Mere end noget andet værk er trashkongen Ed Woods navn forbundet med pinligheden Plan 9 from Outer Space (1959), der ved flere lejligheder er kåret som verdens dårligste film. Og usandsynligt dårlig er den da, ud fra enhver betragtning, også. Selv har jeg imidlertid de få gange, jeg har givet mig i kast med at se den, oplevet Plan 9 from Outer Space som temmelig langsommelig; og jeg vil – hvad ufrivillig underholdningsværdi angår – foretrække instruktørens tidligere debatfilm udi så vovet et emne som transvestisme, Glen or Glenda fra 1953. Det er her, Woods sans for det absurde – eller måske rettere: mangel på samme – og hans vanvittige flair for replikker, der ikke ville hænge sammen, om så man lod dem tilbringe en nat i en spand superlim, virkelig kommer til deres ret. Det går håbløst galt allerede i introduktionen:

“No one can really tell the story. Mistakes are made. But there is no mistaking the thoughts in a man's mind. The story is begun.”

What…?

Man fornemmer, i Glen or Glenda mere end noget andet sted, at emnet har ligget instruktøren så meget på sinde (Wood havde som bekendt selv transvestitiske tilbøjeligheder), at han har følt det nødvendigt at anvende et mere personligt farvet filmsprog med plads til symbolske indfald, hvilket er ensbetydende med besynderlighed af den mest udsøgte slags i ekspressionistiske sekvenser, der trodser enhver beskrivelse. Men i stikordsform: eksplicit bondage, lystne djævle, strippende kvinder, angorasweatere, voice-overs om grønne drager og hundehaler samt Bela Lugosi i et bibliotek med dødningehoveder. Wood spiller i øvrigt også selv rollen som transvestitten Glen og dennes fiktive alter ego, Glenda - krediteret som Daniel Davis - og Glens hustru spilles i filmen af Woods virkelige hustru, Dolores Fuller. Mere personligt kan det næppe blive.

Lugosi åbner ballet i gotisk horror-stil, idet den forvirrende start på Glen or Glenda til forveksling ligner en episode fra en klassisk skrækfilm, med Bela placeret i rudimenterne af et bibliotek med kranier og bøger og andet, der peger i retning af menneskets forgængelighed. Det uddybes aldrig i filmen, præcist hvem Lugosi skal forestille, men hos imdb.com (og muligvis i filmen selv) er han krediteret som ”scientist”. I så fald synes han at være en videnskabsmand med ekstraordinære evner: en fiks splitmontage antyder, at han er en slags skæbneoverseer, der kender til menneskehedens dybeste drifter og følelsesliv. Det er nærliggende at se karakteren som filmens bud på en overmenneskelig instans, der jævnligt supplerer handlingen med alvidende, gebrokken-engelske kommentarer om, hvor forvirrede og planløse menneskene vandrer hjælpeløse frem og tilbage på gader og stræder.

Den handling, som Lugosi kommenterer, er historien om Glen/Glenda – en transvestit, der plages af et moralsk dilemma, idet han står for at skulle giftes med en yndig kvinde, som han ikke tør fortælle om sin hemmelige passion for dametøj – og om Alan/Anne, en pseudo-hermafrodit, hvis historie filmen til slut fortæller ganske kort for at illustrere forskellen på transvestisme og hermafroditisme. Begge disse handlingsforløb er indkapslet i en rammefortælling, hvor psykologen Dr. Alton ajourfører ”inspector Warren”, en nysgerrig politimand spillet af Lyle Talbot, i forhold til videnskabens seneste opdagelser på feltet transvestitisme, hvilket giver filmen lejlighed til at komme med adskillige pædagogisk vejledende kommentarer om Glens adfærd – og hermed til at mildne de moralske indvendinger, den gennemsnitlige 1953-filmseer måtte nære ved synet af filmens hovedperson i paryk og angoratrøje. Ved siden af disse narrative forløb er der så også det guddommelige fugleperspektiv fra Lugosis bibliotek og en adskillige minutter lang paranoiavision, som den skyldtorturerede Glen oplever før brylluppet, at holde styr på. Ren Eisenstein.

Glen or Glenda er måske nok en filmisk katastrofe, men den er også et for samtiden utraditionelt eksempel på subjektiv brug af filmsproget, et uortodokst mix af dokumentarisme, exploitation og mainstream-drama, og som sådan egentlig mere interessant (eller interessant på en anden måde) end mange af de mere forudsigelige filmprodukter, 1950'ernes entertainment-maskine lirede af. At Woods sans for symbolisme er infantil, på samme niveau som hans filmiske evner generelt og den nærmest barnlige psykologi, persontegningerne hviler på, gør filmen ufrivilligt komisk, og den er, hvis man er til den slags, en 70 minutters guldgrube af mindeværdigt håbløse replikker. Uforglemmelig – på godt og ondt – er ikke mindst Lugosis monolog om grønne drager, der ledsager Glens onde drøm:

“Beware of the big, green dragon that sits on your doorstep. He eats little boys... puppy dog tails, and big fat snails!”

Gentages ad nauseam. Eller hvad med Dr. Altons indledning til historien om Glens tilfælde, som ikke ligefrem lider af retorisk tilbageholdenhed:

Inspector Warren: “I'd like to hear the story to the fullest”.
Dr. Alton: “Only the infinity of the depths of a man's mind can really tell the story”.

”… En mands bevidstheds dybders uendelighed!”. Se, dét kalder jeg eddermame et oplæg til en god historie, doktor!

De rent rationelle forklaringer på transvestittens adfærd – så som at dametøjet eksempelvis skulle være mere behageligt end mandfolkenes stive habitter – virker ikke overbevisende (teorien forklarer måske trangen til at gå i angoratrøjer, men ikke stiletter), men fremstår som efterrationaliseringer af irrationelle fetisher, hvis grad af virkelighed jo hverken bliver mindre eller større af, om de er fornuftige eller ej. Men i de mange scener med møjsommelig forklaring af Glens og andre transvestitters lidenskab og i de talrige tekniske udredninger af forskelle på homoseksualitet, transvestisme og hermafroditisme fornemmer man en oprigtig oplysningstrang med bund i et lidenskabeligt ønske om at blive forstået og værdsat som samfundsborger, også som mand i dametøj, der giver filmen et sympatisk skær. Og som forsyner den af Tim Burton kanoniserede indstilling, hvor Dolores Fuller i tilgivelsens øjeblik overrækker sin sindsplagede transvestithusbond sin angorasweater, med emotionelt punch. Vi skriver 1953, og oplysende film om transvestitter var ikke almindelige – specielt ikke af den slags, der tager transvestitternes parti. Hatten af for det – altså for Woods dristige oplysningsforsøg – om ikke for andet.