Det kan måske være svært i dag at værdsætte, hvor utraditionel Jacques Tourneur i 1942 var med Cat People – men heldigvis findes der film som Sam Newfields The Mad Monster fra samme år til at hjælpe én lidt på vej. Newfield nåede i løbet af sin karriere, der stoppede i 1964, at instruere ikke færre end 271 film (!) og havde i 30'erne især specialiseret sig i westerns, før han i det efterfølgende årti forsøgte sig som skrækfilmsinstruktør med film som The Mad Monster og Dead Men Walk (1943), formentlig ansporet af Universals store succes med produktioner i denne genre. Hvis resultatet i Dead Men Walk var lige akkurat tolerabelt, så er det i The Mad Monsters tilfælde absolut rædderligt. Filmen har ikke engang de humoristiske kvaliteter, der præger eksempelvis Jean Yarboroughs knap så stive produktioner fra samme periode (så som King of the Zombies, 1941), til at redde den.

I hovedrollen finder vi George Zucco, der giver os sin ”vanvittig videnskabsmand”-rutine med stirrende, maniske øjne og sit faste inventar af trofaste lyskilder, som på en eller anden måde altid synes at ramme hans ansigt nedefra. Dr. Lorenzo Cameron er, forstår vi af filmens begyndelse, hvor han diskuterer med en hallucination af sine videnskabelige kollegaer, splitterravende vanvittig, men har formået at skjule denne kendsgerning for sin voksne datter, Lenora. Som hun selv siger på et tidspunkt: det meste af, hvad faderen og hans kollegaer snakker om, er ”way over” hendes hoved (underforstået: hun er jo kun en kvinde og er strengt taget kun med som omvandrende pynt, uden adgang til mandfolkenes højtsvungne tankeverden). Lorenzo har taget datteren med ud på en afsidesliggende plantage – væk fra potentielle bejlere, der kunne finde på at udvise utidig nysgerrighed over for de hemmelige eksperimenter, han udfører i husets aflåste kælder, hvor han har indespærret en ulv i et bur.

Eksperimentets forsøgsperson er den lidt småtbegavede gartner, Petro, som helst vil plukke blomster til Lenora, men som om natten tvinges til at udføre doktorens lyssky planer, når denne injicerer et serum i ham, der forvandler ham til en morderisk menneskeulv. Well, strengt taget ligner Petro i sin forvandlede tilstand mere en usoigneret skovhugger med fuldskæg end en varulv – men man forstår intentionen. Lorenzos hensigt er simpel: hans ære er krænket, og han vil have hævn over de kollegaer, der hånlo af hans bizarre teorier og gjorde ham til grin i offentligheden. Varulven Petro er instrumentet, der skal føre hævnen ud i livet.

Den største del af filmens handling udspiller sig enten på plantagen eller i en kunstigt udseende sump, hvor vi ser Petro stavre forvirret omkring i ulveskikkelse. I disse to miljøer udsættes vi for et væld af talescener – de fleste af dem med meget livløse mænd i jakkesæt, der udveksler dræbende kedsommelige replikker. Hvis nogen af karaktererne er i besiddelse af en personlighed, skjuler de den særdeles godt. Dialogen er stiv og firkantet (”there's a humdinger of a storm coming”) og udfolder sig som én lang bekræftelse af fremherskende filmklicheer om videnskabelig, moralsk helstøbthed og usund fascination af tilværelsens irrationelle aspekter – for slet ikke at tale om de underliggende kønsrollesynspunkter, der ikke ligefrem får filmen til at fremstå mindre antikveret. Kameraet er pr. default sat til halvtotaler, og der gøres sjældent noget forsøg på at opnå dramatiske effekter ved hjælp af framings, kamerabevægelser, effekter osv. Til slut liver kameramanden dog et øjeblik op, nemlig under Petros angreb på Lorenzo i det brændende hus, som vi ser offscreen, i form af silhuetter mod et flakkende ildskær. Ikke synderligt originalt, men dog et tegn på, at man har investeret lidt omtanke i indstillingen.

Det værste ved filmen er de mange klicheer i persontegningen. Tænk, hvis datteren havde haft våde drømme i stedet for at være engleblid opvarter, hvis den naive tjener havde næret et hemmeligt ønske om at få sig sin egen, godtroende tjener, hvis de konservative videnskabsfolk havde forsømt deres hustruer og børn på det groveste, mens de syslede i deres laboratorier, og hvis dr. Lorenzos eksperiment havde været drevet af et oprigtigt ønske om at skabe grundlaget for et mere retfærdigt samfund snarere end ordinær hævntrang. Når man skal nævne Hitchcocks betydning i filmkunsten, taler man gerne om hans præcisering af filmteoretiske begreber som suspense og McGuffin, hans originale brug af dramatikskabende teknikker etc. En anden væsentlig indflydelse fra Hitchcocks arbejde med filmen var imidlertid, at det i højere grad end tidligere blev legitimt at anvende psykologisk flertydige filmkarakterer. Mennesker, sagde Hitchcock (med Freud), er altid individuelle og komplekse, selv når de foregiver at være en del af flokken. På grund af denne erkendelse kunne Hitchcock i 1940'erne lave interessante film som Suspicion (1941), Shadow of a Doubt (1943) og Lifeboat (1944), mens Sam Newfield, der ikke havde den, lavede The Mad Monster og Dead Men Walk.