For mange år siden blev den engelske eventyrer George Mallory, der senere døde på verdens højeste bjerg, spurgt om, hvorfor han ville bestige Mount Everest. ”Well, because it's there”, svarede han med glødende entusiasme. ”Space is there, so we're going to climb it”, kunne man passende have føjet til den amerikanske præsident John F. Kennedys berømte månekapløbstale fra september 1962: ”We choose to go to the moon in this decade and do the other things, not because they are easy, but because they are hard”. Verden befandt sig i midten af rumkapløbet, der blev et perfekt spejlbillede på samtidens politiske magtfordeling og spændingerne mellem øst og vest. Ræset mod rummet var en vilje- og magtdemonstration, der blev solgt som en videnskabelig triumf og et symbol på, at der ikke var nogen grænser for den menneskelige formåen. Homo sapiens mod naturens forhindringer. Det var grundlæggende det, kapløbet handlede om.

Men som god science fiction altid har været hurtig til at påpege, har enhver teknologisk formåen eller landvinding en flipside. Og det er netop denne mørke bagside af drømmen om erobringen af rummet, den unikke engelske tv-serie Månebase Alpha, eller Space: 1999 som den hedder i sit hjemland, bruger som springbræt til en fantastisk space opera. Dukkemesteren Gerry Anderson er nok bedst kendt som arkitekten bag animerede legetøjsagtige fantasier som Supercar (1961), Fireball XL5 (1962), Stingray (1964), Thunderbirds (1965), Joe 90 (1968) og live action-sci-fi-serien UFO (1970), men har altså også signeret 70'ernes dystopiske sci-fi-tv-serie om månebasen Alpha og dens skæbnesvangre rejse gennem universet. Iscenesat som den perfekte modgift for rumalderens ensrettede optimisme: Kold, pessimistisk, sortsynet og semifilosofisk anlagt.

Månebase Alpha var oprindeligt konciperet som et spinoff til UFO, men tv-selskabet, der skulle levere produktionspengene, brød sig ikke rigtig om ideen, så i stedet udarbejdede Gerry Anderson i samarbejde med konen Sylvia et apokalyptisk scenarium, hvor Jordklodens forurening har nået uanede højder, og løsningen er blevet en månebase, der fungerer som losseplads for farligt kemisk og nukleart affald. Serien åbner på et tidspunkt, hvor deponeringen af det farlige affald har nået et kritisk stadie. Flere astronauter er døde af en mystisk strålesyge, og affaldet forårsager farlige magnetiske svingninger, der resulterer i en afsindig eksplosion, som sender Månen ud af Jordens tyngdefelt og gennem universet med en afsindig hastighed. I åbningsepisoden, Breakaway, ankommer den karakterstærke, men i bund og grund blødhjertede kommandør Koenig (Martin Landau) til månebasen for at få styr på situationen. For sent. Den 13. september 1999 slynges Månen gennem universet. En redningsaktion er udelukket, så Alphas minicivilisation på 311 må få det bedste ud af situationen.

Det bliver dog langt fra ren og skær overlevelse og hverdagssysler, for det viser sig snart, at månebasebeboerne langt fra er de eneste livsformer i universet. Sideløbende med de forskellige encounters, der udgør seriens kerne, udvikles venskaber og sociale relationer mellem besætningen, især mellem Koenig, lægen Helena Russell (Barbara Bain, som Landau var gift med ude i den virkelige verden) og videnskabsmanden Victor Bergman (Barry Morse), men de enkelte subplots får sjældent så meget plads, som vi er vant til fra en tv-serie, hvilket gør, at man kan gå til et hvilket som helst afsnit af Månebase Alpha med relativt ringe kendskab til serien.

