The Nutty Professor fremstår i bakspejlet som en arketypisk 1960'er-komedie, men er, til trods for det tidstypiske, fortsat en underholdende sag – også for én som undertegnede, for hvem amerikansk nørdkomik i almindelighed er uinteressant. Farverne er på det nærmeste eksplosive og fremstår flotte og skarpe på den danske DVD-udgivelse allerede under forteksterne, der pryder nogle reagensglas med ekstremt kulørte væsker i. Og Lewis' komik består gudskelov i andet og mere end blot kikset hår, fremstående fortænder og briller med tykke ruder. Både som Julius Kelp – den skøre professor – og som hans utåleligt selvsikre alter ego Bobby Love er Lewis veloplagt og sikker i sin timing, hvilket hans mange pauser og blikke ud i det blå vidner om. Scenen tidligt i filmen, hvor Kelp taber sit ur i den ophidsede skoledirektørs guldfiskeakvarium, viser ligesom scenerne, hvor Bobby Loves stemme går i overgang, Lewis' talent for at ramme et punkt imellem fjol, sårbarhed og seriøsitet, som transcenderer dét at gøre nar af en stereotyp, ærkeamerikansk nørdkarakter.

Julius Kelp er kemilærer, men har svært ved at fastholde elevernes opmærksomhed pga. sin kiksede fremtoning og manglende pædagogiske evner. Samt – kunne man tilføje – hans tendens til at udsætte dem for eksplosioner og andre livstruende situationer. Respekten når et nulpunkt, da en fodboldentusiast ydmyger Kelp midt i klasselokalet, og det hjælper ikke meget på selvfølelsen, at Stella, en følsom studine med rottehaler, bliver hængende for at trøste ham bagefter – for blandt de evner, Kelp ikke er udstyret med fra naturens side, er evnen til at identificere en forelsket blondine. I stedet lægger han – vred over ydmygelsen – en plan om at udvikle sig til en macho-fantasi af en vægtløfter og tage hævn, som imidlertid slår håbløst fejl.

En aften, hvor professoren tåbeligt nok har takket nej til en invitation fra Stella om at besøge dansestedet The Purple Pit, drikker han en mikstur, som han har sammenbrygget i laboratoriet, og forvandler sig i en serie af grufulde transformationsfaser (som jeg faktisk oplevede som overraskende spooky, måske pga. filmens i øvrigt harmløse tone) til supercharmøren Bobby Love, en ulideligt selvoptaget parodi på et vaselinekæmmet popidol. Og hvis Julius Kelp ikke kunne genkende en forelsket blondine, om hun så selv bar ham hen i himmelsengen, så er Bobby Love til gengæld ikke typen, der holder sig tilbage, hvad det modsatte køn angår.

The Nutty Professor er, som man nemt vil fornemme ud fra ovenstående, en let forklædt opdatering af Frankenstein-historien sat i humoristiske rammer. Lewis spiller ikke kun hovedrollen, men har også selv instrueret den og forfattet manuskriptet sammen med Bill Richmond. Jeg hyggede mig vældigt med filmen, som jeg af en eller anden grund aldrig før har fået set, før jeg fandt den til 25 kroner i Bilka – selvom jeg har indtryk af, at det er en af de retro-titler, der vises jævnligt på tv. Meget af filmens komik skyldes klipningen, som bidrager med mange overraskelsesmomenter, eksempelvis ved at lade den intetanende Kelp smække laboratoriedøren durk ind i Stella og først efter indstillingen med lyden af braget, hvor Stella er skjult bag døren, vise hendes akavede landingsposition på gulvet. Samme teknik – dvs. hvor klipningen er brugt kreativt med henblik på en overraskende slapstick-effekt – bruges flere gange i løbet af filmen, f.eks. i Kelps ydmygelsesscene, hvor den nærgående elev offscreen (og lettere surrealistisk) propper den åbenbart noget elastiske kemilærer ind på en hylde i laboratoriet.

Mit DVD-eksemplar af The Nutty Professor er en dansk dobbeltudgivelse fra Paramount, der også indeholder den udmærkede baseballkomedie Bad News Bears (2005) med Billy Bob Thornton. Filmene er anbragt på hver sin DVD, og årsagen til, at nogen har fundet det nærliggende at udsende dem som sampak, går hen over hovedet på mig. For dem, der ønsker Nutty Professor alene, er den også udgivet som en single release fra Paramount, der stadigvæk kan opdrives med lidt detektivarbejde. Filmen blev genindspillet i 1996 med Eddie Murphy i hovedrollen som professoren, som 33 år efter havde skiftet navn til Sherman Klump (manuskriptet var også til genindspilningen skrevet af Bill Richmond) – og selvom der ikke er tale om noget decideret remake, er præmissen i Farrelly-brødrenes meget, meget morsomme skizofrenikomedie Me, Myself & Irene (2000) også stort set den samme som i The Nutty Professor.