December 1999 stod i The Blair Witch Projects tegn. En blanding af snedig markedsføring, tidlig kultdyrkelse og en stil, der foregreb ungdommens besættelse af videofilmede intime fortællinger, gjorde Daniel Myricks og Eduardo Sánchez' pseudodokumentariske heksegyser til et verdensomspændende fænomen. Filmen var ganske enkelt ikke til at komme udenom, hvis man interesserede sig det mindste for kreative gyserfilm, som ikke rigtig passede ind i de etablerede kategorier. Myrick fortsatte med delt succes med andre projekter og vendte tilbage til gysergenren med The Objective (2008) om et hold af kommandosoldater på tophemmelig mission i Afghanistan umiddelbart efter terrorangrebene d. 11. september 2001. Den anden del af makkerparret, cubaneren Eduardo Sánchez, har siden holdt lav profil, men leverer nu en seværdig, lille sci-fi-gyser med Altered, der tematisk trækker spor til The Blair Witch Project, men ellers føles som en bidsk og væmmelig fusionering af Robert Liebermans Fire in the Sky (1993), Spielbergs E.T. The Extra Terrestrial (1982) samt den sære, canadiske satireserie Trailer Park Boys (2001-).

Overordnet må inspirationskilden også have været Fire in the Skys Travis Walton-ufo-kidnapningsepisode, hvor skovarbejderen Walton i 1975 angiveligt blev kidnappet af rumvæsner og dukkede op fem dage efter i et øde skovområde i Arizona. Der er i hvert fald visse sammenfald mellem tolkningen af Waltons autobiografiske værk i Liebermans film og Sánchez' Altered, der dog vælger at bruge elementer fra kidnapningssagen som afsæt for et vildt uforudsigeligt 'hvad der siden hændte'-scenarium. Altered lader op som en barsk pastiche på E.T.'s indledende skovjagt, og allerede fra åbningsscenen er det påkrævet, at publikum er indstillet på den grovkornede knoldesparkerhumor, der strømmer frit fra leveren på de hærdede, men også kejtede og smådumme hovedpersoner, som det indledningsvis er en smule svært at identificere sig med. Men som filmen skrider frem, kommer vi til at holde af dem i denne bizarre abduction-gyser med omvendt fortegn.

Femten år efter, at en gruppe venner blev kidnappet af rumvæsner, er hændelsen blevet en besættelse for dem. Cody (Paul McCarthy-Boyington) er blevet bebrejdet broderens forsvinden, angiveligt led han en grusom død under deres kidnapning, og ædes op af tanken om hævn og de efterfølgende ydmygelser, der fulgte i kølvandet på kidnapningen. Sammen med vennerne Otis (Michael C. Williams fra The Blair Witch Project og The Objective) og Duke (Brad William Henke) besøger han, svært bevæbnet med harpuner, fælder og våben, som en slags ritual stedet, hvor kidnapningen fandt sted. Otis og Duke er mest med for at drikke øl, men kommer på andre tanker, da det faktisk lykkes trekløveret at fange et rumvæsen (stuntkvinden Misty Rosas bag det klamme kostume). Bæstet får en gang tæv, puttes i en sæk, udstyres med en svejsemaske for at forhindre det telepatiske, kontrollerende blik og får resolut sprættet maven op, så drengene kan fjerne den klikkemekanisme, væsnerne bruger til at kommunikere. Filmens svar på abduction-genrens implantat, der her er organisk og placeret i tarmen. Også på kidnapningsofrene. Adwr!

Drengene er desperate. De står nu pludselig med et rumvæsen mellem hænderne. Derfor beslutter de at kontakte Wyatt (Adam Kaufman, der også medvirkede i den ganske fremragende abduction-serie Taken (2002)), som er den, der tilsyneladende har håndteret kidnapningen bedst. Svært bevæbnet har han isoleret sig i et afsides liggende hus i skoven, og de resterende af gruppen kontakter ham nu for at få hjælp. Wyatt er rasende og forlanger, at de hurtigst muligt sætter uhyret på fri fod, for som han udtrykker det: Hvad gør man ved en hund, hvis den bider et menneske? Situationen løber dog hurtigt ud af kontrol, da Otis bides af væsnet og gennem en kødædende bakterie lynhurtigt rådner op i levende live. Samtidig afsløres skjulte sider - jvf. filmtitlen - af Wyatt, som viser sig at være den, rumvæsnerne er kommet efter.

En alvorlig kritik har lydt på, at Altered aldrig rigtig formår at etablere en fornuftig alien-mytologi. Sandt nok, den tager lidt hist og pist fra den etablerede ufologi og velkendte serier som Strengt fortroligt (The X-Files, 1993-2002), men overordnet fungerer det fint, at den holder igen med informationerne om de ikke-jordiske. Horror behøves, som vi ved, heller ikke at give mening eller fungere på fornuftens præmisser. Først og fremmest bevarer det uhyggen, at filmen holder igen, og set i lyset af filmens præmis om, at vi ikke kan forstå væsnerne mere, end et forsøgsdyr kan forstå et menneske, giver det mening. Sjovt nok, så virker rumvæsnernes opførsel, holdt op mod den menneskelige, faktisk som en krydsning af dyr og børn: nysgerrige, skadefro og til tider regulært ondskabsfulde, hvilket jeg fandt ganske forfriskende. Især en scene, hvor bæstet uden den mindste form for empati bogstaveligt leger med Otis' tarme, gjorde stort indtryk. En metafor, der har været vendt i forbindelse med Altered, er, at det hele i virkeligheden handler om en gruppe fælles venners krigstrauma - en meget fucked up udgave af The Deer Hunter (1978) - og tanken strejfede mig da også, at det, vi ser, er en slags fælles psykose, og det her i virkeligheden handler om isolation og angst efter en traumatiserende krigsoplevelse. En interessant tanke, der understøttes af filmens sidste scene, hvor den arrogante familiepatriark konfronteres med de hændelser, han har bebrejdet sin søn og hånet drengene for.

Altered vil med statsgaranti ikke falde i alles smag, og det tog mig da også lige en ti minutters tid at vænne mig til det usædvanlige miljø og tonen. Men er man frisk på en abduction-gyser, der vedholdende insisterer på at gøre tingene på sin egen facon og vender vores sædvanlige forståelse af denne science fiction-subgenre på hovedet, så er Altered en interessant lille godbid for alle, der holder af ufologi og paranoia og magtkampe i små isolerede grupper. Som man næsten kan regne ud fra ovenstående synopsis, fungerer filmens splattermomenter også særdeles overbevisende, og den visuelle realisme taget i betragtning, så er der rigeligt at væmmes ved eller godte sig over, afhængig af ens syn på den slags. For undertegnede hørte den i hvert fald til blandt en af efterårets små positive overraskelser.