollywood.

Efter Bachs Toccata som ouverture slås den visuelle opfindsomhed straks an med en avanceret subjektiv optagelse, muligvis den første i amerikansk filmkunst. Jekyll (vi) rejser sig fra orglet og går hen til et spejl. Mamoulians intention med dette lange POV-shot var at skabe empati for Jekyll, men for mig er virkningen en helt anden: Vi ser i spejlet og ser en fremmed. Vi ligesom lurer på ham, bagerst i hovedet, inde fra reptilhjernen, mens han klæder sig på. Det subjektive kamera fører os nu ud i en drosche og videre til et auditorium, hvor Dr. Jekyll skal holde en af sine dristige og med spænding ventede forelæsninger. Her forlader vi også hans kranieskal; scenen er hans alene. Mennesket er godt og ondt, ædelt stræbende sjæl og dyrisk drift, og Jekylls ubeskedne ambition er at adskille de to, så den ene ikke skal trækkes med den anden.

Inden det kommer så vidt, forsøger Dr. Jekyll (Fredric March) dog først at finde udfrielse for sin ”lavere” natur ved at fremskynde ægteskabet med sin elskede Muriel (marriage equals sex), men den kommende svigerfar, en gammel, støvet antikvitet, forlanger, at de unge skal vente i månedsvis. På vej hjem fra et bal hos sin forlovede og i følgeskab med en god ven og kollega redder Jekyll luderen Ivy fra et overfald. Som den ulastelige gentleman, han er, bærer han hende op til hendes lejlighed og får hende lagt i seng. Luderen (Miriam Hopkins) er som tryllebundet af den elegante herre og kvitterer med et kys, der afbrydes af kollegaen. Da de forlader lejligheden, lokker hun: ”Come back soon, won't you?” Herpå følger intet mindre end filmhistoriens bedste overblænding, og et af de mest erotiske øjeblikke, jeg har set på film; fra det hvide ben, der dingler indbydende fra sengekanten som et pendul, tællende dagene, timerne, minutterne indtil udløsningen - ”Between the desire and the spasm falls the shadow” - til Jekyll og kollegaen på trappen, videre ned på gaden, og benet dingler videre, tik-tak, tik-tak, som en vrikkende fiskekrog i hans rødglødende hjerne.

Resten af filmen er gennemvædet af seksuel hede. Stakkels Dr. Jekyll er ved at gå til af indestængt liderlighed (”I'm so ready to be married”, som Keira Knightley siger i Død mands kiste, hvortil Johnny Depp svarer: ”You know, Lizzie, I am captain of a ship, and being captain of a ship, I could in fact perform a marriage right here. Right on this deck. Right now”), kolberne bobler metaforisk løs i laboratoriet, og man kan ikke undgå den mistanke, at eksperimentet hele tiden har været drevet af en rasende libido med isoleringen af ”det gode” som et nødvendigt alibi.

Da Hyde endelig kan smile sit hæslige chimpansesmil i spejlet, er vi helt på hans side, og scenen, hvor den lille, abeagtige grimrian træder ud på gaden og vender sit ansigt op i den silende regn, er omtrent ligeså frydefuldt forløsende som Gene Kelly ”singin' in the rain”. Selve metamorfosen er naturligvis ligeså central for filmatiseringerne som ulvemandens forvandling i varulve-genren, og Mamoulians er stadig den bedste, chokerende i sin geniale minimalisme. Første gang, jeg så den, var jeg ved at skvatte ned fra stolen, og selvom virkningen må aftage ved gensyn, er den fortsat imponerende. Den pludselige ændring i spejlet er opnået med sminke, der kun registreres af kameraet i et særligt lys (samme effekt benyttes senere på Barbara Steele i Djævelens maske), mens den færdige maske og Marchs fabelagtige mimik er et studie uden lige i dyrisk elektricitet og afstumpet brutalitet.

For det varer selvfølgelig ikke længe, før vi beklageligvis må indse, at den befriede id er en modbydelig svinehund. Straks opsøger han Ivy, og den friske, livlige kvinde må snart se sig degraderet til underkuet, frygtsomt skælvende slavinde. I desperation opsøger hun Jekyll for at få hjælp og kaster sig ned for ham i ydmygende fortvivlelse, ”I'll be your slave”, uvidende om, at hun jo netop er hans slave, og at det begær, hun vil vække i ham, er identisk med hendes plageånd.

Mamoulians Jekyll er langt fra en victoriansk træmand, men en lystig og ædel herre, der tager brydetag med moralismen. Kunne han bare få sin bryllupsnat med Muriel, ville han måske opdage, at ånd og kød kan gå op i en højere enhed. På trods af den ækle og ondskabsfulde Hyde, føles den forstokkede svigerfar snarere som filmens egentlige skurk. Det er ham og ikke Jekyll, som er undertrykkeren, mens Hyde er hinsides moral.

Det kan være svært at tro, at Jekyll og Hyde spilles af den samme mand, og Fredric March modtog da også en Oscar for sin virtuose dobbeltrolle. Miriam Hopkins er temmelig opskruet som Ivy, men hendes nedværdigelse er gribende. Kun 10 år senere blev den genfilmatiseret med Spencer Tracy og Ingrid Bergman som Jekyll og Ivy, hvilket kun fik mig til at værdsætte March og Hopkins endnu mere. Eneste fordel i 1941 var, at Jekylls forlovede spilles af en purung Lana Turner. Så behøvede jeg ikke Jekylls eliksir for at forvandle mig til en stangliderlig abemand!


Anmeldt version: Dr. Jekyll and Mr. Hyde. Dist.: Sandrew Metronome. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Full screen.
Sandrew Metronomes dobbelt-DVD udgivelse af Dr. Jekyll and Mr. Hyde i både udgaverne fra 1931 og 1941.
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven