Shrooms er seneste skud på en stamme af gyserfilm, som det sjældent er nogen taknemmelig opgave at skulle anmelde. Årsagen er, at de alle sammen ligner hinanden til punkt og prikke, og at man derfor for hver ny anmeldelse ser sig stillet over for den opgave at skulle finde på noget nyt at sige om noget, man i bund og grund har sagt rigeligt om allerede. Film af Shrooms' type indeholder forbløffende lidt genetisk variation, hvis man sammenligner dem indbyrdes. Der er tale om ungdomsfilm – med unge i hovedrollerne og lavet til unge. Når filmen starter, har de unge mennesker i filmen typisk netop fået ferie, og de vælger nu at bruge ferien på druk eller stoffer, på dårlig rockmusik af ligegyldige bands, ingen har hørt om, og først og fremmest på sex… dog bruger de ofte mere tid på at tale om helt overdrevent vildt grænseoverskridende ting frem for reelt at praktisere dem, for filmene handler – tror jeg – ikke så meget om f.eks. sex, som de handler om seksuel usikkerhed. Ligesom de handler om social usikkerhed – og andre køns- og identitetsudviklingsproblemer, der hører virkelighedens unge til.

For at kunne dyrke deres grænseoverskridende ting og sager i fred tager de unge ud et sted, hvor voksne mennesker ikke kan genere dem – i en hytte i skoven, eller til en øde flække ude på prærien – men tingene går beklageligvis ikke som planlagt. Typisk dukker der en lokal galning med skæve tænder og dårlig hygiejne op og ødelægger stemningen af ubekymret, ungdommelig frihed. Måske kører de endda ind i den lokale galning på landevejen – eller måske i et dyr, for det er, i filmenes optik, the same thing. Backwoods-skumlere og lokale særlinge repræsenterer mennesket, som det er – dvs. kan degenerere til – udenfor gruppen, i naturen eller på det allerlaveste kulturelle trin – nemlig dyrisk. Det er vrangsiden af de unges socialt regulerede overflade-, skønheds- og ironikultur.

Kort derefter begynder mordene. De unge falder som fluer, alt imens den emotionelle hulhed og den underliggende egoisme i deres sociale omgangsform skinner tydeligere og tydeligere igennem, idet de råber og skriger ad hinanden og lader hinanden i stikken for et godt ord – som et resultat af den overhængende mordtrussel. De degenerer selv til dyr, eller måske vil filmene sige, at de har været det hele tiden. Én af dem overlever, som regel den dydige pige – om end den klassiske ”final girl”-model, som blev udbredt med slasher-filmen i slut-70'erne, i dag gerne suppleres med et afsluttende twist, der præsenteres med en montage af korte flashback-indstillinger. Disse har i postproduktionen været igennem et videofilter konstrueret af en type, der aldrig har hørt om mådeholdets kunst og således frejdigt deducerer ”jo flere blitz- og strobe-effekter, jo bedre”.

Det eneste, der varierer fra film til film, er som regel truslens form og handlingens sted. I Shrooms er de amerikanske college-studenter taget helt til Irland for at campere med deres ven, Jake, og for at muntre sig med skovens vilde svampe. De møder de obligatoriske særlinge, og stemningen lider et knæk til under en natlig lejrbålsseance, hvor en uhyggelig historie om tortur og mord, der engang fandt sted i en faldefærdig bygning i skoven, sætter de unges nerver på højkant. Tara, en af pigerne, æder en psykedelisk svamp med en sort vorte på, der lyder det appetitlige navn ”Death's Head” – bemærkelsesværdigt nok kort tid efter, at hun har fået at vide, at præcis den svamp gør hun klogt i at holde nallerne fra. Som resultat af dette får hun hallucinationer, hvor hun forudser forskellige uhyggelige begivenheder, der hurtigt bliver til virkelighed. De unge dør – som genren foreskriver – men er det de lokale weirdos, der står bag, eller er det den grumme munk Black Brother fra anstalten, der i sin tid dannede ramme for lokalområdets store massakre – eller er det hele én stor svampefantasi?

Bortset fra en enkelt uventet scene med en talende ko – som sikkert er det eneste, jeg vil kunne huske fra filmen om en måneds tid – flytter Shrooms ikke mange kommaer ved genrens fasttømrede formular. Holder man af ungdomsgysere af den beskrevne type, er der således gode chancer for, at man også vil føle sig velunderholdt her. Shrooms er for så vidt ikke noget specielt dårligt bud på en film af sin art, men den er – i meget høj grad – netop en type-film, og det var som sådan vanskeligt for undertegnede at interessere sig for ret meget andet, end hvornår minuttælleren nåede 80.