Lille Brian er bange for monstre og kan ikke sove, så onkel Mike fortæller nevøen tre eventyr om hekse, varulve og forstyrrede seriemordere, som nok skal… øh, få knægten til at falde i søvn. I den første historie overtaler to hekse en ung mand til at lokke biskoppen hen til deres uhumske skjulested. Heksene transmogriffer sig om til to ungmøer, og da de lænker biskoppen, tror han, at han er den heldige vinder af en heftig bondagesession – men i stedet kommer de en salve på hans venstre håndled, som ætser lige igennem armen. Heksenes plan er at grave deres søsters skelet op og vække hende til live igen, hvilket kun kan ske én gang hvert 37. år – og til det formål skal de bruge biskoppens hånd og en ung pige som menneskeoffer. Deres mandlige assistent kidnapper modvilligt pigen, men beslutter sig derefter for, at han har fået nok af heksenes terror.

Antologiens anden historie er en modernisering af fortællingen om Rødhætte, hvor hætten er blevet skiftet ud med en rød joggingdragt. Rachel er high school-elev og midt i en hed sexfantasi foran spejlet, da hun bliver sendt på apoteket efter medicin til sin bedstemor. Her møder hun ”ulven” Willy, som går i læderbukser, og får ved en fejltagelse Willys medicin med i stedet for bedstemoderens, da hun forlader apoteket. Willy flipper helt ud, da det er meget vigtigt, at han får sin medicin inden midnat, og han opsøger derfor Rachels bedstemor, som imidlertid ikke vil lukke ham ind. Han opgiver, da bedste truer ham med en kødøkse, og giver sig til at vente udenfor, mens Rachel får sin seksuelle debut i et skur ved tennisbanen. Da fuldmånen sætter ind, forvandler Willy sig til en varulv – og så kan bedste ellers nok komme an med sin økse.

I det sidste, korteste og mest makabert-humoristiske segment er det eventyret om Guldlok og de tre bjørne, der står for skud. Papa Baer og Little Baer flygter ved Mama Baers hjælp fra Saints Preserve Us, et hjem for uhelbredeligt sindssyge. Kort efter møder familien Baer teenageren Goldi Lox, der i filmversionen ikke er nogen naiv lille pige, som bare venter på at blive ædt, men tværtimod en psykotisk seriemorder, som har dræbt 14, heriblandt sine forældre, og opbevarer de hensmuldrende kadavere i sit skjulested. Og som oven i købet er udstyret med telekinetiske kræfter.

Deadtime Stories er ingen klassiker, men udmærker sig alligevel i forhold til mange andre amerikanske horror-komedier fra 1980'erne ved dens lidt finurlige, selvbevidste humor og dens bramfrie tilgang til temaet. De enkelte indslag i antologien lægger ikke skjul på eventyrenes grumme og seksuelle aspekter, ligesom heller ikke Neil Jordans Company of the Wolves (1984) gjorde det (uden at de to film i øvrigt tåler sammenligning). Indslag så som monsterhånden, der bladrer i eventyrbogen med filmens fortekster, men som pludselig får konkurrence af et andet monsters hånd, og heksene der skændes som et ældre ægtepar, bidrager dog undervejs til filmens komiske og uselvhøjtidelige atmosfære, så helt grumt bliver det aldrig, selvom effekterne specielt i Goldi Lox-segmentet kan være nok så makabre. Der er sporadiske, sjove replikker, som politichefen, der – adspurgt på tv hvilke metoder han vil anvende til at fange den undslupne Goldi Lox – med en vis selvtilfredshed svarer ”arrest her and put her in jail… that oughtta do it”. Manuskriptet er dog ikke altid lige skarpt. Heksehistorien især fremstår temmelig langsommelig og umorsomt og nærmer sig ind imellem grænsen til det søvndyssende; men heksenes genoplivning af søsteren er tilpas snasket og effektfuld, efterhånden som søsterens knogler omhyldes af kød, hud og anden uidentificerbar materie. Og ritualets offer – en scream queen, der er sig rollens status af kliché bevidst, og derfor ikke rigtigt orker at agere hjælpeløs – er udstyret med en passende kavalergang.

De færreste vil nok ligge flade af grin efter at have set Deadtime Stories – eller for den sags skyld føle nakkehårene rejse sig – men, as horror comedies go, så ku' det bestemt være værre.