To halvnøgne mandfolk i rød-/hvid-stribede lændeklæder hælder guldmønter fra en spand ud over en topløs kvinde, mens en mumie og en zebrastribet varulv lusker omkring i baggrunden af den røgfyldte kirkegårdskulisse, og en sortklædt tosse med blond smørhår begejstret kommer med tilråb fra sidelinien: ”More gold! More gold!”, ”torture her! it pleasures me!” etc. Ja, vi befinder os i Ed Woods bizarro-univers, hvor den slags deliriske scener er standardinventar; for selvom Wood ganske vist kun har leveret manuskript til tresser-turkeyen Orgy of the Dead – i instruktørstolen finder vi Stephen C. Apostolof under pseudonymet A.C. Stephen – så lever filmen til fulde op til instruktørens sædvanlige uefterlignelige filmstandarder.

Meget tidligt i filmen slås niveauet fast, da dag- og natoptagelser sammenklippes ganske ubekymret i en scene, hvor hovedpersonerne Shirley og Bob kører i en bil gennem ørkennatten. Pat Barrington (Mondo Topless!) og William Bates som hhv. Shirley og Bob går efter verdensrekorden i stift og desinteresseret skuespil, mens de diskuterer formålet for den natlige køretur, nemlig at tilbringe nogle timer på kirkegården, så Bob kan finde inspiration til at skrive en bestseller-skrækroman. Shirley er skeptisk over for ideen, og det forstår man så udmærket – Bob virker ærligt talt ikke, som om han er i stand til at stykke en hel sætning sammen, endsige skrive en bog.

Et biluheld følger, og da parret vågner, er de vidne til en bizar seance – det titulære dødeorgie (som ikke har meget med et orgie at gøre) – på en kirkegård i nærheden. The Black Ghoul - en barmsvulmende, hvidsminket kvinde - og en idiot ved navn Criswell, der kalder sig Emperor of the Night, kommanderer unge, afdøde kvinder, hvis forbrydelser fra deres jordiske tilværelse nu tvinger dem til at adlyde nattens kejser, til at opføre eksotiske danse og vise deres bryster imens.

Dansene, som til sammen tegner sig for tre fjerdedele af filmens spilletid, har hver deres specielle tema: vi får bl.a. en Hawaii-dans, en kattedans, en slavedans, en zombiedans og en gulddans – som ender med, at danserinden modvilligt bliver forgyldt i en boblende gryde… i et åbenlyst ripoff af Goldfinger (1965). Efter at have luret lidt på afstand bliver Shirley og Bob overmandet af Criswells to lakajer, en varulv og en mumie, og bundet til hver sin pæl, hvorefter vi – surprise surprise – er vidne til en ny stribe danse, mens mumien i baggrunden fortæller varulven om dengang, han kendte Cleopatra. Der er absolut intet plot what so ever, og eneste spændingsmoment består i, at The Black Ghoul har planlagt at foretage sig et eller andet unævneligt med Shirley, som – forstår vi – i al fald indebærer at skære hendes BH op med en kniv. Black Ghouls fornøjelse kommer dog i anden række og udskydes igen og igen, fordi Criswell partout vil se flere danserinder før solopgang, hvor alle nattens skikkelser ifølge de uskrevne regler for den slags må trække sig tilbage.

Der er øjeblikke, som filmseere med hang til ufrivillig komik utvivlsomt vil sætte stor pris på – først og fremmest de håbløse replikker. Pga. dansene er der forholdsvis lidt dialog i filmen, men især Criswells udgydelser bærer præg af den traditionelle højtsvungne retorik og udechifrerbarhed, vi kender fra replikkerne i Woods egne film, jf. f.eks. Criswell: ”I am Criswell. For years, I have told the almost unbelievable, related the unreal and showed it to be more than a fact. Now I tell a tale of the threshold people, […] a story of those in the twilight time. Once human, now monsters, in a void between the living and the dead. Monsters to be pitied, monsters to be despised. A night with the ghouls, the ghouls reborn from the innermost depths of the world.”

Jeg var personligt meget glad for en håbløst klippet serie af instillinger sent i filmen, hvor Criswell intimiderer Shirley, og hvor Shirley mekanisk svarer med et skrig for hver af Criswells trusler. Det var det eneste tidspunkt i filmen, hvor jeg lo højlydt, mens jeg til gengæld mest fandt Criswells bestandige nikken, svajen og generelt verdensfjerne ansigtsudtryk enerverende.

Wood-universet er så fuldt af besynderligheder og ulogiske hændelser, at det er ørkesløst at begynde at remse dem op. Hvorfor, kunne man spørge, hentes Bob og Shirley til sidst af en ambulance - de har jo strengt taget tilbragt hele filmen med at stå bundet til en pæl og har ikke lidt overlast af nogen art? I en anden indstilling ser man tydeligt, at varulvemandens maske slutter ved halsen. Bobs blå mærke efter biluheldet minder mistænkeligt meget om et penselstrøg lyseblå maling. Og så videre.

Ind imellem tørner de bizarre påfund sammen i så stort antal, som eksempelvis under den førnævnte gulddans, at foretagendet antager en helt speciel uvirkelighedskvalitet, så man næsten føler en snert af ærefrygt over for Wood, som i sandhed må have været en mand med mærkelige ideer. Alligevel tror jeg, at Orgy of the Dead – selv for Wood-entusiaster – vil være lidt af en prøvelse at sidde igennem. Der sker overordentligt lidt, bortset, altså, fra de topløse danse, som udgør filmens hovedattraktion – det, man har villet sælge filmen på. Selvom de i dag fremstår ret tækkelige, er der en vis nostalgisk fascination forbundet med at overvære dem. De knaldflotte tresserfarver får dansepigerne til at ligne omvandrende indslag fra et gammelt burlesque-blad, hvor der er skruet godt op for farveladen – fra dengang, hvor der stadig var noget grænseoverskridende frækt ved et bart forparti. Musikken, som er det eneste professionelle ved filmen, er også med til at peppe dansene, der for nogles vedkommende kan virke en anelse livløse (no pun intended), lidt op.