Månebase Alpha ligner ikke rigtig nogen anden science fiction- serie på tv. Men afhængigt af ens blik på materialet vil den sikkert hurtigt blive kategoriseret som god eller dårlig, med cirka lige mange tilhængere i begge lejre, om end dem, der husker serien fra 70'ernes monopol-tv-tid sikkert vil finde den ganske charmerende. De sureste skeptikere vil stensikkert afskrive den som kold, fjollet og humorforladt, men uanset hvilken gruppering, man hører til, vil seriens look alene nok få de fleste sci-fi-entusiaster op af sædet i begejstring. For holder man af vilde specialeffekter - de flotte modeloptagelser, der stadig ser vanvittigt godt ud sammenlignet med de fleste nyere eventyrfilm - hører Brian Johnsons (kendt for de banebrydende effekter på Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001 (1968)) arbejde på serien til noget af det flotteste, der nogensinde er produceret for en tv-science fiction-serie. Selv er jeg barn af 70'erne, hvor serien for første gang flimrede over tv-skærmene herhjemme. Til stor begejstring for gadens sci-fi-glade knægte, som hurtigt fik seriens karakteristiske rumskibe, de såkaldte Eagles, som foretrukne legetøj. Udvalgte episoder (14 ud af seriens 48 afsnit) blev vist på Danmarks Radio i 1976-1977 og senere i det nye årtusind på TV2 Zulu, som en del af kanalens ”tømmermands-tv”, hvor den blev solgt som kikset 70'er-sci-fi for den ironiske generation. Desuden fik vi i start-80'erne også en række biograffilm, der bestod af sammenklippede afsnit fra tv-serien.

Fokuserer man udelukkende på fortællelinjen og manuskripternes løse natur, er det ikke svært at plaffe Månebase Alpha i sænk. Usammenhængende, ulogisk og i de allerværste episoder ren og skær nonsens, lyder dommen ofte. Den voldsomste kritik er møntet på, at serien manglede en kerne af kronologi, kontinuitet, logik og videnskabelige fakta til at holde sammen på handlingen, men omvendt kan man vælge at se den vilde fabuleren som netop det, der giver serien dens mareridtsagtige stemning, for hvert afsnit indeholder mindst et af den slags hvordan-er-det-dog-muligt?-øjeblikke, der vil få de mavesure til at krumme tæer og ryste på hovedet i skepsis. Et glimrende eksempel er afsnittet Dragon's Domain, hvor Helena Russell løbende læser op af sin logbog: ”Det er nu næsten et år siden Alpha blev slynget ud af Jordens tyngdefelt, og de svæver nu ukontrollabelt mellem galakser”, fortæller hun. Månen må altså rejse med en hastighed, det er svært at begribe. Og pludselig støder man på en rumkirkegård af forladte rumskibe, præcis magen til den, der fem år tidligere blev opdaget bag planeten Ultra i udkanten af vores eget solsystem. Men nu befinder den sig pludselig her, mange lysår borte. Hvordan pokker hænger det sammen? Serien hænger sig ikke i detaljer som at forklare den slags, men at man så konsekvent vælger at se stort på den videnskabelige sammenhængskraft, kan kun skyldes et kunstnerisk valg. Uanset hvad, vil sure voksne, hvor der ikke er plads til det barnlige mareridts ikke-logik, eller sci-fi-nørder uden sans for sci-fi-genrens og i særdeleshed Månebase Alphas ofte ret vilde fabuleringer (ja, de eksisterer!), finde den slags ufrivilligt morsomt.

Som sagt er der meget at kritisere Månebase Alpha for. De vilde plots, den allerede nævnte skøjten uden om rationaliteten, det mekaniske skuespil, der i seriens værste øjeblikke bringer tankerne hen på Andersons dukkeserier. Men i min optik er der lige så meget at elske den for. Som ingen anden space opera-serie, jeg har set, fokuserer Månebase Alpha lige så meget på den fællespsykologiske side af katastrofen som det eventyrlige i månebasebeboernes uheldige situation. Hvert afsnit er gennemsyret af angst og isolation, og selv om serien bliver mere tempofyldt og kulørt i anden sæson, hvor der også er et par markante, uforklarede skift på skuespillerfronten, er det stadig en helt unik serie. Mange vil sikkert blive skræmt væk af den aseptiske, humorforladte stil, der præsenterer de fantastiske begivenheder i en i en gold og nedslående tone. I hvert fald blev serien langt fra den enorme succes, som producerne havde håbet på, og holdet forsøgte at peppe seriens anden sæson op med mere action-orienterede manuskripter, en ny (kedelig) titelmelodi, et mere farverigt look, nye kostumer, flere specialeffekter og Star Treks Fred Freiberger hentet ind som producer. Godt nok fik serien hurtigt en trofast fanskare, men den ramte slet ikke så højt i seertallene som forventet. Efter en livlig og meget anderledes anden sæson var serien dødsdømt, og efter blot 48 afsnit lukkede dette spændende kapitel i science fiction-tv-historien.

