Handlingen i denne Rollin-kuriositet lægger ud i nattemørket, på en ensom landevej. Vores dynamiske helt Robert, i hans dynamiske Alfa Romeo, er ved at køre en forvildet, blond skønhed ned. Pigen er nøgen og fuldstændig apatisk. Robert kan kun få lidt ud af hende, og hvad, der er sket hende, er et mysterium. Han bringer hende med sig, og lidet ved han, at han samtidig efterlader en rødhåret skønhed i samme nød. Da ingen andre løsninger viser sig, tager Robert den apatiske skønhed med hjem. Hun husker intet og lader til at glemme alt, fra det ene sekund til det næste. Hun forbliver et mærkværdigt mysterium, men Robert tager sig godt af hende, og de to unge mennesker forelsker sig. Da de elsker for første gang, er det for den blonde skønhed, som om hun er jomfru igen. Seksualiteten er markant og en lille pornografisk drømmeforestilling i sig selv. Næste dag, mens Robert er væk, dukker bagmændene bag pigens mærkelige tilstand op og fjerner hende fra friheden. Det viser sig, at hun hedder Elisabeth, og en sammensværgelse tegner sig - men den unge helt står uden spor efter den pige, han har forelsket sig i.

Elisabeth tages fra den varme, gammeldags lejlighed, som Robert bor i, til et koldt højhus af glas, stål og beton. Her bliver hun behandlet for sin sygdom, men i virkeligheden er det blot et fængsel og en del af en større sammensværgelse. De indsatte er alle som børn, der hvert minut opdager verden på ny. Der kan gå timer eller blot sekunder, men deres hukommelse og fortid forsvinder igen og igen. De fremskredne tilfælde kan ikke engang huske at spise mere og glemmer, med tiden, også, hvordan man bevæger sig. Hospitalet er som en vuggestue/et alderdomshjem fra helvede, fyldt med rædselsfulde skæbner, der lever i deres egen lille skærsild. Hospitalet lever sin egen kaotiske og ondskabsfulde eksistens, lidt som man kender det fra Lars von Triers Riget (1994). Vinden hyler ensomt gennem gangene, og man får en klar følelse af, at ingen rigtig har kontrol over stedet. Uhyggen ligger gemt i meningsløsheden og de tomme gange.

Jean Rollin lavede mindre lødig voksenunderholdning for at finansiere sine filmiske eventyr, og det mærker man i de hede og dengang ganske modige erotiske scener. Rolins berømmelige cum-shots med blodige kvindeansigter bliver vi heller ikke snydt for i denne film, selvom de ikke er helt så tydeliggjorte som sædvanligt. Rolins dialog er klodset og overdramatiseret, som i en rigtig dårlig soap, men i dialogen ligger der også masser af symbolik, som mere eller mindre klodset springer ud mod publikum. Rollins geni skal findes i hans billedesprog, som er ganske fantastisk. Rollins billeder udtrykker rigtig mange følelser og en dyb rædsel over den verden, vi har lavet til os selv. Den syrede 60'er-sci-fi-musik, der ledsager handlingen, gør også sit til at højne stemningen af fortabelse og mystik midt i storbyjunglen.

I The Night of the Hunted finder man også en skarp samfundskommentar. Handlingen finder sted i kolde, futuristiske bymiljøer, hvor beton og ensomhed hersker. Verden er et tomt sted, kun tyndt befolket med oaser af selskab. Kommentaren til storbymenneskets ensomhed og fremmedgørelse er tydelig og ildevarslende. Ensomme individer går rundt i tomme verdener og dyrker sex, som de ikke husker senere alligevel, men som er det eneste, de kan beholde som minde i blot et par minutter. Storbylivet er ensomme nætter fyldt med angst og kun hjulpet af en lægeverden, der godt nok fjerner angsten, men også samtidig fjerner menneskeligheden.

Min karakter til The Night of the Hunted skal i højeste grad ses i den belysning, at nydelsen af filmen kræver, at man kender Jean Rollin og holder af hans film. Rollin er et mærkeligt bekendtskab, og det er langt fra alle, der gider kæmpe sig gennem hans mærkelige universer. Rollins univers har et genialt symbolsprog, som jeg holder meget af, men skulle der ikke være andet af interesse, er der altid masser af veldrejede damer og bart kød til husarerne. Men jeg tror ikke, det er nok til at holde interessen oppe, hvis ikke man gider resten af Rollins stil. The Night of the Hunted hører til en af mine bedste Rollin-oplevelser, men så vidt jeg er orienteret, er det ikke en generel holdning blandt hans fans. Så måske denne film er et godt sted at starte et bekendtskab med Rolin for nytilkomne. Det er fransk… det er mærkeligt… For nogen er det godt…!