Den 2. oktober 1959 skabte amerikaneren Rod Serling tv-historie, da hans tv-show The Twilight Zone første gang løb over de amerikanske tv-skærme. Serien var banebrydende på mange måder, ikke mindst fordi den var den første af sin slags, der tog science fiction-genren alvorligt i forhold til de historier, den fortalte. Op gennem 50'erne og 60'erne var genren efterhånden blevet forurenet af billige filmproduktioner, der kun tjente det ene formål at indtjene nogle hurtige og frem for alt nemme penge til producenterne i Hollywood. Men for Serling havde pengene ikke førsteprioritet, for ham handlede det mere om at fortælle fantastiske historier om alt lige fra tidsrejser og UFOer til gale seriemordere. Serien fik lynhurtigt en enorm fanskare af amerikanere, der ligesom Serling var trætte af billige b-film og tåbelige historier. Endnu en grund til, at The Twilight Zone blev så stor en succes, kunne ligeledes være, at man ikke tidligere havde set et tv-show, der turde beskæftige sig med det overnaturlige. Den amerikanske tv-sendeflade var præget af lette tv-shows, der kun skulle underholde og ikke krævede megen tankevirksomhed fra publikum. Serien blev så populær, at den fik lov til at fortsætte i 5 sæsoner frem til 1964.

I 1985 blev serien genoplivet og kørte 3 sæsoner frem til 1989 med en lige så stor fanskare som den originale serie. I 2002 forsøgte man endnu engang at puste live i serien, men denne gang lykkedes det ikke. Den nye serie blev annulleret efter en enkelt sæson. Men under alle omstændigheder har Rod Serling og hans Twilight Zone haft en enorm indflydelse på moderne tv, hvis man kigger på det utal af overnaturlige tv-serier, der bliver vist på tv i USA og resten af verden.

I 1983, altså to år før The Twilight Zone blev genoptaget på tv, kom de fire legekammerater John Landis, Steven Spielberg, Joe Dante og George Miller på den ide, at de ville lave en hyldest til Rod Serlings tv-show. For at ramme den rigtige stemning lod de fire instruktører sig inspirere af klassiske afsnit af tv-serien, hvorefter de skrev fire nye historier, der til sidst blev kædet sammen til en spillefilm med den ganske originale titel Twilight Zone: The Movie.

Filmen begynder med to gutter (Dan Aykroyd og Albert Brooks), der kører ud af en ensom highway, mens de småsnakker om alt mellem himmel og jord. Som en practical joke beslutter føreren af bilen at slukke bilens lys og drøne ud af den mørke landevej uden at kunne se noget som helst. Dette falder naturligvis ikke i god jord hos bilens anden passager, og som hævn spørger han vennen, om han vil se noget virkelig uhyggeligt. Føreren af bilen (Albert Brooks) holder ind til vejsiden for at se, hvad hans ven (Dan Aykroyd) har fundet på. Det skulle han ikke have gjort, for inden længe har hans ven forvandlet sig til et hekseagtigt monster, der frådende kaster sig over ham – stemningen er sat, og nu kan filmen for alvor begynde.

Den første historie er iscenesat af John Landis og handler om en hadefuld mand, der pludselig får sin egen medicin at føle. Bill Connor (Vic Morrow) er en smålig mand, der bebrejder alle andre end sig selv for hans forfejlede liv. Sorte, asiater og jøder er, efter Conners mening, skyld i, at hans liv og karriere er stagneret, og i en brandert kammer hans menneskehad helt over, og han begynder at svine alt og alle til. Den slags slipper man naturligvis ikke ustraffet fra, og Connor bliver suget tilbage i tiden, til det nazistiske Tyskland i 40'erne. Her får Connor hadet at føle på egen krop, da han bliver forfulgt af SS, der tror, han er jøde. Men mareridtet er først lige begyndt for Conner, der bliver kastet frem og tilbage mellem forskellige tidsperioder, der alle har det til fælles, at de er præget af forfølgelse og undertrykkelse af minoriteter.

