Mike Nichols er nok ikke lige en instruktør, de fleste forbinder med gysergenren, men ser man nærmere på varulveundergenrens bagvedliggende tematikker, er valget nu ikke så tosset. Nichols er kendt for solide ungdomsklassikere og ægteskabsdramaer som Hvem er bange for Virginia Woolf? (Who's Afraid of Virginia Woolf?, 1966), Fagre voksne verden (The Graduate, 1967), og Kødets lyst (Carnal Knowledge, 1971), og gyserdramet Wolf er blot en naturlig forlængelse af de mekanismer, der i Nichols' tidlige film definerer det maskuline. Wolf, der grundlæggende er en slags storbyopdatering af George Waggners lidt overvurderede monsterklassiker The Wolf Man (1941), handler grundlæggende om social orden, drifter, lyster og forvandlinger og går dermed godt i spænd med Nichols' tidligere produktioner. Samtidig lugter det temmelig meget af, at Wolf er Hollywoods halvhjertede forsøg på at levere en varulvefortælling til modne, voksne mennesker. Og med ikonerne Michelle Pfeiffer og Jack Nicholson i hovedrollerne som skønheden og udyret skulle der være gode muligheder for at det kunne lykkedes. Tilsyneladende.

For det kniber nemlig med at få filmen rigtig til at svinge. Der er ingen tvivl om, at Nichols er en dygtig instruktør, der gennem en række klassiske filmværker formår at kradse godt og grundigt op i den amerikanske middel- og overklasses identitetskriser og seksuelle problemer, men hans greb på gysergenren er mildest talt en smule slapt og uinspireret. Nichols formår aldrig at trække de elementer ud af Jim Harrisons og Wesley Stricks manuskript, der for alvor kunne have givet filmen genremæssig tyngde. Men man kan levende forestille sig, at Nichols har haft problemer med producenterne, der har ønsket, at filmens rene genremarkører skulle nedtones i forhold til, at filmen skulle fremstå som en gyserfilm for voksne mennesker. Det kan man så synes om eller lade være. Undertegnede synes ikke om det, og jeg må indrømme, at jeg savner nogle rigtige varulve, da drifterne i finalen - efter knap halvanden times trampen rundt om dyret - endelig går helt amok. I stedet må vi nøjes med en flad finale mellem Spader og Nicholson, hvor heftig kropsbehåring, gule kontaktlinser og pinagtigt overforbrug af slowmotion og trampolinspring skal gøre det ud for genrens sædvanlige glubske aggressivitet og behårede vildskab.

Historien udspilles i forlagsbranchen, hvor redaktøren Will Randall (Jack Nicholson) står til fyring eller forflytning til en gren, hvor han, med sit lidt bitre og gammeldags livssyn, ikke gør sig så bemærket. Firmaet står over for en udrensende fusion, og for at holde Will i firmaet tilbyder direktøren (Christopher Plummer) Will den nye stilling. Will er en anelse desillusioneret og udbrændt, men oplever samtidig en foruroligende forvandling. I en sen nattetime ramte han nemlig en stor sort ulv på en af Vermonts snedækkede landeveje. Ulven bed Will, og de flygtede begge chokerede fra ulykkesstedet. Tilbage i storbyjunglen gennemgår Will en transformation, hvor han ikke bare genvinder sin ungdoms virilitet, men får bedre syn, bedre hørelse, bedre lugtesans og lynreflekser. Snart kommer det til en konfrontation med den unge, ambitiøse Stewart Swinton (James Spader), der ikke bare nøjes med at hugge Wills job, men også har en affære med konen og tilmed får del i Wills dyriske kræfter. Forlagsdirektørens datter Laura (Michelle Pfeiffer) kan ikke stå for Wills dyriske charme og falder pladask for den ældre, men charmerende og en smule behårede fyr. Trods de grå hår og rynkerne er han stadig en karismatisk stodder. Forholdet tager dog en uventet drejning, da Wills kone findes dræbt i en park, hvor hun en sen nattetime i fuldmånens skær har fået struben flået ud.

Ideen er, at forlagsbranchens og forretningslivets sociale strukturer og mekanismer skal afspejle ulveflokkens rangordner og kamp for overlevelse. Her handler det også om den stærkestes overlevelse, og alle kneb gælder. Ideen er så oplagt, at det næsten gør ondt, og fungerer da heller ikke på meget andet end et meget overfladisk plan. Til gengæld er der gjort meget for filmens look og sound. Intet af det særligt godt. Ennio Morricones score er overdådigt og fyldigt, hvor et mindre og mere intimt score ville have fungeret meget bedre. Bedre ser det ikke ud med Giuseppe Rotunnos fotografering, der på ingen måde forsøger at skjule den 50'er-typiske og meget kunstige studieæstetik, der, utilsigtet vil jeg tro, får filmen til at ligne en af Hitchcocks sen-50'er-thrillers. En mere progressiv og fremsynet æstetik havde helt sikkert klædt filmen. Som plaster på såret får vi hæderlige effekter af Rick Baker (manden bag varulvene i Varulve (The Howling, 1981) og En amerikansk varulv i London (An American Werewolf in London, 1981)). De fuldvoksne ulve er måske lidt for tydeligt mekaniske ulve (hvilket ikke rigtigt fungerer, eftersom filmen ikke tilstræber gysergenrens sædvanligt overdrevne æstetik, når det gælder varulveeffekterne), men med moderate ansigtsmodifikationer, hugtænder og behåring fungerer Nicholson og (især) Spader fint.

Vi ender altså på to kassetter, hvilket betyder at varulvefans måske bør give Wolf en chance, når de har pløjet sig gennem alle genrens bedre film. At jeg kyler en ekstra uncutkassette efter filmen skyldes udelukkende Nicholsons solide præstation som den midaldrende mand, der med fatale følger genfinder gnisten i sine for længst glemte drifter. En rolle af den slags, som den aldrende Nicholson kan levere som at klø sig i nakken, men som får filmen til at fungere bedre som drama end som gyserfilm. Desuden er Spader tilpas ulækker og smiskende i birollen som rivalen, der bliver en smule for faretruende, da han bliver smittet med den farlige varulvesyge. Og hvad skal man så synes om det? Well, vi ved jo alle, at ungdommens vildskab har sin pris (i dette tilfælde isolation), og selvom filmen aldrig forløses i varulvegenrens tragiske og klassiske klimaksdrab og derved virker forunderligt uafsluttet, har man stadig på fornemmelsen, at vores to hovedpersoner ikke ville have det any other way! De er frie - og det var så det. Dermed ikke sagt, at materialet er helt uinteressant, og det er muligt, at varulveglade uncutlæsere, der er på jagt efter noget nyt, vil finde filmen ganske forfriskende. For undertegnede formåede Nichols dog ikke rigtigt at løfte materialet til et niveau, hvor det blev seværdigt for andre end Nicholson-fanatikere eller havde den fornødne saft og kraft til at tilfredsstille en gammel horror-connaisseur.