Samtidigt med tv-journalisten Karen Whites død – som foregik for åben skærm i slutningen af The Howling (1981) – finder en række bestialske drab sted, hvor ofrene findes i sønderflænset tilstand. Karens bror, Ben, er stadig i chok over søsterens død, da en mystisk mandsperson – ”Stefan Crosscoe, kultforsker” – dukker op under begravelsen og uden megen situationsfornemmelse lader Ben forstå, at Karens ”udødelige sjæl er i stor fare”. Dét er ikke just, hvad Ben har brug for at høre, så han lader til gengæld kultforskeren forstå, at denne hellere må se at forsvinde hurtigst muligt… hvad Crosscore derpå, lettere modvilligt, gør (dog ikke uden at efterlade sit visitkort). Med ved begravelsen er også Karens kollega, Jenny, som er knapt så afvisende over for overnaturlige forklaringer og kultforskeres eksotiske charme. Hun overtaler Ben, og sammen aflægger de alligevel Van Helsing-wannabeen Crosscoe en visit.

Den kultkyndige Stefan fortæller dem, at Karen, før sin død, arbejdede på en artikel om samfundets skjulte varulve – og han viser dem en hemmelig tv-optagelse af Karen, der transformeres til varulv og skydes ned midt i en nyhedsudsendelse. Før gæsterne kan nå at tabe underkæben, graver han også lige en fiks planche frem med en fotomontage forestillende Mariana, en smuk og farlig varulvekvinde, som også var til stede ved Karens begravelse, og som er så mægtig, at hun kun kan dræbes med titanium. Varulvene – beretter Crosscoe – vil hente Karens lig på kirkegården ved nattetide og gøre hende til en del af deres stadigt voksende monsterarmé. Mariana er imidlertid kun en håndlanger, den virkelige werewolf bitch er nemlig den frygtindgydende Stirba, som filmen sovser ind i alle mulige mytologiske forklaringer. Hun er 10.000 år gammel ved næste fuldmåne – hvor alle varulvene vil træde åbent frem og gå amok i en voldsom blodrus – og muligvis identisk med bibelens ur-skøge fra Johannes' Åbenbaring. Tilsyneladende er hun ved siden af varulvehvervet også en magiker, for hun er i al fald udstyret med okkulte kræfter. For øjeblikket er denne hyperperverse harlot blot en gammel heks, men et foryngelsesritual forvandler hende jævnligt til en smækker blondine med en påfaldende lighed til exploitation-kendingen Sybil Danning.

Joe Dantes The Howling var en nytænkende gyserkomedie, som i begyndelsen af 1980'erne tilførte nyt blod til varulvegenren. Filmen havde vel et anstrøg af offbeat humor, men var på ingen måde mærkelig nok til at retfærdiggøre det væld af bizarre sequels, der fulgte efter. De mest pudsige af dem alle er Philippe Moras to bidrag til serien, hhv. Howling II: … Your Sister is a Werewolf (1985) og Howling III (1987), som omhandler en australsk kænguruvarulverace. Der er grund til at rose Dantes originale film, som med held balancerede på grænsen mellem mørk horror og subtil humor – og som blev startskuddet til en ny æra for varulvefilmen sammen med produktioner som John Landis' An American Werewolf in London (1981), Wolfen (1981) og Philippe Moras egen The Beast Within (1982). De var alle med til at udvide bevidstheden om mulighederne, der knytter sig til varulvegenren – de religiøse, seksuelle, sociale temaer – og først og fremmest til at gøre varulvemonsteret up-to-date. 1980'ernes varulv var senet, benet og blodig, og den fødtes typisk under en udpenslet forvandling fra menneske til dyr – hvorimod de klassiske gyserfilms varulve i reglen visualiseredes som almindelige mennesker udstyret med plysmaske, ekstra kropsbehåring og overbid.

