Gargoyle-gysere hører til sjældenhederne i en tid, hvor horror-filmfronten domineres af sadistisk landevejsterror, asiatisk spøgelsesuhygge og stiliserede seriemorder-thrillers. Derfor – og fordi gargoyler nu engang er fede – tøvede jeg ikke, da jeg stødte på denne lille sag med den noget uopfindsomme titel Gargoyles' Revenge på Blockbusters brugtfilmshylde. Ingen af navnene på coveret fik en klokke til at ringe, lige indtil jeg kom hjem, slog filmen op og opdagede, at instruktørnavnet ”Jay Andrews” er et pseudonym for b-film-kendingen Jim Wynorski. Dermed var den sidste rest af tvivl om, at jeg havde hjemkøbt århundredets største filmoplevelse, manet i jorden. For en (og jeg undskylder på forhånd udtrykket) Wynorski-pic går man sjældent fejl af, som alle jo ved.

Gargoyles' Revenge – eller Gargoyle, som filmen oprindeligt hedder – er en amerikansk-rumænsk samproduktion fra 2004. Den har ikke vundet nogen priser for sit skuespil, hvilket forekommer absolut rimeligt. Ingen af de medvirkende ligner det, de skal forestille at være, især er det svært at sluge, at Sandra Hess i hovedrollen skal forestille en CIA-agent og ikke én, der ved en fejl er vandret ind i filmen fra en nærliggende catwalk. Skal man tro Wynorski, har kirkehistorikere desuden ekstremt hvide tænder. Replikkerne er for en stor dels vedkommende kiksede humorismer og gamle klicheer, der kritik- og åndløst kopierer velafprøvet banter fra fjernsynets spændings- og detektivserier. Det betyder alt sammen ikke ret meget, for en Wynorski-film ser man ikke for troværdighedens eller de medvirkendes acting abilities' skyld. Man ser den pga. den campede atmosfære, den kvikke pacing, for nøgenheden og eventuelt for monstrenes skyld.

Glem alt om, at monsteret skal holdes i skyggerne for at undgå uskræmmende, stemningsødelæggende eksponering, og om at der skal minimum 40 minutters karaktertegning til, før uhyret gør sin entré på scenen. Wynorskis tilgang er nem og simpel at forstå: lige på og rå. Gargoyles' Revenge er ingen undtagelse. Der er en gargoyle i titlen, og den serveres – ergo – inden for filmens allerførste minutter. Monsteret flakser hen over skærmen i fuld CGI-figur allerede under prologen i Rumænien, hvor vi er vidne til, at gargoylen fanges under Rumæniens jord af nogle armbrøstbærende monsterjægere og en Donald Pleasance-wannabe af en præst. Vi skriver 1532. Præsten banker et kors i stenen (!) på gargoylens grav, mens kameraet tracker poetisk bagud mod den dunkle himmel. Derpå springer vi frem til nutiden og to CIA-agenter, som har fået til opgave at lokalisere en højtstående embedsmands kidnappede søn i Rumænien.

Filmen taber hurtigt prologens fede stemning som en konsekvens af, at folk begynder at tale – hvilket sjældent går godt i en Wynorski-film. Under et skudopgør rammer et jordskælv heldigvis området. Gargoylen slipper fri fra sit underjordiske fængsel og går straks i gang med at slå tilfældige mennesker ihjel – et af dem dukker op på det lokale kirkespir, tilsyneladende smidt ned fra stor højde. CIA-agenterne får hjælp imod de menneskelige og måske knap så menneskelige fjender af to kirkehistoriske arkæologer, der arbejder i kirken, som vi så i den historiske prolog – og der bliver endda tid til, at den mandlige CIA-agent kan nå at romantisere lidt med den kvindelige arkæolog.

Gargoyles' Revenge er vel den filmiske pendant til en krimiknaldroman, blot i en gotisk horror-kontekst. Det ville være nemt at udpege skavankerne – især hvad angår den klichefyldte karaktertegning. Men det ville også være lettere hyklerisk. Jeg vidste præcist, hvad jeg gik ind til, da jeg købte Gargoyles' Revenge – ligesom jeg heller ikke læser metervarekrimier for karaktertegningens skyld – og jeg fik, hvad jeg håbede på: en små-campet, okkult gyser med et godt monster, god b-filmsstemning og uden for meget fyldstof. Anbefalet til popcorn og rød sodavand. Eller p-tærter og mælk. Eller whatever.