De stakkels folk fra Alpha endte dog ikke deres dage svævende uforløste gennem verdensrummet. I 1999 blev en kortfilm, Message from Moonbase Alpha, produceret til Space: 1999's Breakaway Convension d. 13. september 1999, og her leverer Sandra Benes en sidste besked til Jorden: Alpha-besætningen har fundet en beboelig planet, og Sandra er sidste astronaut på skansen, inden der for evigt lukkes og slukkes for månebasen. Dejligt at vide, at Koenig og hans loyale besætning fandt deres paradis på den anden side af universet.

Midget Entertainments Månebase Alpha Vol.1 indeholder flg. episoder fra seriens første sæson:

Disc 1:

Breakaway
DK-titel: Løsrivelse
Instrueret af Lee H. Katzin

Koenig ankommer til Månebase Alpha for at vejlede i de sidste trin under opsendelsen af en rumsonde. Men under optimismen skjuler sig et farligt problem: Astronauterne falder som fluer. Sandsynligvis på grund af en mystisk strålesyge. Samtidig er der problemer med det radioaktive og kemiske affald, der opbevares i depoter under Månens overflade, og en voldsom eksplosion sender Månen ud af Jordens tyngdefelt.

Fra første frame imponerer Breakaway med sine utroligt flotte visuelle effekter. Tilmed er der tale om et fremragende åbningsafsnit, som perfekt sætter rammen og atmosfæren for resten af serien. Obligatorisk for fans af tv-sci-fi. Så se dette afsnit først, men ellers kan de resterende Månebase Alpha-afsnit ses uden den helt store hensyntagen til kronologien.

Force of Life
DK-titel: Livskraft
Instr.: David Tomblin

Fin og stilfuld astro-horror, der helt sikkert har fået hårene til at rejse sig på alverdens knægte dengang i 70'erne. I hvert fald har jeg talt med mange, der med en kriblen ned at ryggen husker dette afsnit om den anonyme tekniker Anton Zoref, der bliver et omvandrende monster, da han besættes af en pulserende, blålig entitet fra det ydre rum. Og især filmens sidste scener, hvor han stavrer rundt som forkullet humanoid med lysende øjne, er uhyre effektive.

Zoref suger nu varmen ud af levende organismer (hans ofre fryses til is på et øjeblik), og den desperate Alpha-besætnings eneste chance er at isolere ham fra lys og energi. Lettere sagt end gjort.

Collision Course
DK-titel: Fare for kollision
Instr.: Ray Austin

Gennem et halsbrækkende vovestykke redder Allan Carter (Nick Tate) og hans modige Eagle-piloter Månen fra en asteroide, der har direkte kurs mod Alpha. Men glæden er kort. Planeten Atheria, der altså ikke bare lige kan sprænges bort, kommer til syne, og nu er situationen pludselig vendt på hovedet. Med månen som målskive. Under rekognoscering på planeten forsvinder Koenigs Eagle, og nu står kommandøren ansigt til ansigt med en fremmed civilisation, der mener, at kollisionen er deres uundgåelige skæbne.

Spøjst afsnit, der leder tankerne hen på rumskibskidnapningerne i Bond-filmene Du lever kun to gange (You Only Live Twice, 1967) og den lige så gakkede, men flotte Moonraker (1979).