Selvom den første film i The Howling-serien med rette fremhæves som en af den nyere gyserfilms absolutte klassikere – og selvom dens efterfølgere sjældent bliver det, hvilket nok også må siges at være med rette – tilstår jeg, at jeg faktisk finder Howling II lige så underholdende, om ikke mere. Modsat Dantes film, som var satirisk, er der her tale om overfladisk horror pop. Filmen lægger ud med Christopher Lee, der læser op af Johannes' Åbenbaring underfundigt svævende i verdensrummet – og få minutter efter er han på diskotek iført New Wave-plasticsolbriller, jeans og lyserød skjorte, mens filmens karakteristiske popnummer – som genbruges ofte og inkluderer et iørefaldende tromme-beat, der leder tankerne i retning af Peter Gabriels ”Intruder” – spiller på lydsiden. Det kan godt være, at filmen er dybt useriøs, men i det mindste er den venlig nok til at signalere det allerede i løbet af de første minutter, så seere, der misbilliger den slags, kan stå af med det samme. Det er nok et safe bet, at den ærekære Lee ikke selv har været for begejstret for det færdige produkt, og han er i så fald ikke alene. Filmen rangerer faktisk for indeværende på den internationale filmdatabase imdb.com's brugerbestemte liste over de 100 dårligste film, hvilket faktum er endnu en mursten til cementeringen af denne anmelders dårlige filmsmag. For jeg synes, at der er tale om en ganske kvik lille horror-komedie, som, de mange uhomogene ingredienser til trods, er karakteriseret ved en helt speciel intensitet. Og selvom flertallet er af en anden holdning, har filmen da også gennem årene fået sig en lille fanskare.

Modsat Dantes film, som skildrede en slags opklaringsarbejde med udgangspunkt i tv-journalisten, der kommer på sporet af varulvene, er varulvenes skjulte eksistens i Howling II allerede stadfæstet (for seerne), så filmen i stedet kan koncentrere sig om action-scener. Pacingen er rap, og filmens tempo markeres bl.a. ved brugen af karikerede klipovergange så som dramatiske ”wipes” i ruder-, snegle- og zigzag-form. Man kastes direkte ud i filmens skæve univers, og enten – tror jeg – er man solgt med det samme, eller også vil man tage sig til hovedet og ønske Joe Dante tilbage i instruktørstolen. Filmen er helt tydeligt ment som en vittighed, og som sådan fungerer den, synes jeg, ganske udmærket. Mora og manuskriptforfatterne Robert Sarno og Gary Brandner læsser på med den ene usandsynlige idé efter den anden, og på uforklarlig vis er det som om, de smelter sammen i en form for surrealistisk logik. Vi får en minigargoyle, et ritual, hvis scenografi minder om et miks af sort messe, s/m-løjer og en scene fra The Adventures of Robin Hood (1938), et gigantisk kraniebjerg, Sybil Danning i forskellige, mere eller mindre udleverende kostumer (hvis designer må have været skæv på et eller andet) samt et par forholdsvis vamle dødsscener i closeup. En stakkels cirkusdværg må lade livet hele to gange, idet han først får øjnene og andet hovedinventar smattet ud, da Stirba manipulerer ham telekinetisk, og derpå – da han er genopstået som hendes zombietjener – bliver spiddet ihjel.

Og vi får først og fremmest masser af sex. På ekstramaterialet til den danske dobbelt-DVD med The Howling kan man, så vidt jeg husker, høre en lille anekdote om, at Dante oprindeligt ville have haft en scene med adskillige nøgne kvinder, som imidlertid blev udeladt, fordi hovedrolleskuespillerinden Dee Wallace-Stone truede med at forlade optagelserne. Åbenbart er Wallace-Stone en anelse sippet, for hendes ubehag i filmens kendte pornobiografscene var – mener jeg også, at man hører i ekstramaterialet – ganske oprigtig. Men i Howling II får vi hed varulvesex, hed almindelig sex (uden forspil), s/m-inspirerede kostumer, lidt bondage-flirteri og en helt fin indstilling, hvor Danning blotter sine bryster, som filmen da også ser sit snit til at genbruge 17 gange under rulleteksterne. Varulvene synes faktisk først og fremmest at være interesseret i at etablere et altomfattende gruppeorgie, hvorfor det er passende, at Crosscoe – deres modstander – bærer en påfaldende lighed til en præst.

Printet på den danske VHS fra Video Action bærer den alternative titel Howling II: Stirba - Werewolf Bitch. VHS'en er full frame, beskåret fra 1,85:1, mens MGMs amerikanske DVD bevarer det oprindelige billedformat og efter sigende desuden skulle kunne prale af skarp billedgengivelse.