Tom, en parkbetjent fra Wisconsin, rejser til Milano for at opsøge sin tvillingesøster Jessica, der arbejder som model og netop har imponeret familien med et forsidefoto på det nyeste nummer af et internationalt modemagasin. Baggrunden for Toms rejse er dyster, for han har i en makaber vision set Jessica i kløerne på et sorthandsket morder, der svinger et ordentligt svin af en saks. Da Tom forklarer det italienske politi, repræsenteret ved kommissær Danesi (Donald Pleasance), at Jessica formentlig er blevet myrdet eller kidnappet, og at han ved det, fordi han altid har haft et empatisk link til sin tvillingesøster, er kommissæren først skeptisk, men beslutter sig derpå for at hjælpe Tom med efterforskningen, der fører dem forbi en række af Milanos excentriske modeskikkelser, efterhånden som morderen tynder ud blandt modellerne. Omtrent sådan er i store træk handlingen i den italienske slasher Sotto il vestito niente, hvis ”scoop” er den danske 80'er-supermodel Renée Simonsen i den kvindelige hovedrolle.

Selvom uhyggen og spændingen udebliver, og filmen ultimativt er utilfredsstillende pga. radbrækkende dårligt skuespil og tvivlsomme replikker, vil giallo-stemningen for mange givetvis være tilstrækkelig grund til at tjekke Modelmordene, den seneste tilføjelse til Another World Entertainments giallo-serie, ud. Det psykologiske mørke og betoningen af irrationalismens masker, der præger de bedste af de italienske kriminalgysere, er ganske vist noget nær fraværende i den mere samlebåndsprægede Modelmordene, men de ydre symptomer er der i form af en morder med sorte handsker, afsindige plot-indfald og fetisherede closeups af mordvåbenet – i dette tilfælde en saks – som for eksempel i Bobs første vision, hvor morderen helt meningsløst lige giver sig tid til at holde saksen op foran sit point-of-view (repræsenteret ved kameraet), før han åbner døren ind til offerets hotelværelse. Der er også slow motion-billeder af splintrende glas a la Phenomena (1984), psykiske kræfter eller ”empati” a la samme film og en scene i en overdådig operasal lig operaen, hvor opførelsen af Macbeth finder sted i Argentos senere Opera (1987).

Smagen af giallo er således umiskendeligt tilstede, om end i light-form. Selvom vi efter 53 minutter får enkelte blodige episoder – mest grov er nok en scene, hvor den i bogstaveligste forstand ophængte Bob river sin arm til blods på vej til morderens skjulested – er Mordelmordene som helhed påfaldende tilbageholdende med blodsprøjtningen. Den kan ses som et forsøg på at genoplive lidt af de italienske 1970'er-gyseres seksuelle eksplicithed i rammer, der tiltalte midtfirsernes filmpublikum – og med et enkelt splatterfilm-karakteristisk indfald i form af morderens svingen rundt med en boremaskine i finalen. Og selvom intentionen er agtværdig, er slutproduktet desværre omtrent så gribende som en hårspray fra Studio Line. Selv ikke tilstedeværelsen af en af horror-genrens største kanoner, Donald Pleasance, afhjælper dette, idet gyserveteranen forståeligt nok virker træt, som han kæmper sig igennem de håbløse dialoger eksempelvis i scenen med hans første møde med Bob: ”Wyoming-dialogen”. Jeg bliver selv træt bare af at tænke på den. Det er vist i øvrigt kun i gialli, at næsten pensionerede politichefer vælger at foretage efterforskninger på baggrund af en tilfældig udlændings gengivelse af en vision.

I nationalpatriotismens ånd får Modelmordene og Renée Simonsen to Uncut-kassetter med på vejen, men har man intet til overs for hverken 80'er-glamour, italiensk krimi, Donald Pleasance eller Renée Simonsen, er det nok klogest at holde sig helt væk. Kan man ikke få nok af kombinationen af firsermodeller i livsfare og horror Italian style, er der imidlertid mere at slå tænderne i. Ruggero Deodatos overnaturlige gyser Minaccia d'amore aka Dial: Help (1988), hvori Charlotte Lewis terroriseres af et telefonspøgelse (!), udspiller sig i et tilsvarende modeunivers, og det samme gør Sotto il vestito niente 2 aka Nothing Underneath 2 (1988), der, trods titlen, dog ikke er en egentlig sequel til Vanzinas etter. Og i både Lamberto Bavas Le foto di Gioia aka Delirium: Photo of Gioia (1987) og Marcello Avallones Spettri aka Specters (1987) er det ingen ringere end vor egen (Ka)Trine Michelsen, der slår sine folder… haps!