Disc 2:

War Games
Instr.: Charles Crichton

Uden varsel angribes Alpha af rumskibe fra Jorden, og de tunge Eagles kommer i hårde kampe med de mere strømlinede Hawks. Redningen ser ud til at være en fremmed planet, der nærmer sig, men da Koenig og Russell rejser til planeten for at se, om de overlevende fra Alpha vil kunne overleve der, møder de et nyt problem. De er uønskede, for som væsnerne på planeten så smukt udtrykker det, bærer menneskeheden på en farlig sygdom, a plague of fear.

Glimrende afsnit, hvor menneskeheden sættes på prøve af en fremmed civilisation, der med rette tvivler på det gode i mennesket. Crichton er den væsentligste bidragsyder til serien (han har instrueret 15 ud af seriens 48 episoder), og der er altid tale om solid, tankevækkende underholdning, hvor det synes at være karaktererne frem for ideen, der er drivkraften.

Death's Other Dominion
Instr.: Charles Crichton

En isplanet, Ultima Thule, passerer Månens vej gennem universet. Alpha modtager et nødsignal fra overfladen, hvor en strandet rumekspedition beder om hjælp, og til gengæld tilbyder udødelighed. Alphas besætning er ovenud henrykte, men Koenig frygter en skjult agenda.

Suverænt afsnit, i hvilket et rekognosceringshold fra en Eagle strander på en snedækket planet, hvor en gammel ekspedition fra Jorden er endt som udødelige efter at være blevet udsat for utrolige kosmiske kræfter. Udødelighed korrumperer naturligvis, så det overrasker ikke, at Thule-besætningen, ledet af den dubiøse dr. Rowland, har alt andet end gode hensigter. Rowland spilles i øvrigt fantastisk af den vildt karismatiske Brian Blessed, som senere dukkede op i rollen som Mentor i anden sæsons åbningsafsnit.

Voyager's Return
Instr.: Bob Kellett

På sin vej gennem universet løber Alpha ind i en gammel, ubemandet Voyager-sonde, udstyret med det eksperimentelle Queller-fremdriftssystem, der ved at udsende fast neutrons giver en helt utrolig fremdrift. Desværre viser Queller-systemet sig at være dødbringende, idet det destruerer alt, hvad det møder på sin vej.

Koenig ønsker at ødelægge det farlige rumfartøj, mens Bergman håber på at kunne neutralisere sonden og bjærge den for at indhente de informationer, den indeholder. De får hjælp af Ernest Linden (Jeremy Kemp), der viser sig at være videnskabsmanden bag sonden. Fortryder han sin opfindelse, eller har han andre planer? Situationen kompliceres, da de såkaldte Sidons dukker op og kræver hævn for de enorme tab, sonden har påført deres folk.

Disc 3:

Alpha Child
DK-titel: Et Rumbarn
Instr.: Ray Austin

Den triste situation på Alpha vendes for en kort bemærkning, da det første barn på rumstationen fødes uden komplikationer. Tror man! Barnet viser sig at være en brik i spillet for en døende race, der håber på nyt liv gennem besættelse af andres kroppe. Gennem barnet regerer Jarak (en iskold præstation fra Julian Glover) med målrettet grusomhed, men da racens gamle fjender dukker op for at gøre arbejdet færdigt en gang for alle, krakelerer den hårde facade.

Alpha Child er fremragende sci-fi-tv. Et af mine favoritafsnit fra sæson ét. Billedet af spædbarnet, der på et splitsekund er blevet fem år ældre og nu ligger i kuvøsen med elektroder over alt på kroppen, glemmer man ikke lige med det samme. Og det er bare i prækreditsekvensen. Resten af afsnittet summer af uro, angst og mistro og hører til blandt seriens allermørkeste. Skrevet af Christopher Penfold, der synes at spinde sine manuskripter til serien (desuden War Games, Dragon's Domain og Guardian of Piri i dette bokssæt) omkring menneskets selvdestruktive kræfter og psykens dunkle afkroge.

Dragon's Domain
Instr.: Charles Crichton

Sæsonens bedste monsterafsnit, der givetvis er tænkt som en grum og dyster hyldest til 50'ernes B-film, hvor især Edward L. Cahns Uhyret fra det ukendte (It! The Terror from Beyond Space, 1958) spøger i kulisserne. Med Lovecraft-agtigt papmache-monster, tentakler, rumskibskirkegård og hele molevitten.

