Jeg husker ikke præcist hvornår – men på et eller andet tidspunkt under min barndom valgte Danmarks Radio gennem en stribe eftermiddage at sende en børneserie, der på dansk fik titlen Eventyrtimen, og som aldeles tryllebandt mig. Den formåede at holde min opmærksomhed fangen også igennem ugen, der gik imellem hvert afsnit. Nogle gang til det onde – som for eksempel i forbindelse med afsnittet Hans My Hedgehog, hvis pindsvinemonster gjorde uforglemmeligt indtryk på mit letpåvirkelige barnesind. Serien var Jim Henson's The Storyteller, skabt i 1987 af Henson, der også tidligere, i 1982, havde demonstreret sit flair for dystre børneeventyr med den fremragende dukkefilm The Dark Crystal.

Monty Python har et sted i deres Flying Circus en sketch, hvori Graham Chapman i et øjebliks magelig tilbageskuen ytrer ordene ”of course, back in thoooose days”, hvorefter publikum straks tysser ham til tavshed. Det er svært for mig at komme ind på The Storytellers kvaliteter uden at komme til at lyde lidt som Chapman – for serien får mig uvægerligt til at tænke på, hvad der er galt med nutidens børne-tv. Og jeg forbløffes – nu, hvor danske DVD-udgivelser har givet mig mulighed for at gense Hensons serie – over, hvor dumme de fleste af nutidens børneudsendelser virker til sammenligning. Måske har de fleste af datidens udsendelser også gjort det dengang.

For at undgå at rode mig ud i tvivlsomme generaliseringer, vil jeg nøjes med at konstatere, at The Storyteller udmærker sig ved at fortælle rigtige eventyr – ud fra en forståelse af, at det netop er rigtige eventyr, børn gerne vil høre. Figurerne i serien handler som individer i et tvetydigt univers, som er lige dele forunderligt og dæmonisk. Ikke alt, der fremstår monstrøst, er det – og valg kan føre til tragiske udgange, selv når de foretages i den bedste mening. Problemet – hvis man synes, det er det – med nutidens børneudsendelser, er, at kun forunderligheden resterer – med overfladiskhed og ”disneyficering” til følge (uden at Walt Disney skal have skylden herfor). Men nok om det. The Storyteller er måske nok ikke for de alleryngste årgange, men mange ældre børn og yngre teenagere ville – tror jeg, uagtet at serien har små 20 år på bagen – fanges af dens både komiske og alvorlige skildringer af, hvor fantastisk, besynderlig og nogle gange også uhyggelig en ting, tilværelsen er.

Som nævnt er The Storyteller for ikke så længe siden blevet udsendt på DVD herhjemme. Den holder forbløffende godt, også set med voksne øjne. De 9 afsnit om europæiske folkeeventyr, som jeg husker fra min barndom, er udkommet samlet på én DVD fra Universal, Jim Hensons Eventyrtimen, og efter den udkom yderligere 4 afsnit, som jeg ikke husker at have set før, på en selvstændig DVD: Jim Hensons Eventyrtimen: Græske myter. Disse er produceret nogle år efter den oprindelige serie, dvs. i 1990.

Standarden fra sidstnævnte holdes til fulde. Igen indledes, fortælles – og afbrydes – hvert eventyr af en fortæller, i dette tilfælde spillet (glimrende) af Michael Gambon, som udfolder historierne for sin lyttelystne hund, en dukke udført i Muppet-stil. Denne fungerer i vid udstrækning som ”comic relief” med bemærkninger, der mildner uhyggen, og stemmen er ligesom i første serie udført af Henson selv. Hvor fortællerparret i de indledende 9 afsnit var anbragt ved en blafrende kaminild, ses de i anden sæson på vandring gennem Minotaurens labyrint, hvor forskellige støvede klenodier fungerer som påskud for historiefortællingen. Den visuelle og fortælletekniske opfindsomhed i præsentationen af selve eventyrene, hvori der optræder både rigtige skuespillere og dukker, er betydelig og bidrager til seriens generelt poetiske tone, mens fortællerens kommentarer er velskrevne og eftertænksomme.

De fire afsnit i sæson 2 genfortæller myterne om Ikarus' solfærd, om Orfeus' udødelige kærlighed til skovnymfen Eurydike (Gina Bellman, der er overbevisende i rollen), om Perseus' kamp mod gorgonen og dens søstre, samt om Theseus' stædige mission efter at overvinde minotauren, hvorved han pådrager sig Medeas frygtindgydende vrede. Hver historie er smukt og begavet realiseret, og jeg kan ikke anbefale serien nok til eventyrsøgende sjæle i alle aldre.