Nulstiller man sine forventninger til varulvegenren, er det ikke helt usandsynligt, at man vil (u)hygge sig en smule over Paco Plazas flotte, velspillede, men ikke ligefrem velfortalte gyserdrama Romasanta. Filmen er grundlæggende en varulvegyser, med alt hvad dertil hører af forvandlinger, sølvkugler og mørk eventyrikonografi, men de splatter- og effektglade uncutlæsere bør alligevel lige tænke sig om en ekstra gang, inden de iler ned til videobiksen. I Romasanta er de overnaturlige elementer nemlig nedtonet, og i stedet er der givet albuerum til de psykologiske aspekter af sagen, der er baseret på den spanske seriemorder Manuel Blanco Romasanta - ulvemennesket fra Allanz. Denne dræbte i 1850'erne omkring en halv snes kvinder og børn i det landlige Spanien, inden han blev fanget og i retten forsvarede sig med, at han led af lykantropi... altså en slags anfald, hvor han mentalt forvandlede sig til ulv og tog på blodige, natlige togter. Mærkværdigt nok blev Romasantas påstand understøttet af videnskaben (og den spanske regent dronning Isabel II), men under retssagen døde han under mystiske omstændigheder. Filmens tese er, at han blev myrdet af sin elsker.

Filmens fremstilling af Romasanta er en charmør, der med honningtunge forfører kvinderne, inden han dræber dem og fortærer dele af deres døde kroppe. Vi kender fra første færd Romasantas tilbøjeligheder, og filmen bliver derfor mere en ”whydunnit” end en ”whodunnit”, hvilket naturligvis tager en del af overraskelsen, der for mange er en essentiel del af filmfornøjelsen. Julian Sands spiller ganske effektivt den skrupelløse Romasanta, der med vid og feminin ynde vinder lokalbefolkningens tillid. Han sælger dem velduftende sæbe - udvundet af kropsfedtet fra ofrene... og vistnok et lille, venligt nik til Sands' rolle i Warlock (1989), hvor han udvinder flyvesalve fra et barns kropsfedt - og skriver breve mellem landsbyboerne, hvilket giver ham muligheden for at vinde befolkningens fortrolighed. Romasantas held vender, da han vælger sin elskers to søstre som ofre, og håndlangeren Antonio (John Sharian) tynget af skyld pludselig vender sig mod sin partner og bliver varulvejæger med drabelige anekdoter og sølvkugler i bøssen. I samarbejde med den unge, smukke Barbara (Elsa Pataky), som elsker Romasanta og frygter hans sande natur, og Antonio sætter myndighederne alle kræfter ind på at fange ulvemennesket, mens sagen over for offentligheden afdramatiseres for ikke at skabe panik i befolkningen.

Der er nogle gode kræfter på spil i Romasanta. I instruktørstolen finder vi den unge spanier Paco Plaza, og producerne er ingen ringere end spanieren Julio Fernández og genreveteranen Brian Yuzna, der som producer har givet os fremragende horror-film som Re-Animator (1985) og From Beyond (1986). Først og fremmest er filmen dødflot. Filmens look, udtænkt af den prisbelønnede cinematograf Javier Salmones, kan bedst beskrives som en slags mørk, eventyrlig realisme, hvilket sammen med gode, solide roller over hele linjen trækker kraftigt op. Værre ser det ud med Elena Serras og Alberto Marinis manuskript - baseret på Alfredo Condes roman Romasanta. Memoria incerta do home-lobo - der usikkert og famlende snegler sig af sted mellem mørk, farlig romance, efterforskning og (allerbedst) en håndfuld hårrejsende øjeblikke, der kunne være taget ud af hvilken som helst dyster og makaber eventyrbog. Bedst er Romasantas scener med hans ofre. Fx fik scenen, hvor seriemorderen med kviste prikker øjnene ud på en fugl for derefter at udføre den samme handling på en stakkels pige, det virkelig til at løbe koldt ned af ryggen på denne anmelder. Det er i disse højdepunkter, at filmen tager karakter af et makabert eventyr - især en omvendt forvandling fra ulv til mand (i varulvefilm er det oftest forvandlingen fra menneske til ulv, vi er vidne til) er ganske interessant - men generelt bremses fremdriften af for meget springen omkring og for mange skiftende synsvinkler på historiens mange spor. Desuden trækker musikken, der er anonym horror-strygermusik af værste skuffe, ned i den samlede vurdering.

Men selvom filmen i perioder føles tung og aldrig rigtig formår at koble romancen mellem Barbara og Romasanta til varulvefortællingen, ligesom den heller ikke overbevisende formår at koble efterforskningen til tilfangetagelsen og den efterfølgende retssag, er det ikke skidt det hele. Som sagt er filmen flot, men i mine øjne er det især skuespillet, der gør den værd at se. Sands er god i hovedrollen som Romasanta. Rollen virker som en krydsning af den sensible Yves Cloquet i Cronenbergs Nøgen frokost (Naked Lunch, 1991) og skuespillerens måske mest kendte rolle som den sadistiske, mandlige heks i Warlock. Sands' enestående evne til på én gang at virke uhyggelig og følelsesmæssigt fragil og forførende og farlig klæder filmen rigtigt godt, og det må være Sands' fortjeneste, at vi på trods af hans mange bestialske mord alligevel føler med karakteren og aldrig rigtigt ved, hvor vi har ham. Sands får godt modspil af Elsa Pataky, som mange kritikere har langet ud efter, fordi hun er smuk (= så kan hun ikke spille skuespil), men hun gør det faktisk rigtig godt i rollen som den plagede Barbara. I filmens klimaks er vi overbeviste om, at hun mod al sund fornuft er oprigtigt forelsket i manden, der brutalt har myrdet hendes to søstre. Tragisk, medrivende og troværdigt. Fint modspil får Sands også af Gary Piquer og David Gant i rollerne som henholdsvis statsadvokaten, der efterforsker sagen, og retsmedicineren professor Philips, som af hver sin årsag – hhv. retfærdighed og videnskab - ønsker Romasanta tilfangetaget. Både Piquer og Gant rummer den samme flamboyante autoritet, vi kender fra Christopher Lees og Peter Cushings karakterer i 60'ernes gotiske gysere, og scenerne med de to hører til blandt filmens bedste. Det havde været rart, hvis Plaza havde gravet dybere i de to mænds konflikt (og samarbejde), men som det ser ud, får de to ikke lov at fylde meget i landskabet. Interessant er også den Marlon Brando-agtige John Sharian, der er ganske effektiv som Romasantas modstræbende håndlanger, Antonio.

Fans af film i den fantastiske genre vil sikkert lægge mærke til Ivana Baquero, der jo som bekendt havde hovedrollen i Guillermo del Toros Pans labyrint (El Laberinto del fauno, 2006) som en af varulvens unge ofre. I en af filmens absolut bedste scener mister hun livet, da en lille fugls kvidren afslører, hvor hun skjuler sig for den blodtørstige Romasanta.