Udvidet søgning
SOLSTICE
USA, 2008
Instruktion: Daniel Myrick
DK-titel: Solstice: Blodrød sommer

Produktion: Endgame Entertainment / Solstice Productions
REVIEW af Kristian Roldsgaard Jensen [30/12/08]

Jeg var en af dem, som faktisk godt kunne lide Carsten Myllerups teenage-gyser Midsommer fra 2003, så derfor var jeg spændt, og lettere overrasket, da jeg fandt ud af, at den danske film faktisk er blevet genindspillet i Guds eget land Amerika. Solstice hedder filmen og er instrueret af Daniel Myrick, der var den ene af mændene bag The Blair Witch Project (1999), og selvom der på bagsiden af coveret står, at filmen kun delvist er baseret på Midsommer, så er sandheden dog en helt anden. For Solstice er mere eller mindre et én-til-én-remake, der kun med ganske få ændringer adskiller sig fra det originale forlæg. Men er filmen så blevet bedre af en tur gennem den amerikanske horror-kødhakker? Ja - det er den faktisk, men mere om det senere.

Historien er som sagt velkendt. En gruppe unge studerende tager ud i Louisianas øde sumpe for at fejre det kommende solhverv. Der skal naturligvis drikkes og festes igennem, men for pigen Megan (Elisabeth Harnois) er turen ligeledes en mulighed for at komme videre efter hendes tvillingesøsters tragiske selvmord kort tid forinden. I takt med, at solhvervsfesten nærmer sig, sker der flere og flere mystiske hændelser, der overbeviser Megan om, at hendes afdøde søster prøver at komme i kontakt med hende. En mystisk nøglering bliver ved med at dukke op, bilen opfører sig mærkeligt, og Megan er sikker på, at det er et tegn fra det hinsides. Noget tyder på, at den er helt galt i Louisianas sumpe, og den brutale sandhed om tvillingesøsterens selvmord trænger sig på, hvilket i sidste ende får drabelige konsekvenser for vennerne.

Som jeg nævnte indledningsvis, så er Solstice en ren genindspilning af Carsten Myllerups Midsommer, men der er dog blevet plads til enkelte ændringer. Som den vakse uncut-læser sikkert har bemærket, så er hovedpersonen ikke længere en dreng, men derimod en ung pige, hvilket må siges at være en af de største forskelle mellem de to film. En anden stor forskel er, at instruktør Daniel Myrick har valgt at nedtone den sideløbende kærlighedshistorie og i stedet fokusere på spøgelseshistorien, hvilket er ganske klogt, da den lidt påklistrede romancefortælling mellem filmens to hovedpersoner var et af de største kritikpunkter ved den danske film. Myrick har altså valgt at lave en mere regulær gyserfilm, der spiller på de velkendte konventioner inden for denne genre. Derfor virker det heller ikke unaturligt, at hovedpersonen nu er en pige, da dette går fint i hånd med genrekutymen om en 'Final girl'. Myrick har ligeledes tilføjet langt flere chok-gys, således at filmen kunne leve op til det yngre publikums forventninger anno 2008.

Det ses tydeligt, at Myrick har haft et langt større budget at flytte rundt med, da Solstice er langt flottere produceret end Myllerups første version. Der er brugt en masse energi på at skabe enkle men effektive spøgelseseffekter, og det giver pote langt hen af vejen. Myrick udnytter ligeledes Louisianas sumpede natur til fulde og skaber en uhyggelig kulisse, der synes mere uhyggelig end den svenske skærgård.

Det hører til sjældenhederne, at et remake er bedre end den originale version, men det er ikke desto mindre tilfældet med Solstice, der både er mere uhyggelig og strammere fortalt end forgængeren. Myricks flair for gys er bestemt ikke at kimse af, og selvom jeg kendte historien forfra og bagfra, så formåede filmen alligevel at overraske positivt.


Anmeldt version: Solstice: Blodrød sommer. Dist.: Midget Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 87 min.
DVDTJEK
Solstice: Blodrød sommer. Dist.: Midget Entertainment. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 87 min.

Der er desværre intet bonusmateriale til Midgets udgivelse af Solstice, udover to trailers til henholdsvis All The Boys Love Mandy Lane (2006) og Penny Dreadful (2006). Det er synd og skam, da det kunne have været interessant at høre Daniel Myrick fortælle lidt om filmen og hvorfor han valgte at genindspille en dansk film.

Filmen er flot præsenteret i 2.35:1 anamorfisk widescreen, der står fint på både nye som gamle fjernsyn. Lyden fungerer ligeledes uden problemer, og man kan vælge mellem Dolby Digital 5.1 og dts.

Kristian Roldsgaard Jensen (december 2008)
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven