Der er næppe noget mere skræmmende end en smuk ung forførende kvinde der, bedst som man skal til at rive hende rundt på lagnet, pludselig forvandler sig til et frådende rummonster i bedste Species-stil, og som derefter nådesløst begynder at mæske sig i ens genmasse, inden hun til sidst påfører én en smertefuld død. Det var i hvert fald, hvad Matthew Hastings mente, da han i 2004 introducerede de ondskabsfulde rumduller i sin gyserkomedie Decoys fra 2004. Hastings' film red med på den bølge af teenage-invasionsfilm, der i midten af halvfemserne og frem begyndte at dukke op i biograferne. Film som eksempelvis Species (1995), Species II (1998) og ikke mindst Robert Rodriguez' The Faculty (1998) brugte alle den klassiske invasionsskabelon, som vi kender den fra Invasion of the Body Snatchers (1956), og tilførte den lidt kåde teenagere og nogle bare bryster for således at appellere bedre til den yngre del af biografpublikummet. Ideen fungerede ganske godt, og siden da er der i ny og næ dukket en ny teen-invasionsfilm op på DVD eller i biografen.

Nu har Hastings' film fra 2004 så fået en efterfølger, Decoys 2, der er røget direkte ud på DVD herhjemme. I denne ombæring er det dog ikke Matthew Hastings, der står for løjerne, men derimod Jeffery Scott Lando.

I filmen møder vi Luke Callahan (Corey Sevier) - den eneste, der overlevede mødet med de kvindelige dræber-aliens i den første film. Callahan er blevet færdig med sin udannelse og arbejder nu som assistent for en professor på sit gamle universitet. Men Luke har ikke glemt de rædsler, han oplevede som ung studerende, og han er overbevist om, at de grumme aliens stadig huserer på universitetet. På universitetet møder vi også den unge førsteårsstuderende Sam (Tyler Johnston), der får tiden til at gå med at drikke og kigge efter damer. Sammen med sine tre kammerater starter Sam et spil, der går ud på, at de fire drenge skal score så mange damer som overhovedet muligt, hvilket selvfølgelig er lidt usmart, når nu der render tre aliens rundt på skolen forklædt som hotte, blonde duller. Det varer da heller ikke længe, før den første af de fire venner forsvinder under mystiske omstændigheder, og det er nu op til Sam i selskab med Luke at komme til bunds i sagen og få udryddet rummonstrene én gang for alle.

Det lyder fjollet, og det er det helt bestemt også, men Jeffery Scott Landos efterfølger har, trods den dybt uoriginale historie, bestemt en hel del små lyspunkter. Først og fremmest er Decoys 2 fyldt med fine referencer til andre film inden for science fiction-genren, personligt morede jeg mig over hovedpersonernes brug af hjemmelavede flammekastere i filmens sidste del, der er en åbenlys reference til James Camerons Aliens: Det endelige opgør (1986). Samtidig er effekterne ganske veludførte, hvis man tager i betragtning, at filmen oprindeligt skulle have været en tv-film, der ikke var tænkt som en senere DVD-udgivelse. Når monstret ikke lige er forklædt som storbarmet blondine, ligner det en blanding mellem Pumpkinhead-monstret fra filmen af samme navn fra 1988, og noget der kunne være kommet ud af H.R. Gigers hjerne, og det virker overraskende godt.

Decoys 2 er ligesom dens forgænger en gyserkomedie, der spiller på lige dele gys og humor. Som gyser fungerer Decoys 2 bestemt ikke, dertil er filmens plot alt for forudsigeligt, men som komedie fungerer den helt fint. Humoren er den samme som i et utal af andre teenagefilm, det vil sige under bæltestedet, og der er tydeligvis blevet skævet til film som American Pie (1999) og Not Another Teen Movie (2001), da manuskriptforfatterne skulle finde på jokes til filmen.

Decoys 2 har den der udefinerbare b-films-charme over sig, som jeg personligt er lidt en sucker for, men når det så er sagt, så er Decoys 2 stadig en B-film med stort B, i hvert fald hvis man kigger på skuespillet. Holdet af skuespillere består stort set kun af ukendte ansigter, og det mærkes tydeligt, da enkelte scener virker direkte amatøragtige. Der er dog et par velkendte ansigter i filmen, nemlig Tobin Bell og Dina Meyer, der sjovt nok begge er kendt fra Saw-serien, hvor de spiller henholdsvis psykotisk massemorder med en forkærlighed for dødelige puslespil og desperat politikvinde, der skal fange den berygtede morder. Især Corey Seviers præstation som Luke drukner i overspil og klichefyldte replikker, der tilsammen virker dybt utroværdigt, hvilket er en stor skam, da det netop er denne karakter, der skal binde Decoys 2 og dens forgænger sammen. Men som sagt, så er Decoys 2 en b-film og ikke Shakespeare, og derfor er det forholdsvist nemt at tilgive det elendige skuespil, det uoriginale plot og det gudsjammerlige manuskript.

Jeg kunne ikke undgå at blive lidt varm i maven, da jeg så Decoys 2, for det er sgu dejligt at se, at b-filmen lever i bedste velgående, og at en mand som Roger Corman ikke har lavet film forgæves. Der kommer uden tvivl en tredje del i serien om de blonde killer-aliens, og selvom jeg nok aldrig ville sige det højt, så glæder jeg mig faktisk lidt.