Det næste segment er instrueret af legebarnet Spielberg og handler om den aldrende Mr. Bloom (et herligt gensyn med Scatman Crothers, der nok bedst er kendt som den clairvoyante Dick Hallorann i Stanley Kubricks Ondskabens hotel (The Shinning, 1980)), der, i bogstaveligste forstand, hjælper en række beboere på et trist plejehjem med at genfinde deres indre barn.

Joe Dante har instrueret filmens tredje segment, der handler om en ung lærerinde (Kathleen Quinlan), som møder en lille dreng med kraftfulde telekinetiske kræfter. Først for sent opdager lærerinden, at knægten bruger sine enorme psykiske kræfter til at slavebinde hans familie, der holdes fanget i familiens hus.

Australske George Miller står bag filmens sidste del, der handler om den neurotiske computerprogrammør John Valentine (John Lithgow), der lider af ekstrem flyskræk. På en flyrejse bliver Valentines værste mareridt til virkelighed, da han opdager en såkaldt gremlin (ikke at forveksle med Joe Dantes filmiske monstre fra filmen af samme navn fra 1984), der har sneget sig ombord på flyet. Gremlinen begynder at ødelægge flyet, og det er nu op til den paniske Valentine at få overbevist flyets personale om, at noget er helt galt, hvilket bestemt ikke er nogen nem opgave.

Twilight Zone: The Movie er et ganske interessant bekendtskab, ikke mindst på grund af de fire instruktørers vidt forskellige tilgang til deres historier. Det ses tydeligt, at herrerne Landis, Spielberg, Dante og Miller er auteurs inden for genrefilm, da hver af de små film bærer et tydeligt cinematisk fingeraftryk fra manden bag dem. Eksempelvis er man ikke et sekund i tvivl om, at det er Spielberg, der står bag segmentet om de legeglade plejehjemsbeboere, da filmen omhandler et af Spielbergs favorittemaer, nemlig genopdagelsen af den tabte barndom. Spielbergs fascination af barndommen er senere gået igen i et utal af mandens produktioner som eksempelvis E.T.: The Extra-Terrestial (1982) og i særdeleshed Hook (1991). Et andet eksempel på, at instruktørerne sætter hvert deres præg på deres film, ses i Joe Dantes gakkede historie om drengen med de enorme telekinetiske kræfter. Dante lader historien udspille sig i et tegneserieunivers, der er stærkt inspireret af de gamle tegnefilm fra 40'erne og 50'erne, som ligeledes har dannet grundlag for mange andre af Dantes produktioner, eksempelvis de to Gremlins-film (1984 og 1990). Dantes kærlighed til det gakkede og udflippede er ikke til at tage fejl af i Twilight Zone: The Movie, da hans filmsekvens er ekstremt karikeret og overdrevet i alt lige fra kulisser til karakterer. Det, at Dante er så konsekvent i hans tosserier, og at han tør at køre hele linen ud, gør også, at hans filmsekvens er klart den bedste i den samlede film. For desværre er det ikke alle af de fire sekvenser, der er lige gode. Det er især John Landis' film om den hadefulde mand, der halter lidt bagefter de andre film, ikke mindst på grund af, at historien mangler en ordentlig afslutning. Afsnittets halvkedelige slutning, der naturligvis ikke skal afsløres her, skyldes uden tvivl, at hovedrolleindehaveren Vic Morrow mistede livet i en tragisk helikopterulykke under indspilningen af filmen, hvilket betød, at Landis, udover at få et sagsanlæg på halsen, heller ikke kunne lave den afslutning, der stod i manuskriptet.

Twilight Zone: The Movie er lavet som en hyldest til tv-serien af samme navn, men filmen er helt bestemt også en hyldest til genrefilm generelt. Filmen strutter af instruktørernes kærlighed til genren, hvilket gør den til en yderst behagelig oplevelse, der sagtens kan tåle mange gensyn. Det er dejligt at se en film, der på trods af en høj alder (25 år) stadigvæk holder vand, både teknisk og plotmæssigt.