Udvidet søgning
KM 31: KILOMETRO 31
Spanien / Mexico, 2006
Instruktion: Rigoberto Castañeda
DK-titel: KM31
AKA: Km 31 - Kilómetro 31 / KM 31: Kilometre 31 / Kilometro 31

Produktion: Filmax Entertainment / Lemon Films
REVIEW af Caspar Vang [29/09/08]

”Ondskabens skillevej” lyder den noget flydende undertitel på Midget Entertainments release af Rigoberto Castañedas spansk-mexicanske landevejsspøgelsesgyser KM31. En undertitel af den type er diffus nok til, at den kunne være klasket på hvad som helst, men på spøjs vis illustrerer den nu meget fint KM31's forplumrede plot, der - når jeg skal være helt ærlig - både fascinerede og irriterede mig voldsomt. Fans af spøgelseslandsbyer, mexicanske legender og uhyggelige landevejsstrækninger bør i hvert fald overveje at give filmen en chance, næste gang overnaturlig skræk og rædsel står på videomenuen.

På en øde landevejsstrækning, ved kilometersten nummer 31, påkører den unge kvinde Agata (Iliana Fox) en nøgen dreng med sorte øjne. Da hun desperat forsøger at hjælpe ham, rammes hun af en lastbil og ender i koma. Lægerne kæmper for at redde hendes liv, mens den synske tvillingesøster Catalina plages af Agatas spøgelsesagtige gråd fra det limbo, hun befinder sig i. Der er ingen spor af drengen, så Catalina og tvillingeparrets kærester Nuno og Omar beslutter sig for at undersøge sagen på egen hånd. Nær ulykkestedet kører de en kvinde ned, under præcis de samme omstændigheder som da Agata blev ramt af en lastvogn. Uheldene og logikken synes at køre i ring, og de tre beslutter sig, med hjælp fra Mexicos svar på Fox Mulder, den sympatiske strømer Ugalde (Carlos Aragon), at se nærmere på stedets fortid. Sporene fører til kolonitiden, vandrehistorien om det mexicanske folkloregespenst La Llorona, der om natten høres grædende efter sine druknede børn, og en tragedie, der udspillede sig i året 1678. Og så trækkes der naturligvis tråde til Agatas og Catalinas egne druknehemmelighed, da de som syvårige uforskyldt kom til at forårsage moderens tragiske død.

KM31 er bestemt ikke uden hårrejsende øjeblikke, men bærer præg af usikkerhed med materialet, heftig omredigering og en forvirrende fortællelinje. Handlingen bevæger sig langsomt ind mod mysteriets kerne, men den er samtidig præget af en sær modvilje til at afsløre for meget. For desto dybere vi kommer - på traditionel vis fra A til B til C - desto mere uvirkelig og retningsløs bliver filmen og taber i de afsluttende tyve minutter meget af det, den har brugt en væsentlig del af spilletiden på at bygge op. I bund og grund er problemet, at filmen kapper båndene til sit mysterium for at dyrke en mareridtsagtig atmosfære, hvor det irrationelle har taget styringen over begivenhedernes gang. Ærgerligt. Og det afsluttende twist, der efterhånden er gået hen og blevet obligatorisk for gyserfilm, som har svært ved at få udtalt, hvad de vil, og så i det mindste kan sende publikum hjem med et afsluttende chok eller en overraskelse, kunne man godt have sparret sig.

Cadeau til Rigoberto Castañedas debutspillefilm, fordi man i det mindste forsøger at gøre tingene anderledes og tør følge filmens dystre præmis til ende. Grundlæggende kunne jeg faktisk godt lide Castañedas gyser, som både er velspillet - især de to mandlige hovedroller, Raúl Méndez og Adrià Collado, er troværdige horrorstjerner og Iliana Fox, der brillerer i dobbeltrollen som Agata og Catalina, er usædvanlig god til at se bange ud - stemningsmættet, spændende og har et par fuldblods-horror-momenter af den slags, der afholder en fra at gå ind i et mørkt rum lige bagefter. Karaktererne er heldigvis ikke det sædvanlige gyserkanonfoder, men virker som ægte mennesker, man faktisk kommer til at bekymre sig for. Og det er jo efterhånden en sjældenhed inden for gysergenren, hvor det ofte handler om at have de flotteste specialeffekter.

Desværre er det helhedsindtrykket, som må være afgørende. Den stumpede redigering, de hyppigt og dårligt doserede chokeffekter, som aldrig tillader historien at finde sit leje, og det forplumrede manuskript - vil man udruste sig til filmen, kan man jo på forhånd læse lidt om La Llorona - trækker så kraftigt ned, at vi på trods af gåsehuden og nogle genuint skræmmende gespenster ender på to uncutkassetter... med tommelfingeren håbefuldt op for Castañedas fremtidige film. Mandens næste blev elevatorgyseren Blackout (2007), som udgives på dansk DVD i oktober af Pan Vision og allerede er røget på min ønskeliste over dette års Halloween-hårrejsere!

Afslutningsvis skal lige lyde stor ros til Midget Entertainment for at hive de mange spanske gyserfilm hjem til det danske marked. Et fint alternativ til de amerikanske film, der ellers dominerer skrækfilmmarkedet. Men prop i øvrigt gerne lidt ekstra bonusmateriale på skiverne. Især på Jaume Balaguerós og Paco Plazas [Rec] (2007) samt Nacho Cerdàs The Abandoned (2006) burde der have været ekstraguf til de nysgerrige, der gerne kigger bag om filmen.


Anmeldt version: KM31. Dist.: Midget Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 100 min.
DVDTJEK
KM31. Dist.: Midget Entertainment. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 100 min.

Det er Midget Entertainment, der står bag den danske release af Rigoberto Castañedas debutspillefilm KM31: Kilometro 31 (2006). Kvaliteten af filmen (anamorfisk lbx 2,35:1) er ganske nydelig med naturlig skarphed samt fin kontrast og detaljer i billedet på trods af fotograferingens begrænsede farvepalet. Lyden fås i Dolby Digital 5.1 eller DTS 5.1, og der er valgfrie danske undertekster. Eneste bonusmateriale består af en trailer til The Mist (2007).

Caspar Vang (september 2008)
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven