Som det også havde været tilfældet med de fleste andre af Universals klassiske monstre, syntes luften med tiden lige så stille at gå af ballonen for deres populære lykantrop, der første gang sprang i aktion under fuldmånens skær i The Wolf Man (1941). Efter diverse film, hvor samtlige monstre fra Universals horror-menageri rendte hinanden på dørene uden rigtig at komme nogen vegne, og en sidste optræden i Abbott and Costello Meet Frankenstein (1948), var det slut med Ulvemandens karriere indenfor Universal-studierne. Som de tidligere havde gjort det for Dracula i Dracula (1958) og Frankenstein-monsteret i Curse of Frankenstein (1957), blev det det engelske Hammer-studie, der pustede nyt liv i det gamle varulvemonster, som efterhånden nærmede sig en parodi på sig selv.

I Curse of the Werewolf er Hammers og instruktør Terence Fishers tilgang til varulvemyten langt mere realistisk og dyster, end den mere poetiske version, der trådte frem i Universals originale The Wolf Man, hvori de nu velkendte regler for den filmiske varulvemytologi blev fastlagte. Handlingen er henlagt til Spanien engang i det 18. århundrede, hvor en fattig tigger (Richard Wordsworth) ankommer til en by, hvis indbyggere er godt trætte af den lokale Marquis Siniestro (Anthony Dawson), der suger penge og mad ud af sine undersåtter, så han selv kan leve et liv i overflod og luksus. Tiggeren finder vej til Marquisens slot, hvor der netop afholdes en større bryllupsfest. Her drikkes han fuld og ydmyges, hvorefter han kastes i fangehullet for en vel kvik bemærkning.

Efter mange år i fangenskab og ensomhed er tiggeren mere dyr end menneske, og han forgriber sig da også rask væk på den smukke og stumme tjenestepige (Yvonne Romain), der kastes i fangehullet efter at have afvist Marquisens sleske tilnærmelser. Tiggeren er dog så afkræftet af sit fangenskab, at han dør af udmattelse efter endt udåd. Efterfølgende slår tjenestepigen Marquisen ihjel, hvorefter hun flygter fra slottet. Hun bliver fundet bevidstløs af den samvittighedsfulde Theresa (Hira Talfrey), der tjener i huset hos den lærde Don Alfredo Corledo (Clifford Evans). Theresa tager det på sig at passe på den stakkels pige og tager hende med hjem, hvor hun kommer til kræfter, mens det bliver klart, at hun er gravid efter mødet med tiggeren i fangekælderen.

Som en grum parodi på Jesu fødsel giver hun juledag liv til en dreng, der får navnet Leon, men omkommer selv i barselssengen. Don Aldredo tager drengen (Justin Walters) til sig som sin egen søn, men han aner nok, at noget er helt galt fat, da vandet i døbefonten begynder at koge, inden den lille skal døbes. Drengen vokser sig stor, men undervejs har hans stedforældre været vidne til mange underlige begivenheder, og mangen et får har fået struben revet i trævler, når månen har stået fuld og klar på nattehimlen. Som en ung mand (og nu i skikkelse af Oliver Reed) drager Leon ud for at søge sin lykke og finder snart arbejde hos en lokal vinbonde. Mere vigtigt er det dog, at han forelsker sig i vinbondens datter Christina (Catherine Feller), der som hans sande kærlighed er i stand til at bryde, eller i det mindste midlertidigt dulme, varulveforbandelsen.

Det går rent galt, da Leon lokkes en tur i byen med sin arbejdskollega. Under indflydelse af fuldmåneskær, alkohol og en tøjtes tilnærmelser, bryder Leons indre dræberhund igennem, og snart har han adskillige menneskeliv på samvittigheden. Da Leon må stå til ansvar for sine ugerninger, adskilles han fra sin elskede Christina, og så er den naturligvis gal igen. Efter at have slagtet sin medfange, flygter Leon fra fængslet, og snart jages han gennem byen af en opildnet folkemængde, indtil han som en anden Quasimodo søger ly mellem klokkerne i toppen af kirketårnet. Det er dog kun en stakket frist, og Leon må, som det også var tilfældet for varulven i The Wolf Man, lade livet for sin faders hånd - denne gang fældes han dog af en sølvkugle og ikke en sølvbehæftet vandrestok.

Set i forhold til Lon Chaneys portræt af Ulvemanden i de gamle Universal-film er Oliver Reeds Leon en langt mere dyster, pågående, tragisk og skræmmende figur. Der er så absolut ikke noget nuttet eller krammedyrsagtigt over Reed i varulveform, og også i sin menneskelige form er han en langt mere interessant og levende figur end Chaneys evigt selvmedlidende og livsopgivende Talbot. At varulvemonsteret fungerer så godt i Curse of the Werewolf hænger, foruden den glimrende make-up, sammen med, at instruktør Terence Fisher vælger at holde monsteret skjult helt indtil den eksplosive finale og den skræmmende transformation, der finder sted i fængselscellen, hvor Leons medfange kun kan se til i stigende gru, uden nogen steder at løbe hen.

Curse of the Werewolf formår at ramme plet på så godt som alle tangenter. Skuespillet, produktionen, effekterne og manuskriptet er i top, og der er næppe et kedeligt øjeblik i hele filmen, der lader historien udfolde sig i et raskt tempo, selvom den kommer vidt omkring og bl.a. bruger lang tid på at etablere den unge Leons udvikling og kamp med sin lidelse. Man må tage hatten af for Terence Fisher, der endnu engang viser, at han forstår at omgås de klassiske filmmonstre med en indlevelse og elegance, som det er få andre beskåret.

Der kan næppe være nogen tvivl om, at Curse of the Werewolf hører til blandt de mest effektive, stemningsfulde og underholdende varulvefilm, undertegnede endnu er stødt på. Det er svært at finde et eneste svagt punkt at sætte sin finger på, så tilbage er bare at løfte på hatten for Hammer-studiet, der med Curse of the Werewolf endnu engang beviste, at de var i stand til at blæse nyt liv i et ellers afdanket gyserikon, at tildele filmen fire flotte Uncut-kassetter og så ellers anbefale, at man under sig selv et møde med denne fine varulvefabel - gerne ved midnats- og fuldmånetide.