Bølgen af tegneseriefilmatiseringer slår endnu ned over hovederne på os, på trods af at ganske få produktioner har været virkeligt vellykkede. Og i de tilfælde, hvor det rent faktisk lykkes at omsætte de fantastiske fortællinger til film, ødelægges den spændende fornemmelse af at se filmene ved opbygningen af en hurtig franchise, hvori den samme fortælling strækkes ud over alt for mange sequels i stedet for blot at lade seeren gå tilpas mæt hjem. Spiderman 3 (2007) er det bedste eksempel på, at man ovenpå to ganske vellykkede film vælger endnu engang at proppe de samme fordummede pointer langt ned i halsen på seeren i stedet for at lade nok være nok. På den anden side kan tegneserien også blive ophøjet til noget, den slet ikke kan bære – eksempelvis det pseudointellektuelle, ødipale aspekt af Ang Lees Hulk (2003).

Da Mario Bava med Danger: Diabolik kastede sig over filmatiseringen af den italienske tegneserieform ”fumetti” i 1968, var det med en række genreskabende fortællinger i ryggen. Fra gotisk horror (Black Sunday, 1960), den første officielle giallo (The Girl Who Knew Too Much, 1963) og til sci-fi horror (Planet of the Vampires, 1965) har Bava som få andre skabt opmærksomhed omkring de uendelige muligheder i genrefilm. Alle hans film har et skarpt visuelt fokus og bærer ambitionen til at skabe seriøse værker inden for b-filmgenrernes rammer gennem en række særlige tag på netop den visuelle iscenesættelse.

I Danger: Diabolik er der skåret ind til benet – helten Diabolik (John Phillips Law) er en endimensional forbryder, der uden dybere motivation røver og stjæler for at kunne bade rundt i penge på en roterende seng i sin underjordiske hule sammen med sin muse, Eva Kant (Marisa Mell). Den lette tone fra tegneserien, hvori bad guys pløkkes ned for et godt ord, fungerer helt igennem vidunderligt befriende. Ingen moralsk løftet pegefinger her. Bava har desuden fremstillet et imponerende set design - fx den underjordiske, hemmelige hule, der med sine glaspaneler og gennemførte afrundede æstetik gør Batmans hule til skamme. Mesterforbryderen Diaboliks farveskiftende kostumer og hurtige biler blandes mesterligt sammen af et gennemført kameraarbejde, og filmen skriger helt igennem ”tegneserie”. Den lidt kedelige grå tone, som mange af fx James Bond-filmene besidder, er helt udraderet til fordel for et farvefyldt, fantastisk design – uden dog at forfalde til decideret camp. De konservative politimænd, gangsterbosser og andre skurke, der prøver at få bugt med den psykedeliske James Bond, kan slet ikke følge med – og når de kommer tæt på at fange ham, er det som regel også på baggrund af held af den ene eller anden art. Men forbryderen i spandex er naturligvis altid tre skridt foran til tonerne af Morricone, der her, udover sine velkendte orkesterarrangementer, tillige har udstyret filmen med solide agent-grooves tilsat twang-guitar – groovy, baby! Så man skulle være ret tosset, hvis man ikke kan finde sig godt til rette med dette anti-agent-60'er-pop-psykedelia af et mesterværk!