Astronauten Tony Cellini (Gianni Garko) plages af mareridt om den mislykkede mission til Solsystemets tiende planet, Ultra. Han var eneste overlevende fra missionen og undslap lige med nød og næppe et frygteligt bæst, en slags rumsirene, der lokker med et ”mentalt hyl” og herefter suger livet ud af folk. Væmmeligt. Tilbage på Jorden tror man naturligvis ikke på Cellinis historie om rumkirkegården og monsteret, men da Cellini og Alpha mange år senere på den anden side af galaksen støder på en rumkirkegård, ser det ud til, at mareridtet skal starte forfra.

Mission of the Darians
Instr.: Ray Austin

Alpha-besætningen får en forsmag på deres egen mulige skæbne, da de reagerer på et nødsignal fra det kolossale rumskib, Daria, der har drevet gennem universet i over 900 år. De overlevende har holdt sig i live gennem to civilisationer, hvor den ene er forfalden til en form for rituel kannibalisme, og det ser ud til at Koenig og hans folk er på menuen. Slurp!

Gennemsnitligt afsnit, der plages af en tung fortællelinje og en svag grundidé. Specialeffekterne er dog rigtig flotte, og interiøret på det enorme rumskib er imponerende realiseret. Bemærk i øvrigt de seje sølvrumdragter, der er genbrug af kostumer fra Hammer-produktionen Banditter på Månen (Moon Zero Two, 1969).

Disc 4:

Black Sun
DK-titel: Den sorte sol
Instr.: Lee H. Katzin

Et af første sæsons svageste afsnit. Månen suges ind i en sort sol. Gode råd er dyre, men Koenig sætter sin lid til Bergmans eksperimentelle kraftskjold, der skal beskytte Månen og basen mod de kosmiske kræfter. Som sidste udvej evakuerer man basen, mens Koenig og Bergman bliver tilbage og skåler i cognac, og mens David Weirs manuskript kører helt af sporet. Givetvis tænkt som en hyldest til Rumrejsen år 2001s afsluttende space warp, men rædderligt skrevet og realiseret.

Den temmelig fjollede afslutning antyder, at et højerestående væsen holder hånden over Alpha-besætningen, men er for løs og uklar til at fungere. Spring det over.

Guardian of Piri
Instr.: Charles Crichton

Seriens formanende, løftede pegefinger til flippergenerationen virker mest som en krydsning mellem Dukkekvinderne (Stepford Wives, 1975) og Vestens vilde robotter (Westworld, 1973) på syre. Christopher Penfolds manuskript holder dog tungen lige i munden og giver hele problematikken om virkelighedsflugt en skarp kant. Og basens situation taget i betragtning må virkelighedsflugt synes særdeles attraktiv.

Vogteren på planeten Piri lover fred og harmoni i en skov af orange pangfarver og pingpongbolde på træer. Men da Alpha-besætningen iværksætter en emigration til planeten, ender de som lalleglade vrag i en ubrydelig trance. Heldigvis har Koenig lugtet lunten og udfordrer den usete guru, hvis tjenerinde i øvrigt spilles fortrinligt af Catherine Schell, der i seriens anden sæson fik en gennemgående hovedrolle som formskifteren Maya.

End of Eternity
DK-titel: Slut på evigheden
Instr.: Ray Austin

Suveræn afslutning på dette bokssæt og et af sæsonens mest action-pakkede, intense afsnit. Besætningen på Alpha kommer i seriøse problemer, da de opdager en asteroide, der svæver gennem rummet. Problemet er, at der tilsyneladende er liv inde i asteroiden. De nysgerrige astronauter åbner asteroiden (man kommer jo til at tænke på Superman-seriens Fantomzone) og befrier den udødelige og ustoppelige morder, Balor (Peter Bowles). Koenig sætter alle ressourcer ind på at standse psykopaten, men han er både usårlig, destruktiv og intelligent.