Tidligt i stumfilmsårene indspillede Louis Feuillade adskillige film, som var baseret på en række populære romaner af Marcel Allain og Pierre Souvestre. Filmene, som ligeledes faldt i publikums smag, omhandlede gentlemantyven Fantômas, der har fået sit øgenavn pga. sin formidable evne til at forsvinde bag et virvar af overbevisende udklædninger. Lidt utraditionelt var det således egentlig skurken – om end en skurk med egne noble forestillinger om ære og moral – der udgjorde seriens hovedperson, og serien dvælede ikke mindst ved de udspekulerede måder, Fantomas løb om hjørner med politiet på, personificeret ved ærkefjenden kommissær Juve. Feuillades filmatiseringer er fra 1913-14 og altså klenodier fra den tidlige stumfilmsæra. Flere filmversioner fulgte i de efterfølgende årtier, og mere end 50 år senere blev Fantômas-romanerne nok engang filmatiseret, denne gang i en mindre bogstavtro ånd og under kraftig indflydelse fra 1960'ernes James Bond-fascination. André Hunebelle gik med Fantomas: Manden med de 1000 ansigter (1964) efter en ny publikumssællert, og filmen var i al fald succesfuld nok til at blive efterfulgt af to hurtigt følgende sequels, Fantomas slår til igen (1965) og Den fantastiske Fantomas (1967). Alle tre film er for nyligt blevet udgivet på DVD i Danmark af selskabet Pan Vision, og de kan købes separat eller i en samlet Fantomas-box.

Den mystiske, ansigtsløse Fantomas nyder stor opmærksomhed i den franske offentlighed, og avisjournalisten Fandor formaster sig derfor til at skrive et fiktivt interview med den eftersøgte lovovertræder, hvor han selv optræder som mesterforbryderen på et medfølgende fotografi. Ideen falder ikke i den virkelige Fantomas' smag, så denne kidnapper Fandor og giver ham én dag til at gøre skaden god igen med en ny artikel i avisen, denne gang på Fantomas' egne betingelser. Da Fantomas heller ikke er tilfreds med denne, klæder han sig ud som Fandor (hvilket ikke er så svært endda, eftersom de to roller spilles af samme skuespiller, Jean Marais) og iscenesætter et spektakulært juveltyveri for således at bringe journalisten i fedtefadet. Han kidnapper Fandor nok engang – denne gang sammen med journalistens kæreste og aviskollega, Hélène – men de flygter fra forbryderreden og overlever undervejs et subtilt mordforsøg fra Lady Beltham, Fantomas' skinsyge håndlanger. Fandor kommer nu i den selvglade kommissær Juves søgelys, lige indtil Fantomas også begår en forbrydelse klædt ud som Juve. Eventyret munder ud i en stort anlagt forfølgelsesscene, hvor heltene jagter Fantomas til lands, til vands og i luften, som er tydeligt inspireret af periodens James Bond-film. Det rendyrkede action-finale føltes for mig lidt som et antiklimaks ovenpå det mere velfungerende mix af action og humor, der havde præget resten af filmen – men filmens slutning, der overraskende efterlader heltene søsat ude på havet, er unægtelig effektiv og formidler koncist stumfilmsseriens billede af Fantomas som en altkontrollerende, allestedsnærværende entitet, i hvis spil de andre aktører blot er hjælpeløse brikker.

Jean Marais ses som nævnt i to af filmens centrale roller, nemlig som Fandor – hvor han ikke gør noget særligt indtryk – og som Fantomas, hvor han til gengæld er ganske karismatisk. Det gentlemanagtige er måske ikke længere specielt fremtrædende ved karakteren, som faktisk er lidt af en sadist og en bølle. Med sin kølige blå ansigtsmaske og intimiderende stemme – som ikke leveres af Marais, men ukrediteret af skuespilleren Raymond Pellegrin – er han bestemt ikke en type, man har lyst til at møde i en mørk gyde. Filmens scoop – skuespilmæssigt – er imidlertid klart Louis de Funès som den ineffektive kommissær Juve, hvis uindskrænkede tiltro til sine egne opklaringsevner står i humoristisk kontrast til hans tendens til at vade ind i Fantomas' fælder med åbne øjne. De Funès var en erfaren skuespiller med mange filmpræstationer på CV'et, da Fantômas blev realiseret i 1964, men det var denne film – sammen med samme års Le Gendarme de St. Tropez (1964) – der banede vejen for hans store folkelige popularitet i 1960'erne, både i og udenfor hjemlandet. Om man kan forlige sig med De Funès' maniske spillestil er selvfølgelig en smagssag, men for fans byder Fantômas i al fald på en af skuespillerens mest memorable præstationer.

Fantômas: Manden med de 1000 ansigter er en underholdende, tempofyldt krimikomedie uden meget på hjerte, men med en god sans for timing og en veldisponeret vægtning af spænding og komik. Er man til farverige 60'er-komedier – eller har man hang til pseudo-videnskabelige ”gadgets” som dem, der forekommer i stort omfang i periodens Bond-film – bør man bestemt ikke holde sig tilbage.