Kevin Cole har, som FBI-feltagent og søn af FBI-chefen Jack Cole, lidt at leve op til. For at bevise over for sig selv, at han er værdig til at følge i farmands fodspor, har sønnike indvilliget i at spille hovedrollen i en yderst farlig undercover-mission, der tvinger ham ud i et risikabelt dobbeltliv. Under aliasset Jimmy Vaughn infiltrerer han et forbrydersyndikat i håb om at opnå informationer, der kan fælde syndikatets spøgelsesagtige bagmand ”Ziggy” – en opgave, der præsenterer Kevin for noget af et etisk dilemma. For at komme tæt på Ziggy er han nød til at følge dennes ordrer, som går ud på at torturere en revisor, der angiveligt skulle have snydt Ziggy for 10 millioner dollars.

Revisoren – Archie Green – er fanget i Ziggys hemmelige torturkælder, og filmen følger Kevin/Jimmy gennem 7 prøvelsesfulde dage, mens han udsætter den stakkels revisor for nye, udspekulerede torturmetoder for at kaste lys over bagmandens identitet. Ind mellem scenerne fra fangekælderen klippes en række flashbacks fra Jimmys barske indvielsesprøve, da han infiltrerede gruppen, samt samtaler med en psykolog, der understreger hovedpersonens psykiske udvikling. Mens Archie stædigt holder stand og nægter at tale, falder Kevins privatliv fra hinanden; hans forhold til faderen anspændes, og kæresten udvandrer, da Jimmy bliver mere og mere isoleret og hemmelighedsfuld omkring sit arbejde. Til sidst – da både hans eget og revisorens liv er i fare – sætter Jimmy og FBI-kollegaerne alt ind på et sidste fremstød imod Ziggy og hans torturkult.

Nolan Lebovitz' Tortured indtager plads i en moderigtig række af gyser- og spændingsfilm med eksplicit fokus på tortur og kropslig skamfering, hvoriblandt nogle – eksempelvis James Wans Saw (2004) – er vellavede, mens andre, eksempelvis Eli Roths Hostel-serie, Steel Trap (2007) og fangegyseren Captivity (2007), en slags modernisering af Lee Frosts langt mere underholdende Private Obsession (1995) – er pinligheder. Listen kunne udvides med mange af tidens genfilmatiseringer, der ofte er væsentligt blodigere end deres forlæg – The Texas Chain Saw Massacre (2003) og The Hills Have Eyes (2006) ikke mindst. Film som disse er udtryk for noget, der i og for sig har været klart længe, nemlig at terror oplever en genopblomstring i den amerikanske og britiske gyser, mens horror – med de okkulte og overnaturlige undertoner, der traditionelt har hørt fænomenet til – først og fremmest dominerer i de asiatiske genreproduktioner.

Formentlig er tendensen udtryk for en reel bekymring i de vestlige samfund, der virker som underlag for horror-genrens voldsfantasier. Mens kriminaliteten generelt er dalende, er den grænseoverskridende vold tiltagende – jf. også et uforståeligt socialt fænomen som ”happy slapping”. Hertil kommer den uofficielt sanktionerede vold, vi kender fra forskellige tortursager i nyhedsverdenen. Tendensen – på film – omtales ofte som torture porn, men betegnelsen er misvisende. Det, der præger filmene, er nemlig ikke deres fokus på vold som en måde at iscenesætte seksualiteten på, men deres fokus på volden for voldens egen skyld. I det omfang, filmene seksualiserer deres indhold, er pointen ofte decideret antipornografisk og ureflekteret sexdæmoniserende, som det ses i Hostel-filmene.

Tortured er i bund og grund en banal kriminalfilm, der ville være helt og aldeles ubemærkelsesværdig, hvis ikke det netop havde været pga. de udpenslede torturscener. Vi skal bl.a. overvære, at revisoren får fingerneglene revet af, fødderne brændt med stikflamme og læssevis af salt hældt over vidåbne sår. Om man synes, at det provokerende ved sådanne scener i sig selv er grund nok til at se filmen, må være op til hver enkelt. Jeg har ikke tænkt mig at kaste mig ud i veklager over det moderne menneskes moralske forfald pga. dem. Men jeg har på den anden side heller ikke tænkt mig at anbefale filmen pga. dem. Torturscenernes krasse indtryk upåagtet er Tortured en på alle måder anstrengende film, der stiller store krav til publikums velvilje på flere planer. Plotmæssigt er den unødvendigt kompleks og langsommelig og munder ud i et The Usual Suspects-ripoff af en tåbelig, twistfyldt slutning, som filmen slet ikke har tilstrækkelig intellektuel pondus til at bære.

På et emotionelt plan er filmen imidlertid endnu sværere at sluge. Laurence Fishburne giver en halvhjertet præstation i rollen som revisoren, og hovedpersonens ugerninger som torturbødlen Jimmy er efter mit subjektive skøn en god del for grove til, at man orker at interessere sig for hans alter ego Kevins hjemmeskænderier med den pussenussede kæreste eller hans faderkomplekser, som i øvrigt filmen igennem forbliver et uforløst tema. Et eller andet sted synes manuskriptet at ville sige, at enhver kunne være endt i Kevins position, men den formår ikke at gøre dette synspunkt plausibelt – og dens underforståelse af, at Kevin er en average Joe, står ærligt talt i skærende kontrast til den tortur, som Kevin i begyndelsen ikke synes at have store skrupler over at udføre – blot for at kunne leve op til sin fars og sine egne karriereforventninger.