Da Ryu Murakamis Tokyo Decadence udkom i 1992, vakte den stor forargelse i hjemlandet Japan. Filmens ublu fremstilling af sex og erotik anno 1992 var en for stor mundfuld for mange japanere, og filmen fik derfor en meget hård modtagelse.

I Tokyo Decadence møder vi den unge pige Ai (Miho Nikaido), der på overfladen ligner en helt almindelig japansk kvinde. Men under overfladen er Ai langt fra normal. Hun er prostitueret med speciale i masochisme og lever af at opfylde hendes kunders mest perverterede seksuelle fantasier. Sadomasochisme og voldtægt hører til de daglige opgaver for Ai, der bliver mere og mere fortvivlet over hendes kummerlige liv. Drømmen om en bedre tilværelse med en rigtig familie er det eneste, der holder Ai oven vande, men nedturen venter lige om hjørnet. Ai er nemlig blevet forelsket i en tidligere kunde, som i de få timer, de havde sammen, behandlede hende som en person og ikke en ting. Men Ais desperate søgen efter hendes tabte kærlighed bringer hende ud på et vildspor, der bliver begyndelsen på enden for den unge pige.

Det er med andre ord stærke sager, vi har med at gøre i Tokyo Decadence, der både visuelt og plotmæssigt brænder sig helt ind i hjertet på én. Størstedelen af filmen består af lange sekvenser, hvori Ai bliver udsat for overgreb af hendes forstyrrede kunder. Ryu Murakami dvæler i lange indstillinger og overlader stort set intet til fantasien i hans portræt af de seksuelle udskejelser, dog uden at det på noget tidspunkt bliver pornografisk og karikeret. Filmens åbningssekvens er et godt eksempel på dette. I scenen er en skrækslagen Ai spændt fast til noget, der ligner en tandlægestol, kun iført trusser og højhælede sko, mens en kunde sprøjter et ukendt stof ind i kroppen på hende med ordene ”Du skal ikke være bange” og ”Stol på mig”. Som en anden voyeur er man vidne til Ais seksuelle lidelse samt hendes kunders perverterede nydelse, og det virker dybt foruroligende, men samtidig også utrolig fascinerende.

Ryu Murakamis lange indstillinger og rolige kamerabevægelser giver Tokyo Decadence et nærmest drømmende look, der fænger lige fra første sekund. Filmens historie er ligeledes fortalt i et langsomt tempo, der, uden at gå i stå, giver et storslået indblik i en prostituerets brutale verden. Filmens minimale dialog er, ligesom de rolige kamerabevægelser, med til at forstærke den følelse af at være tilstede i en mareridtsagtig drøm. Filmens drømmeagtige look gør den da også nært beslægtet med Takashi Miikes fremragende Audition (1999), hvilket langt fra er tilfældigt, da det er Ryu Murakamis novelle af samme navn, der danner grundlag for Miikes film.

Tokyo Decadence er en barsk film, der skildrer et samfund i forfald, hvor menneskelige relationer er afløst af kold profittænkning, men samtidig også en smuk og rørende film om tabt kærlighed og søgen efter omsorg. Trods de mange brutale scener er filmen dybt fascinerende, og den sidder i kroppen længe efter, at rulleteksterne er løbet over skærmen.