Jeg tror – uden at have nogen form for statistik på det – at man skal langt tilbage i den danske videohistorik for at finde et distributørselskab, der med samme om- og ildhu som Another World Entertainment har gjort så mange film af interesse for genrefilmfans tilgængelige på det danske videomarked inden for så kort et tidsrum. Man kan kun håbe, at udgivelserne sælger tilstrækkeligt godt til, at initiativet kan fortsætte med samme bredde og udgivelsesfrekvens fremover. Jeg synes, det er fantastisk at tænke på, at man i dag kan gå ned til den lokale videopusher og leje Sergio Martinos Torso (1973) eller Jean Rollins Jomfruer og vampyrer (1971) – sådan er kapitalismen, og gud ske lov for det.

Denne glæde bliver ikke mindre, når jeg nu bekender, at Jean Rollin ikke hører til mine yndlingsinstruktører. Jeg vil skynde mig at tilføje, at jeg til dato kun har set tre film af manden: førnævnte Jomfruer og vampyrer (Vierges et vampires), Fascination (1979) og nu altså Lips of Blood (Lèvres de sang), der foreløbigt er den fjerde Rollin-udgivelse fra AWEs side, idet de også har udsendt Shiver of the Vampires (Le frisson des vampires, 1971) og The Living Dead Girl (La morte vivante, 1982).

Rollin har en trofast fanskare, som er i stand til at finde betydelig skønhed og makaber poesi i hans film. Disse bærer ofte præg af, at instruktøren forfølger en lille gruppe temaer. Som sådan er Rollin auteur; man er ikke i tvivl om, at man ser en Rollin-film, når man gør det. Historierne er ikke så meget historier som langsommelige udfoldelser af enkle ideer i gotisk-romantiske rammer. De er rige på unge piger i mere eller mindre afslørende klædedragter, lesbiske intermezzoer, vampyrer, der har overlevet en svunden tid, og på ruiner, der ofte præsenteres i natlige omgivelser, og hvoriblandt filmenes karakterer bruger overordentlige mængder tid på at vandre søgende omkring. Ikke mindst af sådanne gå-scener kommer den til tider ulideligt langsomme pacing, som selv fans medgiver, at instruktørens film er præget af. Et eksempel kan man få ved at gennemse begyndelsen på Jomfruer og vampyrer – med de to piger, som vi skal se gennemkrydse endeløse franske marker og dernæst et ruinkompleks, før der endelig kommer lidt gang i torturkælderen. Den var ikke gået hos Jesus Franco (men han havde så til gengæld sikkert fundet noget andet fyldstof at belemre os med).

I begyndelsen af Lips of Blood er Frédéric, en ung mand, gæst ved en fest, der markerer lanceringen af et nyt parfumemærke. Festen og dens gæster har ikke hans store interesse, men det har til gengæld et fotografi af nogle ruiner, der vækker den slumrende erindring om en begivenhed fra hans barndom. En ung kvinde – husker han – inviterede ham indenfor på en borg og lod ham overnatte der, da han var dreng. Pludselig beslutter Frédéric, at borgen og pigen skal findes, koste hvad det vil, og han påbegynder en detektivjagt, der bl.a. leder ham i retning af billedets fotograf og hans egen mor, der viser sig at skjule en gammel familiehemmelighed. Undervejs synes Frédéric at få hjælp fra en mystisk kvinde og fire halvnøgne vampyrpiger, der rydder ud blandt hans modstandere.

Til trods for de potentielt følelsestunge temaer er Lips of Blood en bemærkelsesværdig kold film, der aldrig formår at virkeliggøre det psykologiske eller følelsesmæssige drama, hovedpersonen må antages at gennemgå. I scenerne, hvor Frédéric samtaler med sin mor, får man ingen fornemmelse af, hvad motivationen for Frédérics hidsige udbrud er. Skuespilleren får slet ikke de emotionelle og sårbare aspekter frem hos sin ”mors dreng” af en karakter, dvs. de kvaler, der gør, at han længes efter at begive sig ud på en frigørelsesodysse. Dette selvom Rollin slår fast med usubtile syvtommersøm tidligt i filmen, at Frédéric lider af et moderkompleks. Ved festen henter han drinks til sin mor, men undlader at gøre det samme for en ung brunette, der ellers virker nok så interesseret i ham.

Pga. dens manglende realisme, generelt patetiske holdning og udprægede brug af mystifikation er Lips of Blood en film, der lægger op til fortolkning. Jeg vil overlade det til dem, der har bedre forstand på Rollins filmkunst end undertegnede, at analysere sig nærmere ind på, hvad der foregår, for jeg har vitterligt ikke meget begreb om, hvor Rollin vil hen med denne tragisk-romantiske vampyrfortælling om en ung mand og hans dødsdrift. Skal man forsøge at give en ultrakort skitsering af forløbet, kan man sige stikordsagtigt, at filmen skildrer en bevægelse fra liv mod død, fra manddom mod barndom, hovedpersonens bevægelse fra samfundsvæsen til en tilstand af isolation med dennes egen barndomsfantasi. Alt sammen – tænker man – kunne være undgået, hvis han blot havde serveret den skide drink for brunetten ved festen.

Det er uvægerligt de store temaer, der tages op hos Rollin: Erindring, kærlighed og kærlighedsmangel, dødsdrift, fortrængning osv. Mange af de samme temaer tages imidlertid også op i en gennemsnitlig episode af Xena: Warrior Princess (1995-2001), og jeg kan ikke lade være med at tænke, at man af og til har givet Rollin lovligt meget credit blot fordi, at hans film typisk tager tunge temaer op og dermed fremstår lettere ”arty farty”. Hvilket dog ikke skal forhindre mig i også at give AWEs nye udgivelse af Shiver of the Vampires en chance.

AWEs Lips of Blood bærer præg af en del støv og slitage, men billedet er skarpt og farvegengivelsen sikker, så filmens kulører kommer fint til deres ret. En udmærket investering for Rollin-fans. Vil man gerne vide mere om Rollins produktion, kan det i øvrigt nævnes, at Pete Tombs' og Cathal Tohills Immoral Tales – som er en anbefalelsesværdig samling af artikler om den saftige exploitation-films historie – indeholder et fyldigt kapitel om manden og hans værker, ”Back to the Beach” (s. 135-192). Man bliver ikke voldsomt meget klogere på de rollin'ske temaer, men artiklen indeholder mange anekdoter og kommentarer omkring de mere ”materialhistoriske” forhold bag Rollins enkelte film. Om Lips of Blood kan man bl.a. læse, at filmen floppede fælt i biograferne i 1976, og at Rollin derfor tillod, at out-takes fra filmen blev brugt i en pornofilm med titlen Suce-moi, Vampire. Hvilket – for de ikke fransktalende – betyder sådan noget som Suck Me, Vampire. Denne hittede i øvrigt i de parisiske sexbiografer – og skulle AWE have planer om at inkludere den i udgivelsesplanen, modtager jeg gerne et anmeldereksemplar.