Stuart Gordon havde stor succes med at instruere filmatiseringer af den amerikanske gyserforfatter Howard Phillips Lovecraft (1890-1937) i 80erne. Det kom der velfungerende og humoristiske splatter-klassikere som Re-Animator (1985) og From Beyond (1986) ud af. Efter nogle ret tynde år i halvfemserne, såvel kunstnerisk som kommercielt, er han med den nye H.P.Lovecraft-filmatisering Dagon vendt tilbage til rødderne. Og den gode nyhed er, at det er han sluppet rigtig godt fra.

Allerede i 1985 - efter deres succes med Re-Animator (1985) - planlagde instruktøren Stuart Gordon, manuskriptforfatteren Dennis Paoli og produceren Brian Yuzna en ambitiøs indspilning af H.P. Lovecrafts roman "The Shadow over Innsmouth" fra 1936. Den fantastiske tegneserietegner Bernie Wrightson blev hyret til at lave storyboards, men desværre faldt finansieringen af filmen fra hinanden, og de kreative filmfolk måtte droppe filmprojektet. Heldigvis blev nogle af Bernie Wrightsons lækre storyboards trykt i Fangoria nr. 91, og hvis man kigger her, kan man få en fornemmelse af, hvilket mesterværk filmen måske var endt med at blive, hvis den var blevet lavet.

Femten år senere hiver trekløveret det gamle manuskript op af skrivebordsskuffen, og efter en gennemgribende omskrivning ender projektet som Dagon, en film der nu er inspireret af to af H.P.Lovecrafts noveller, nemlig "Dagon"(1919) og "The Shadow over Innsmouth"(1936). Hvor den oprindelige film tilsyneladende var tænkt som en monsterfilm, er Dagon mere en film, der spiller på stemning og suspense. Selvom det ikke er filmiske virkemidler, som Stuart Gordon normalt har arbejdet ret meget med, fungerer det fint i denne film.

Ifølge anekdoterne skulle H.P. Lovecraft have hadet fisk så meget, at han altid straks forlod selskaber, hvor det blev serveret. Denne antipati imod ting, der svømmer i vand og har skæl, kan man fornemme hele vejen igennem Stuart Gordons film Dagon. Efter en utrolig flot creditsekvens begynder filmen på en lystbåd hos det unge par Paul (Ezra Godden) og Barbara (Raquel Merõno). Sammen med et ældre par er de ude på et cruise langs Spaniens kyst. Under mystiske omstændigheder havarerer båden på et rev nogle hundrede meter ud for en skummel lille fiskerby ved navn Imbocca. Da båden har fået store huller i skroget og langsomt er ved at synke, ser de skibbrudne sig nødsaget til at affyre nødraketter. Men selvom der ikke er særligt langt fra den synkende båd og ind til byen, er der ingen der kommer dem til undsætning. Til sidst vælger Paul og Barbara derfor at springe i en lille gummibåd og sejle ind til byen efter hjælp. Men hvis de vidste, hvad der ventede dem i den lille fiskeby, så var de sikkert blevet på det synkende skib.

Inde i Imbocca bliver de nemlig mødt af nogle fugtige og zombieagtige mennesker, der ikke er særligt hjælpsomme. Snart opdager de til deres store overraskelse også, at man i byens kirke ikke - til trods for at Spanien er en af katolicismens højborge - tilbeder Jesus, men derimod fiskeguden Dagon. Faktisk viser det sig, at beboerne i Imbocca ikke er interesserede i at hjælpe de forliste. De er nemlig en slags fiskemennesker, og deres plan går ud på at tage Paul og Barbara til fange. Paul har de simpelthen tænkt sig at sprætte op og fortære, mens smækre Barbara skal indgå som hovedpunkt i et kult-ritual, hvor fiskeguden Dagon skal voldtage hende. Selvfølgelig vil Paul og Barbara gerne undgå dette og flygter igennem den våde by, med alle byens skumle fiskeagtige indbyggere efter sig.

Denne jagt, som giver mig gode mindelser om Philip Kaufmans Invasion of the Body Snatchers (1978), fylder faktisk en stor del af filmen. Og heldigvis bliver det aldrig kedeligt. Man kan dog undre sig over nogle af Paul og Barbaras valg af gemmesteder samt fiskemenneskenes manglende intelligens. Men det er småproblemer, da jagten og filmen i det hele taget er velfungerende og uhyggelig. Stuart Gordons Dagon holder nemlig et højt tempo og benytter sig af noget fint og opfindsomt kameraarbejde. Filmen har også en ekstremt ulækker splattereffekt hen imod slutningen, hvor en mand får skåret maven op. Scenen - som er yderst modbydelig - er også flot i sin kompromisløshed. Man kan dog argumentere for, at den virker lidt malplaceret i en film, hvor det primære ellers ikke har været blod og indvolde. Men i hvert fald får splatterelskerne virkelig leveret varen i denne scene, der indeholder 'gore' på et Fulci-agtigt niveau. I det hele taget har filmen en skummel, ja nærmest bizar og perverteret, stemning, der gør, at den ikke rigtig ligner noget, man har set før. Imponerende. Og i modsætning til Stuart Gordons andre film, hvor i hvert fald Re-Animator var en slags splatterkomedie, er der skruet ned for humoren i Dagon. Ganske vist indeholder den visse steder humor af den mest kældersorte slags, men nogen splatterkomedie er det absolut ikke.

Niveauet for skuespillet er ret forskelligt i filmen. Ezra Godden overbeviser ikke i hovedrollen. Han virker i sit overspil inspireret af Jeffery Combs og Bruce Cambell, men jeg tror, at hans rolle ville have haft godt at være blevet spillet lidt mindre karikeret. Heller ikke Raquel Merõno som Barbara imponerer ligefrem med sit skuespil, men hendes konstant hysteriske karakter virker også lidt småtumpet. Hvor de to hovedpersoners spil altså er lidt papmacheagtigt, leverer flere af skuespillerne i birollerne fine præstationer, f.eks. Francisco Rabal som drukmåsen Ezequil og især Macarena Gomez som den sexede og farlige Uxia.

I filmen er der en lille in-joke, som den årvågne H.P. Lovecraft-fan selvfølgelig nemt spotter. Paul render rundt med en trøje, hvorpå der står 'Miskatonic University', og det er en reference til H.P. Lovecrafts novelle "The Dunwich Horror" fra 1928, hvor Wilbur Wheatley forsøger at stjæle den forkætrede bog "Necronomicon" på netop 'Miskatonic University'!

Alt i alt er Dagon en glimrende og original lille film, og det er godt at se Stuart Gordon tilbage i topform, efter fejltagelser som Fangeborgen (1993) og Space Truckers (1996). Dagon er et must for H.P. Lovecraft-dyrkere, men også andre, der kan lide at se en besynderlig film langt fra Hollywoods formler, kan få en god oplevelse ud af at se den. Især kan den anbefales en regnfuld aften efter en fisketur.