I 1979 vakte Tinto Brass opsigt med storproduktionen Caligola, som fremstillede den titulære romerske kejsers skandaleliv i eksplicitte scener og på rollelisten havde anerkendte skuespillere så som John Gielgud, Helen Mirren, Peter O'Toole og Malcolm McDowell. Filmen var produceret af Penthouse, men kom jo også fra samme årti, hvor Playboy kunne financiere Roman Polanskis Macbeth (1971). Brass fandt senere sin egen niche – og kom til at lave bedre film – da han droppede exploitation-ambitionerne og gav sig til at lave film om struttende brunetter og glamour-erotik a la La Chiave (1983), herhjemme venligst udgivet på DVD af Another World Entertainment under titlen Bag låste døre.

Det er også Another World, der står bag udgivelsen af Caligula et Messaline, en slags opfølger eller spinoff til Brass' italiensk-amerikanske kejserfilm. Bruno Mattei, som sammen med Antonio Passalia har instrueret ud fra et manuskript af sidstnævnte, fortsatte ulig Brass med at lave hack-film igennem hele sin karriere, om end Caligula et Messaline ikke er specielt typisk for den del af hans produktion, jeg har set. Ligesom Brass' film drejer den første tredjedel af Matteis og Passalias sig om den ustabile Caligula, det romerske imperiums tredje kejser, der regerede fra år 37-41, hvor han – jeg havde nær skrevet forståeligt nok – blev myrdet. Caligula gjorde sig i sin regeringsperiode bl.a. bemærket ved at pleje et incestuøst forhold til sin søster og udpege sin hest til medlem af det romerske senat, hvilket alt sammen behandles i filmen. Skulle man være i tvivl om, at romerriget under Caligulas styre balancerer ved afgrunden, har Passalia og kompagni meget pædagogisk valgt at åbne filmen med en lille scene, hvor to romerske legionærer til hest udveksler bemærkninger om symptomerne på Caligulas vanvid.

Filmens egentlige fokus er imidlertid opportunisten Messalina, der tilraner sig kejserindetitlen ved at indynde sig seksuelt hos magthaverne. Historiske kilder beskriver Messalina, der levede cirka fra år 20-48, som en nymfoman med et blakket ry, der brugte sex til egen vinding, blev kejserinde som Claudius' tredje hustru, konspirerede imod sin mand og blev henrettet, da planen gik i vasken. Betty Roland er troværdig som filmens version af den politiske superskøge, der i filmudgaven tiltrækker sig Caligulas opmærksomhed ved at stille op som gladiator under en af hans kampforestillinger, og derefter udskifter Caligula med den kommende kejser, Claudius, da hun får nys om, at den nuværende kejsers undersåtter stræber ham på livet. Alt imens Agrippina, Caligulas anden elsker, der har udset sig sin søn, Nero, til kejsertronen, smeder egne rænker. De er skøre, de romere.

Det er mange år siden, jeg har set Tinto Brass' Caligula-film, men umiddelbart husker jeg den som en del grovere end Matteis og Passalias opfølger. Episke, historiske kostumedramaer – selv de sleazede af slagsen – er almindeligvis ikke rigtigt min foretrukne genre, og jeg skal gerne indrømme, at jeg i udgangspunktet ikke var positivt indstillet til filmen. Men selv med dette in mente, forekom Caligula et Messaline mig temmelig tam, både hvad sexen og de sadistiske optrin angår. Selvom historien kredser om incest, dværgesex, regeringskup, tortur, hede affærer, seksuel tvang, korruption og politiske intriger, er det som om, filmen aldrig rigtigt får understreget dramatikken eller det tabuoverskridende i noget af alt dette. Efter første tredjedel, hvor filmen kort skitserer vanviddet under Caligulas regime – bl.a. med en enkelt torturscene, hvor torturen dog foregår offscreen – udarter den til en slags Dollars i romertiden med Messalina som den magtsyge Alexis.

Hovedparten af handlingen er viet softcore-scener filmet i blød belysning, som oftest med nogle hvide karruselheste anbragt artistisk mod en sort baggrund bag Messalina og skiftende sexpartnere. Hvis man tænder på gruppeorgier og historiske kostumer, er det muligt, at man vil opleve det alt sammen som vældigt fascinerende – men personligt oplevede jeg det som kedeligt og uerotisk, sammenlignet, eksempelvis, med periodens ofte farverige og opfindsomme pornoproduktioner. De mest uforglemmelige (på godt og ondt) indstillinger i filmen viser hhv. parrende heste og æsler, hvis parringsakt – i modsætning til menneskenes – skildres med rå closeups af kønsorganerne. For hestenes vedkommende er indstillingerne planket fra Walerian Borowczyks La Bête (1975).